DIY Bestikposer

DIY: Bestikposer til sølvtøj el.lign.

DIY Bestikposer


Her kommer en idé til et lille vinterferie-projekt: lav-selv bestikposer til sølvtøj eller andet service. Lav det til dig selv – eller som gave til en veninde/søster/mormor…

Hvis du fx har arvet noget sølvtøj og ikke lige kan finde skuffeplads til det, så fortvivl ej: sølvtøj har nemlig slet ikke godt af at ligge i en skuffe. Det får alt for meget luft, og det får sølvet til at oxidere og blive misfarvet meget hurtigt. Jo mindre ilt, sølv kommer i kontakt med, jo bedre.

Rundt omkring på nettet kan du for en mindre formue erhverve dig nogle fine bestikposer, du kan rulle arvesølvet ind i, så det er beskyttet mod ilt og ligger fint og kompakt i en skuffe eller et skab. Men hvorfor dog betale 300 kr. for en bestikpose – når du selv kan sy den for prisen af 1 viskestykke og lidt tråd?

DIY Bestikposer

At dække et smukt bord – hvad blev der lige af det?

Fint porcelæn og sølvtøj ser man jo næsten aldrig længere. Det hele skal helst være så causal og råt som muligt i dag. Vi har selv Höganäs’ trekantede tallerkener i hvide og sorte som vores “pæne” stel og dertil knive og gafler fra Rådvad. Til hverdag har vi helt plain hvidt Aida og bestik fra Ikea. Alene det, at vi har et “pænt stel” og et hverdagsstel, er i øvrigt noget, vi bliver mobbet for af flere venner.

Vi har valgt Höganæs som vores pæne stel, fordi vi godt kan lide det enkle og lidt rå udtryk, og jeg er også meget glad for det. Men når jeg engang i mellem dækker pænt op til nytår eller en julefrokost – så føles det på en eller anden måde ikke ligeså rigtigt som de borde, jeg tænker tilbage på fra min mors og min mormors højtider med fint stel, sølvtøj, smukke glas, foldede servietter osv.

Derfor har jeg faktisk også taget min mormors gamle fine porcelænsstel hjem. Det havde jeg ellers også sat på loftet hos mine forældre. Men nu har jeg fået lyst til at bruge det igen. Ikke hver fredag – men altså til de særlige højtider. Fx til nytår. Også selvom det betyder, at vi skal mobbes endnu mere for både at have et “semi-fancy” og et “saving-it-for-the-pope-kinda-fancy” stel 😉

Og det bringer os tilbage til de dér bestikposer. De er virkelig nemme at lave – også selvom du ikke er en ørn med en symaskine. Du kan måske næsten regne ud, hvad du skal gøre, ud fra billederne – men her kommer en hurtig gennemgang.

DIY Bestikposer


DIY Bestikposer:

Du skal bruge:

  • Viskestykker – 1 viskestykke rækker til 12 stykker bestik
  • Symaskine
  • Tråd
  • Målebånd
  • Saks
  • Knappenåle

Bred et viskestykke ud på et bord. Lav en “konvolut”: altså fold på den lange led, så nederste halvdel går ca. 2/3 op, og den øverste “flap” kan foldes ned. Se billedet her – så giver det forhåbentlig mening:

DIY Bestikposer

Mål nu op, så du får 12 rum på den lange led, hvor der kan ligge et stykke bestik i hver. Sæt knappenåle i, og sy så rummene op på symaskinen.

DIY Bestikposer

Klip overskyende tråd af, læg bestik i posen, fold øverste flap ned, og rul posen sammen. Nu har du en bestikpose.

DIY Bestikposer

Gentag succesen, indtil du har til hele dit sæt.

Tips til bestikposer:

  1. Vælg nogle pæne viskestykker. Du kan selvfølgelig nappe kokkeviskestykkerne ude fra skabet – men altså, nogle pæne mønstre og farver er lidt pænere at se på. Jeg købte nogle kraftige og lækre viskestykker i Føtex til 20 kr. stykket.
  2. Læg knive og gafler / suppeskeer og dessertskeer skiftevis i bestikposerne. Det gør, at de ruller mere regelmæssigt – og det gør det let for dig, når du skal dække bord, at du fx har 6 sæt knive og gafler i 1 pose og ikke skal hive flere poser op af skuffen.
  3. Brug viskestykker i forskellige farver/mønstre. Det gør det lettere at huske, hvor du har knive og gafler/skeer/ta’-ting osv.
  4. Til dessertskeer og -gafler kan du lave mindre rum i dine bestikposer. Til ta’-ting som kartoffelskeer mm. kan du specialtilpasse dine rum, så de passer til dit sæt.

2 comments on “DIY: Bestikposer til sølvtøj el.lign.Tilføj din

  1. Tak for en super ide til at løse bestikopbevaring. Jeg har lige surfet lidt og har ikke lyst til at betale 150 DKK for det.
    Man kunne nok godt sy et kraftigt bændel dobbelt in den ene ende så der kan lukkes godt for bestik rullen. Afsted til Føtex efter pæne viskestykker. Hilsen fra Ea

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: