Thaisuppe med squashnudler og kalkun

Thaisuppe med squashnudler og kalkun

Thaisuppe med squashnudler og kalkunDenne her suppe er kommet ind blandt mine nye livretter. Vi fik serveret en lignende suppe hos nogle venner forleden – en dejlig, stærk karrysag, som varmede dejligt i vinterkulden – og siden har mine smagsløg “cravet” mere. Jeg har spist den til frokost eller aftensmad ikke mindre end 2 gange i denne uge, så god er den! