Amsterdam

Tips til Amsterdam

Amsterdam


I sidste uge var vi nogle dage i Amsterdam. Det var mit tredje besøg og Andreas’ første besøg i den smukke by, og vi havde nogle skønne dage med lange traveture, shopping, god mad, drinks og hygge i rigelige mængder!

Jeg synes, vi havde nogle rigtig gode oplevelser med hotel, spisning og andre ting, som jeg har lyst til at give videre (og sikre, at jeg selv husker!). Så her kommer mine tips til Amsterdam.

Hvis du selv har tips til Amsterdam, er du meget velkommen til at dele dem nede i kommentarfeltet. Det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi skal dertil, så jeg ville elske at have en god idébank!

Amsterdam

Hotel:

Dikker & Thijs Fenice Hotel
Prinsengracht 444
1017 KE Amsterdam

Indimellem er man bare heldig, når man sidder hjemme i Danmark og googler sig frem til et hotel i en fremmed by. Denne her gang ramte vi plet: Dikker & Thijs var et rart hotel med pæne, rene værelser, venligt og hjælpsomt personale – og så det allerbedste: beliggenheden! Hovedindgang 10 meter fra sporvognsstoppestedet, hvor man kunne komme direkte til og fra hovedbanegården og resten af byen. Og den mest fantastiske udsigt ud over kanalerne og byens tage. Vi var heldige at få et værelse på 4. sal, hvor udsigten var helt fantastisk og trafikstøjen minimal. Der er aircondition på værelserne og en lille, men glimrende morgenmadsbuffet. Prisen er nok i mellemklassen: 177 euro pr. nat for et dobbeltværelse inkl. morgenmad.

Vi var superglade for hotellet og kan varmt anbefale det. Eneste minus var, at sengen på vores værelse var udstyret med dobbeltdyne, som jo er den direkte vej til skilsmisse for selv det mest velfungerende parforhold. Men et enkelt opkald ned til receptionen, og vi havde hver sin dyne og var lykkelige og glade igen. 🙂

Sidst jeg var i Amsterdam (for små 10 år siden), boede jeg på en husbåd i havnen. Det er en helt anden oplevelse, men bestemt også noget, der kan anbefales, hvis man har lyst til at prøve det!

Dikker & Thijs hotel

Hotel Dikker & Thijs

Dikker & Thijs hotel
Udsigt fra hotellet
Dikker & Thijs hotel
Mere udsigt fra hotellet (hvor man også kan se stoppestedet til sporvognen)

Spisesteder:

Shabu-Shabu

Første aften i byen spiste vi på et sted, jeg havde fået anbefalet af en med-madblogger:

Shabu-Shabu
på pladsen Rembrandtsplein
(ligger flere steder i byen)

Shabu-Shabu er en kæde, der serverer japansk mad efter all-you-can-eat-konceptet. Man bliver udstyret med en tablet ved bordet, og så klikker man sig ellers ind i menuen og bestiller alt det, man vil have af sushi, salater, miso-suppe, kødretter, grøntsager osv. Man kan bestille op til 10 retter ad gangen, og personalet kommer med det løbende. Det var ok, men ikke fantastisk. Kvantitet er klart vægtet over kvalitet, hvilket jo ikke kan overraske, når det er all-you-can-eat. Nogle af retterne smagte okay. Andre decideret rædselsfuldt. Og enkelte rigtig godt 🙂 Det var sjovt at prøve, og vi gik prop-stop-mætte derfra, fordi vi fik bestilt aaaaalt for meget mad!

Ellis Gourmet Burger

Anden aften konstaterede vi med glæde, at gourmet-burgerrestauranter også er slået igennem i Amsterdam, ligesom her i København. Vi spiste på en god burgerrestaurant, som lå få meter fra vores hotel:

Ellis Gourmet Burger
Prinsengracht 422

Jeg glemte at tage billeder derfra, men det var en typisk burgerrestaurant i stil med Halifax, Grillen, Cock’s and Cows osv. De havde et udvalg af 8-10 burgere med alt fra klassisk bacon-cheese til vegatarburger med gulerodsbøf og deres egne specialiteter med lam, røget laks osv. Derudover forskellige sidedishes, salater, desserter og drinks. Ligegyldigt hvor spændende menukortet er, ender jeg altid med bacon-cheeseburgeren, og Andreas fik en meat-lover med dobbeltbøf. Lækkert og hyggeligt.

Taco Cartel

Sidste aften var faktisk vores bedste spiseoplevelse. Vi tog en tur ud til kvarteret De Pijp, hvor vi egentlig ville have spist i en gammel kirke, der er lavet om til en kæmpe restaurant med arabisk mad. Men da vi kom derind, spillede de simpelthen så sindssygt høj musik, at vi var nødt til at gå igen. Heldigvis havde vi spottet en masse hyggelige spisesteder på vej derhen (og ærgrede os faktisk over, at vi først opdagede den bydel så sent!), så vi fandt hurtigt et alternativ:

Taco Cartel
Van Woustraat 31I

Fuldstændig enkelt koncept: 7 forskellige tacos med masser af lækkert fyld. Vi valgte beef stew med guacamole og pickled carrot – og så crunchy chicken med mangosalsa og lime-mayo. Den sidste var så god, at vi var nødt til at bestille ekstra. De havde også vegetariske tacos, fisketacos – deres menukort så i det hele taget bare fantastisk ud. Jeg elsker restauranter, som specialiserer sig i én ting og så bare gør det supergodt! Det her var virkelig sådan et sted. Selvom tacos måske har ry for at være sådan lidt ussel junkfood, så var det her bare supervelsmagende og virkelig veltillavet. Og meget uprætentiøst (sodavand blev serveret i dåse, og maden kom på blå kantinebakker).  Hvis bare deres takeaway også dækkede Danmark…

