I 5. runde af Madbloggerudfordringen er vi madbloggere blevet udfordret på noget for sæsonen så nærliggende som Nordisk Jul. Jeg kunne straks mærke, at jeg ville lave noget med grøntsager, og de vaniljeglaserede persillerødder her er faktisk en del af en salat, som jeg mener kunne være en del af et traditionelt juleaftensbord.
Jeg elsker traditionel, dansk julemad. Flæskesteg og and, brunede kartofler (nå ja, den ene gang om året!), sovs og rødkål. Det smager fantastisk. Der er bare det ene problem, at jeg rejser mig fra sådan et bord med et glubende tomt hul i maven og en krop, der er tilbage til de “gode” gamle kulhydratdrevne dage, hvor jeg er irritabel og sur af sult. Jeg savner mine gode grøntsager!
Hvem er det lige, der har bestemt, at grøntsager ikke kan være en del af et traditionelt, dansk julebord? Der går jo ingen skår af de brunede kartofler og den varme rødkål, fordi der står en dejlig kålsalat ved siden af. Eller fx en portion af de dejlige vaniljeglaserede persillerødder her. Min mission er derfor at få indført flere grøntsager til juleaftensmiddagen og for den sags skyld også til de mange julefrokoster, man går til.
De vaniljeglaserede persillerødder her kunne faktisk godt for mig erstatte de brunede kartofler. Helt seriøst. De smager virkelig himmelsk! Persillerøddernes let bitre og meget karakteristiske smag går så godt hånd i hånd sammen med vanilje og honning-smør-glaseringen. Det er faktisk for mig lidt mere interessant at spise end de mere neutrale kartofler. Der er også mere bid i persillerødderne. En sidste bonus er, at de er supernemme at lave og nemmere at styre for den utrænede husmoder (eller -fader) end brunede kartofler. Og nå ja, så gør det jo heller ikke noget, at de store mængder raffineret sukker er skiftet ud med lidt god honning, vel? 🙂
En lille note til de vægtbevidste: opvarmede rodfrugter har et meget højt GI og er ikke striks LCHF. Man får dog langt flere kostfibre og dermed mere mæthed for pengene med persillerødder i fht. kartofler (4,3 g/100 g. mod 1,4 g/100g), og man har måske dermed brug for at spise mindre mængder for at blive mæt.
Vaniljeglaserede persillerødder
- 3 persillerødder
- 50 g smør + 2 spsk olivenolie
- 3-4 spsk honning
- 1 tsk vanilje
- Salt og peber
Skræl persillerødderne, og skær dem i skrå skiver, der halveres på midten (se billede).
Varm en pande op, og steg persillerødderne i olivenolie og ca. halvdelen af smørret. Tilsæt vanilje, salt og peber, og ryst panden godt rundt, så det hele fordeles. Skru ned på laveste blus, dæk panden med sølvpapir, og lad det hele stå og simre i 15 minutter. Vend rundt i persillerødderne 2-3 gange undervejs.
Tilsæt honning og resten af smørret, ryst igen panden godt, så persillerødderne dækkes af glaseringen, læg sølvpapir på igen, og lad panden stå i 5 minutter.
Så har du de dejligste vaniljeglaserede persillerødder, som egner sig fantastisk til julemaden!
Vanilie, er det korn, sukker eller?
De skal heltsikkert prøves
Hej Jenny. Jeg bruger altid rent vaniljepulver, fx fra Urtekram. Ikke vaniljesukker.
God fornøjelse! 🙂
Vh Louise