Hvis der er noget, der kan få mig til at gå i panik, så er det, når jeg læser et ord som “hosteepedemi” i overskrifterne på alle net-aviserne. Én ting er, at hoste er afskyeligt og smadrer éns søvn og almene velbefindende i flere uger.
En anden ting er, når man, som jeg, for en stor del lever af at bruge sin stemme. Så kan det lige gå med en let forkølelse, hvor man bliver lidt snottet, eller en influenza, der lægger én ned i nogle dage med feber og så forsvinder. Men hoste… Som slider slimhinderne op og giver hæshed i op mod en måned… Og når man så tilmed har astma og som ekstra bonus kan redde sig en gang bronkitis, som jeg gjorde sidste år… Nej altså, kunne jeg måske bare lige få en billet til en varm sydhavsø med det samme? Det dér hoste er bare slet ikke noget for mig…
Så jeg har gearet op på alle fronter for at værne mig mod hosteepidemien: Først og fremmest har jeg opprioriteret min søvn. Måske det vigtigste tiltag overhovedet. De uldne undertrøjer fandt jeg frem for flere uger siden sammen med store, tykke halstørklæder. Håndsprit, tjek! Vitaminer, tjek!
Og så har jeg lavet denne her trylledrik med gurkemeje og ingefær. Der er skrevet stolpe og og stolpe ned på internettet om ingefær og gurkemejes gode og helbredende egenskaber: De har antiinflammatoriske effekter, øger optagelsen af antioxidanter og hjælper mod alt fra forkølelse til diabetes, hjerte-kar-sygdomme, demens og kræft. Selvfølgelig skal man tage den slags med et gran salt, og der mangler videnskabeligt belæg for de fleste af egenskaberne.
Men der er jo en grund til, at folk gennem århundreder har brugt ingefær og gurkemeje mod sygdomme, og det er nok, at de har oplevet en effekt.
Trylledrikke som denne her kommer ikke til at fjerne en forkølelse eller hostevirus med et snuptag. Desværre. Men meget peger på, at de kan være et godt forebyggende tiltag. Et shot hver dag kan være med til – sammen med søvn, god kost, motion, frisk luft og god hygiejne – at ruste kroppen og give den bedre modstandskraft over for efterårets mange sygdomsepidemier. Og hvis du allerede er blevet syg, kan et shot trylledrik give en dejlig varme i kroppen, mens honningen smører dine udtørrede slimhinder og giver lidt lindring.
Er du ramt af sygdom med kvalme til følge, kan du glæde dig over, at ingefær har en dokumenteret effekt mod kvalme.
Vær opmærksom på, at curcumin – det virksomme stof i gurkemeje – er fedtopløseligt. Du skal altså sørge for at spise noget fedt, samtidig med at du tager din trylledrik. Fx en håndfuld nødder – eller bare ostemaden på morgenmadstallerkenen eller måske en kop kaffe med kokosolie. Peberkorn hjælper også til optagelsen af den curcumin – derfor er der peber i opskriften. Æblet gør ikke rigtigt andet end bare at give trylledrikken lidt bedre smag. Du kan sagtens skifte det ud med pære, appelsin, eller hvad du foretrækker.
Hvis du trænger til flere gode tiltag mod snue og hoste, kan du tjekke min hyldebærsaft ud. Den er også seriøst god at varme sig på efter en tur i efterårskulden!
Trylledrik med frisk gurkemeje og ingefær
- 100 g frisk ingefær
- 40 g frisk gurkemeje
- 1 æble
- 4 dl vand
- Friskkværnet peber (et par gode vrid med peberkværnen)
- Saft og skal af 1 lime (eller citron)
- 2-4 spsk honning (alt efter hvor sød du vil have din trylledrik)
Skær ingefær og gurkemeje i skiver. Skær æblet i grove tern, og skræl limefrugten.
Kom ingefær, gurkemeje, æble og limeskal i en lille gryde sammen med vand og friskkværnet peber. Bring i kog, og lad det simre ved meget lav varme i ca. ½ time.
Tag gryden af varmen, si fyldet fra, og stil ekstrakten til afkøling. Når den er omkring 40 grader, hælder du honning og limesaft i. (NB: Honningens gode egenskaber ryger, når den opvarmes over 40 grader).
Opbevar din trylledrik og en desinficeret flaske (fx skyllet med alkohol). Tag et lille shot sammen med morgenmaden eller et andet måltid hver dag.
0 comments on “Trylledrik med frisk gurkemeje og ingefær”Tilføj din