Denne her dessert er en vaskeægte lækkerbisken! Jeg tror faktisk, den kunne gå hen og blive nytårsdesserten herhjemme. Chokolademousse i 3 lag: En kaffemousse rørt på mascarpone nederst. Intens chokolademousse i midten. Og øverst en frisk og blød hindbærcreme, også rørt på mascarpone.
Alle 3 lag lavet uden raffineret sukker. Ikke bare gør det desserten sundere – det gør også, at du virkelig kan smage hhv. kaffe, chokolade og hindbær, fordi de ikke bliver overdøvet af sød sukkersmag.
Det er virkelig, i al beskedenhed, en af de bedste desserter, jeg nogensinde har lavet. At den ovenikøbet var enormt nem og kunne forberedes og portionsanrettes i god tid, ja det gør den kun til en endnu større favorit.
Hvis du skal servere den til nytår eller en anden festlig lejlighed, kan du selvfølgelig gejle den op med alverdens pynt: tynde chokoladesnirkler, friske bær, glimmer, kaffebønner, og hvad du ellers har af sjov og spas. Du kan også bare lade den være helt enkel.
Desserten er selvfølgelig inspireret af den klassiske tricolore-is/regnbueis. Blot er vaniljelaget erstattet af kaffesmag, og jordbærisen er blevet forvandlet til hindbærcreme. Hvis bare min barndoms regnbueis havde smagt sådan, så havde jeg ikke behøvet at bruge alle børnefødselsdage på at bytte jordbærlaget og indimellem også vaniljelaget til chokoladeis! 😉
Vi nød chokolademoussen med en superlækker dessertvin, som vores søde gæster havde medbragt. Det var helt perfekt. Eneste problem er, at desserten mætter så meget, at man næsten ikke kan spise op.
Tricolore-chokolademousse
Kaffecreme:
- 1 stor spsk pulverkaffe
- 1 stor spsk kogende vand
- 150 g mascarpone
- 1 spsk. Sukrin Melis
- ½ tsk vaniljepulver
Rør pulverkaffe ud i vand. Rør kaffeblandingen ud i mascarponen sammen med Sukrin Melis og vanilje. Pas på ikke at røre for længe. Så bliver mascarponen for tynd.
Fordel kaffecremen i 4 portionsglas, og stil på køl.
Chokolademousse
- 100 g mørk chokolade (70%)
- 2 æg
- 1 spsk Sukrin Gold
- 1 nip salt
- 2 dl fløde
Smelt chokoladen i et vandbad. Lad den køle lidt ned.
Del æggene i hvider og blommer.
Pisk æggehvider stive med salt. Gem halvdelen til hindbærcremen.
Pisk fløden til let skum.
Pisk blommerne luftige med Sukrin Gold.
Hæld langsomt den smeltede chokolade i skålen med æggesnapsen, mens du pisker.
Vend chokolademassen først med flødeskum og så med halvdelen af æggehviderne.
Fordel chokolademoussen oven på kaffecremen, og stil på køl igen.
Hindbærcreme:
- 150 g hindbær (jeg brugte frosne)
- 100 g mascarpone
- 2 spsk Sukrin
- 1-2 spsk citronsaft
- ½ tsk vaniljepulver
- Resten af æggehviderne fra chokolademoussen
- Evt. 1 spsk frysetørrede hindbær
Kom hindbær i en bøtte med Sukrin melis, vanilje og citronsaft, og ryst dem godt sammen. Lad dem stå, til hindbærrene er bløde nok til at kunne moses med en gaffel.
Rør hindbærmosen sammen med mascarpone. Pas igen på ikke at røre for længe.
Vend resten af de piskede æggehvider fra chokolademoussen i hindbærcremen. Smag til, og tilsæt evt. mere sødning og/eller citronsaft. Hvis du vil have en mere intens hindbærsmag, kan du tilsætte 1 spsk frysetørrede hindbær.
Fordel hindbærcremen som det sidste lag i portionsglassene, og stil på køl indtil servering.
TIP: Brug sprøjteposer, når du fordeler cremerne. Så kan du bedre styre både mængder og anretning. Måske kan du endda få lagene til at ligge mere snorlige, end jeg med mit utålmodige gemyt 😉
Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.
0 comments on “Tricolore-chokolademousse”Tilføj din