Jeg har længe haft lyst til at prøve at lave udbenede kyllingelår. Og i sidste uge gjorde jeg alvor af det. Jeg synes tit, det er svært at få noget rigtig godt ud af kyllingelår. Det er muligt, at ovnstegte kyllingelår er yndlingsspise nr. 1 i mange børnefamilier – men vi er nok lidt kræsne/forvænte kvalitetsbevidste herhjemme og er ikke helt glade for det mørke kyllingekød med de mange sener, bruskstykker osv. Andreas nægter pure at sidde og fedte med ben, skind og andet gratværk (som det hedder på jysk!). Jeg har også flere veninder, som nærmest er ved at besvime ved synet af et kyllingeben 😉
Nå, men problemet med ben og gratværk kan man jo simpelthen løse ved at pille benene ud af kyllingen. Det gøres ved at lægge et snit med en skarp kniv langs med benet (kyllingens, ikke dit eget!) og så med lidt snilde mingelere benet ud. Ved samme lejlighede kan man lige fjerne de værste sener fra kødet – og så kan man ellers proppe dejligt fyld ind, der hvor benet var. Som bonus får man derved også en skøn smag ind i det milde kyllingekød.
Dommen herhjemme var lidt blandet. Andreas er stadig ikke fan af mørkt kød, må vi bare se i øjnene. De udbenede kyllingelår var sidste skud i bøssen på den konto – nu opgiver jeg projektet med at lave aftensmad af dem. De vil blive kogt og brugt til høns i asparges og hønsesalat fremover. Det er jo også bare dødlækkert!
Jeg selv syntes derimod, at de udbenede kyllingelår var rigtig lækre. Ikke mindst fordi de blev fyldt med stegt bacon, mozzarella og en rest sellerifritter. Derved blev det også lidt et StopSpildafMad-projekt, og det kan jeg godt lide! Sprødt skind, mørt kød og dejligt fyld – det er da slet ikke tosset.
Det hele blev bundet sammen af den gode hjemmelavede tomatsovs, som jeg havde gjort klar aftenen før. Et skvæt fløde til at runde af, og det smagte skønt!
Ben, skrog, sener og overskydende skind røg i en gryde med lidt grønt og blev kogt til fantastisk fond.
Udbenede kyllingelår med fyld
(4 personer – eller mad til 2 i 2 dage)
- 1 hel kylling – eller 4 hele kyllingelår
- Salt og peber
- 1 portion hjemmelavet tomatsovs
- 2 dl hønsebouillon (hjemmelavet eller fra terning)
- 1 dl fløde
Fyld
- Rester af sellerifritter (vel omkring 100-200 g – jeg glemte at veje)*
- 100 g bacon
- 50 g revet mozarella
(*Planlæg evt. at spise sellerifritter eller andre bagte rodfrugter dagen før, og tag fra, så du er sikker på at have en rest. Har du ingen rest, så kan du enten lidt svitse lidt finthakket selleri/gulerod, eller hvad du har, på en pande – fx sammen med baconet – i nogle minutter, til det er mørt).
Start med fyldet: hak de kolde sellerifritter. Steg baconen sprød på en pande. Bland det hele sammen i en skål. Det kan sagtens tåle at stå på køl natten over, hvis du foodprepper’ i god tid.
Del kyllingelårene i under- og overlår, og udben dem. Det gøres ved at skære et snit ned i kødet og forsigtigt lirke benet ud vha. en skarp kniv (pas på fingrene!). Du kan med fordel fjerne evt. sener og hinder fra kødet, nu du er i gang.
Nu, hvor benene er væk, er der plads til dejligt fyld inde i de udbenede kyllingelår. Læg en skefuld på hvert kødstykke, fold/rul kødet sammen, og fastgør med en kødpind. Bruger du en hel kylling, kan du sagtens lave samme trick med bryststykkerne. Vingerne kniber det mere med 😉
Læg kyllingestykkerne i en smurt bradepande eller et ildfast fad. Drys med salt og peber + evt. timian, eller hvad du kan lide af krydderi (paprika er også dejligt!).
Sæt i en 200 grader varm ovn (varmluft), og brun i 10-15 minutter. Hæld tomatsovs ved, og lad fadet stå i ovnen i ca. 20 minutter, eller indtil kødet er færdigt. Hvis du har ekstra fyld i overskud, kan du smide det i fadet sammen med tomatsovsen – det giver ekstra dejlig smag.
Servér fx med græskarpasta (fintstrimlet græskar), eller hvad du foretrækker af tilbehør.
Ej, lårkødet er da det lækreste på en kylling! Blødt og med meget mere smag end brystet, som jeg synes let bliver tørt. Denne ret lyder som noget der bestemt skal prøves ?.
Hihi, jeg tænkte nok, at nogen ville protestere over min dom over kyllingelår 😉 Jeg er enig i, at brystkød let bliver tørt. Det kræver lidt særlig omsorg for at blive lækkert 🙂 God fornøjelse med opskriften!