Vandmelon er min bedste sommerven i år! Ikke specielt lchf-venlig, men fantastisk forfriskende og læskende her i sommervarmen! Denne vandmelonis er supernem at lave og kræver ingen ismaskine. Den er lavet på frugt og kokosmælk – intet andet! Mejerifri, sukkerfri, lchf-venlig – men heldigvis ikke smagfri! 🙂
Jeg fryser altid frugt ned, lige når det er ved at blive kedeligt, eller hvis jeg ved, at vi fx ikke når at spise os igennem en hel vandmelon. Så har jeg altid frossen frugt i fryseren, som er lige klar til at blive lavet til lynsoftice! Banan og jordbær er supergodt til formålet, da de giver masser af sødme, men også melon og forskellige andre bær er yderst velegnede.
Konsistensen bliver en lille smule grynet og løs med vandmelon, som jo har et højt vandindhold, men det er ikke noget, der generer mig. Smagen er mild og sommeragtig og lige tilpas sød til mine smagsløg. Jeg kan tydeligt mærke, at min smagstolerance over for søde ting er blevet sat ned! Forleden købte jeg en ispind fra det højt besungne Olufs Is på Østerbro. Jeg må tilstå, at jeg næsten ikke kunne få den ned – den var alt for sød til mig, så jeg endte faktisk med at smide halvdelen ud. Så foretrækker jeg altså min egen hjemmelavede is, der er sødet med frugt og nichts weiter! Eller is fra vores lokale ispusher, som heldigvis ikke laver deres is så sød 🙂
Vandmelonis med kokos
- 300 g vandmelon (gerne så stenfri som muligt)
- 150 g jordbær, befriet for top
- 100 g banan
- ½ tsk vanilje
- Saft af 1 lime
- Knapt 1 dåse kokosmælk (jeg havde et par spsk tilovers)
Frys al frugten ned i mindre stykker. Den behøver ikke være dybfrossen, men den skal være iskold.
Herefter skal det hele bare op i en kraftig foodprocessor/blender med stor kniv og så blendes sammen til en cremet masse.
Servér den cremede vandmelonis straks, pyntet med kokoschips, eller frys ned i ispindeforme, som kan overtrækkes med mørk chokolade og vendes i kokosmel.’


1 comment on “Vandmelonis med kokos”Tilføj din