Torsk i curry

Torsk i curry – nem hverdagsmad & restemad

Torsk i curry


Når mad både er nem, hurtig, sund, velsmagende og sætter en stopper for madspild – så er det bare et hit i min verden! Denne her torsk i curry levede op til alle 5 kriterier, da jeg lavede den forleden.

Når jeg laver kalkun i kokos (hvilket jeg gør ret ofte, fordi det er SÅÅÅ godt!), ender jeg næsten altid med at have sovs i overskud. Det synes jeg ofte, man gør med gryderetter – kender I også det? Da jeg hader at smide mad ud, gemmer jeg som regel resten af sovsen i fryseren.

Her forleden skulle vi spise lidt hurtig aftensmad, inden vi skulle i biografen og se Valerian (fed film i øvrigt!). Jeg havde købt nogle frosne torskeloins. Jeg havde tøet både dem og kokos-karry-sovsen op i køleskabet over natten. Jeg lagde torskefileterne i et ildfast fad, hældte sovsen over og satte det i ovnen. 20 minutter efter var der lækker, sund og velsmagende aftensmad. Næsten uden at jeg havde rørt en finger.

Torsk i curry og lynsvitsede grøntsager

Okay, jeg lavede så lidt lækkert tilbehør: en gang lynsvitsede grøntsager med shirataki-nudler (et low-carb-produkt, som går rigtig fint til wokretter mm.) Og så stegte jeg lidt bacon i ovnen, fordi bacon bare altid gør en ret lidt bedre  😉

Hvis du ikke lige har en rest kokos-karry-sovs i fryseren, kan du finde flere ok færdiglavede karry-sovser i supermarkedet, som også kan bruges i en snæver vending. Vi talte om, at en rest sovs fra boller i karry også ville være enormt velegnet til denne ret.

Hvor mange personer retten egner sig til, er lidt op til dig og din families vaner. Her i huset kan vi let sætte 1½-2 torskeloins til livs hver. For andre vil 1 torskeloin pr. næse måske være passende.

Torsk i curry

Torsk i curry med lynsvitsede grøntsager og shiratakinudler

Torsk i curry: (2-4 personer)

  • 4 torskeloins
  • 1 rest curry-sovs, fx fra kalkun i kokos-karry eller boller i karry
  • 1 pakke bacon i skiver (kan udelades, men smager virkelig godt til!)

Læg optørede torskeloins i et ildfast fad, hæld sovs over, så det næsten dækker. Bag ved 200 grader varmluft i 20 minutter.

Læg bacon på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen samtidig med torsken. Det skal have ca. 13 minutter i min ovn.

Inden servering smuldres bacon ud over retten. Servér fx med lynsvitsede grøntsager og shiratakinudler.

Torsk i curry

Lynsvitsede grøntsager og shiratakinudler

(Vurdér selv mængderne)

  • Broccoli
  • Sukkerærter
  • Peberfrugt
  • Champignon
  • Forårsløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 pakke shiratakinudler
  • 1 sjat teriyaki

Klargør grøntsagerne. Varm en pande op med kokosolie. Svits først hvidløget, og tilsæt så grøntsagerne. Steg ved høj varme i et par minutter, mens du vender godt rundt.

Dræn shiratakinudlerne og skyl dem.

Skru lidt ned for panden, hæld teriyaki på og derefter nudler. Varm retten godt igennem, og servér straks.

Lynsvitsede grøntsager og shirataki

0 kommentarer til “Torsk i curry – nem hverdagsmad & restemadTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *