Velkommen til den næstsidste dag i “Tilbage på sporet”. Dagens udfordring er dejligt praktisk og håndgribelig: Du skal forberede en masse sund mad, så det er nemt at gå til i de kommende dage. Fx snitte grøntsager, bage noget (lchf-)brød, lave en god dip – måske endda forberede en stor portion kødsovs. Hvad end der giver mening for din hverdag.
Jeg oplever personligt, at foodprepping (som det hedder på moderne dansk) hjælper mig enormt meget til at leve sundt i min hverdag. Når de sunde valg er lige til at gå til og ikke kræver en masse af mig – så har jeg en større tendens til at vælge dem til.
Når jeg skal lave aftensmad på en træt aften, betyder det alverden, at der er frisksnittet grønkål og rødkål i køleskabet, så jeg hurtigt kan bikse en salat sammen. Når jeg spiser frokost og morgenmad, er det meget mere tillokkende at spise grøntsager, hvis jeg har en skrællet gulerod og en lækker dip at dyppe den i. En portion grøntsagsbrød i fryseren løfter min morgenmad til helt nye højder både mht. smag og sundhedsværdi.
Den helt store luksus er, når man kommer træt og kold hjem sent onsdag aften – og bare kan tage en portion kødsovs op af fryseren, varme den og servere den med nogle grøntsager, der allerede er klargjort.
Jeg foodprepper gerne i weekenden eller på andre tidspunkter, hvor jeg har lidt tid i overskud. Det kan være alt fra 10 minutter til 2 timer, jeg bruger på projektet. Det kommer an på, hvad jeg lige er i stødet til den dag.
Her kommer nogle forslag til, hvad du kan foodpreppe:
- Skræl gulerødder – opbevar i pose eller plastikbøtte i køleskabet.
- Snit rødkål – opbevar i pose eller plastikbøtte i køleskabet.
- Klargør en peberfrugt, og skær den i mundrette både. Opbevar i pose eller plastikbøtte i køleskabet.
- Snit græskar i julienne, så det kan bruges til græskarpasta.
- Bag/kog rødbeder, så du er klar til at lave lækre rødbedesalater, fx disse: Rødbedesalat med brombær og pinjekerner, Rødbedesalat med blodappelsin.
- Riv blomkål til blomkålsris. Opbevar i lufttætte poser på køl.
- Bag grøntsagsfladbrød – her er et par opskrifter: Pikante grøntsagsfladbrød, broccolibrød, gyldne grøntsagsbrød. Opbevar brødene på frost med madpapir imellem.
- Chiaknækbrød kan du også bage.
- Lav en stor portion mad til fryseren, fx Kødsovs, chili con carne eller frikadeller.
- Lav en god olie-eddikedressing.
- Lav en lækker dip, fx fetadip, peberfrugtpesto, peanut-appelsindip eller mexicansk dip.
- Lav en portion hønsebouillion.
Kom selv med flere forslag, hvis du har lyst! God fornøjelse 🙂
0 comments on “Dag 13: Foodprep”Tilføj din