IJscuypje

Det er ikke svært at finde is i Amsterdam! God is, derimod… Jeg er en lidt kritisk isspiser, som hellere springer en is over end spiser en kedelig is. Men jeg endte i is-himlen, da vi tilfædigt stødte på ishuset Ijscuypje. Kæden har vist forretninger flere steder i Amsterdam, men vi spiste is her:

IJscuypje
Prinsengracht 292

Jeg fik bl.a. den mest himmelske citronmåne-is. Ajmen den var så god, at jeg stadig drømmer om den… Helt sikkert et koncept, jeg skal lege med her på bloggen!!

Café Cuba

Sommetider går man ind på en bar med meget lave forventninger til serveringen – og bliver simpelthen så positivt overrasket! Det skete på Café Cuba.

Café Cuba
Nieuwmarkt 3

Vi dumpede ind en aften, trætte i benene og i humør til en drink – men ikke til at trave rundt og finde fancy steder at få den. Café Cuba ligger midt på en af de større pladser i Amsterdam og var egentlig ikke et sted, hvor jeg ville forvente at få en kvalitetsdrink. Men de klarede sørme’ en glimrende caipirinha til mig og en whiskey sour til Andreas – og efterfølgende et par white russians at gå hjem på. Det hamlede ikke op med K-Bar og Nimb her i København, men det var glimrende drinks til en billig penge på et rart sted med god udsigt. Inden for spillede de lækker latinmusik, og havde vi ikke været så trætte i kroppen efter en lang dags shopping sightseeing, havde det været  et fint sted at lufte danseskoene 😉

Shabu Shabu
Shabu Shabu
Taco Cartel
Tacos på Taco Cartel

Sightseeing

Kanalrundfart

Ja, det siger måske sig selv, at man selvfølgelig skal tage på kanalrundfart, når man besøger en havneby. Men altså – spring det ikke over, hvis du kommer til Amsterdam! Det koster 10 euro pr. næse for 1 times rundtur i havnen og enkelte af kanalerne. Og det er sådan en fed måde at se byen på. Der er forkellige steder, hvor man kan stå på. Vi valgte dem, som lægger til ved Damrak, meget tæt ved banegården.

Vorherre på loftet

Ja, det heddder museet altså! En gammel, katolsk kirke gemt på loftet af 3 af de smukke kanalhuse. Eller… på loftet er nok så meget sagt. Faktisk er den bygget ind i de øverste 3 etager af husene, hvor man altså bestiger de stejle trapper og pludselig står midt i en kirke med bænke, altertavle, balkoner. Kirken er et levn fra den periode i hollandsk historie, hvor den katolske kirke var forbudt, og hvor man altså måtte fejre gudstjeneste i smug som katolik. Vi andre ville nok bare samles i en dagligstue og klare den dér, men de hollandske katolikker i 1600-tallet har åbenbart haft bedre stil end det 😉 Museet er bestemt et besøg værd og byder også på en tur rundt i de gamle kanalhuse, hvor man kan få et indblik i, hvordan man levede i Amsterdam i 1600- og 1700-tallet.

Museum Ons’ Lieve Heer op Solder
Oudezijds Voorburgwal 38

Alt det andet…

Hash og prostituerede… Ja, det må du læse om et andet sted 😉 Cykler… Ja, dem kan man leje. Men ikke 10 vilde heste kunne få mig op på en cykel i dén by. Trafikken er simpelthen for kaotisk til min smag: sporvogne, biler, cyklister og billister blandet sammen i én stor pærevælling. Og smid så 50.000 turister ind i bybilledet oveni. Nej, der holder jeg mig altså til apostlenes heste. Til gengæld havde vi stor glæde af sporvognene, som kører hele tiden og over hele byen. Vi havde købt et 3-dages pas til den offentlige trafik, som også dækkede turen ind fra lufthavnen. Desværre nåede det lige at udløbe, inden vi skulle hjem igen – så vi måtte købe en ekstra billet, da vi skulle hjem.  Lidt irriterende, men det gik. Rart var det i hvert fald at kunne hoppe af og på sporvogne, som vi ville, og også se noget af byen på dén måde.

Og så er der selvølgelig Vondelpark, De 9 gader, alle museerne ved Museumsplein, Anne Franks hus og alt det andet, som man “skal” se, når man er i Amsterdam. Det er alt sammen spændende og anbefalelsesværdigt. I det hele taget er Amsterdam en skøn by, som er et (eller flere) besøg værd. For mig er det bedste ved Amsterdam nok bare at gå rundt i byen, se på de smukke kanalhuse, vandet, de grønne træer, butikkerne og pladserne og indsnuse atmosfæren (som så desværre lugter alt for meget af klam hashlugt alt mange steder – men det må man så tage med!).

Har du gode tips til Amsterdam? Så del dem gerne i kommentarfeltet nedenfor!

Men først lidt billedspam her til sidst:

Amsterdam

Ons Liever Herr Op Solder
Kirken på loftet

Amsterdam_Vondel Park_Collage

Taco Cartel

Taco Cartel
Et skilt efter mit hjerte!

Amsterdam_Is og drinks_Collage

Café Cuba

Amsterdam

Amsterdam

Amsterdam

 

0 comments on “Tips til AmsterdamTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: