Er det for sent at ønske godt nytår? Det håber jeg ikke. Jeg holdt fri fra cyberspace i går og brugte tiden offline sammen med min søde mand. Vi havde en skøn nytårsfejring med lækker mad og al den afslapning og hygge, vi havde drømt om. Nu er vi helt klar til at tage imod 2014 og alt, hvad det har at byde på. Jeg håber, I har haft en ligeså god aften, og at 1. januar ikke har været for hård ved jer.
Vores nytårsmenu blev superlækker, festlig og hyggelig. Jeg havde forberedt det meste i god tid, så der var ro til at spise, drikke og hygge sig. Enkelte kiksere var der undervejs: mine blinis blev ikke så kønne, champagnegranitéen glemte vi i fryseren (den har jeg til gengæld hygget mig med i dag), og så måtte jeg erkende, at baked alaska måske ikke er den optimale dessert at tilberede nytårsaften. Kombinationen af alkohol, is der ikke må smelte, klistret marengs og en bunsenbrænder er mildest talt en uheldig – men dog ganske underholdende – cocktail! Andreas havde i hvert fald stor morskab ud af at betragte mine anstrengelser – især med at få marengsen ud af håret igen 😉

Bortset fra det, så hyggede vi os og nød maden! Nu venter januar med de 2 traditionelle temaer: sund mad og økonomi. Det er måske lidt forudsigeligt og kedeligt, men for de fleste er det simpelthen en nødvendighed at få strammet lidt op på både vægt og forbrug ovenpå decembers overflod og komme tilbage i de gode vaner. Vi kommer til at trappe ned på kartofler og andre lede kulhydrater herhjemme. Derudover skal der vist spises en masse kylling, hakket oksekød og kål. Og løbes nogle gode ture. Det skal nok blive godt.
Jeg håber, vi ses i løbet af 2014. Jeg er begyndt at lave mentale noter om alle de opskrifter, der skal prøves af og deles, og måske kommer madplanerne også op at køre igen snart. Jeg glæder mig allerede!
Godt nytår!
0 comments on “Velkommen i 2014!”Tilføj din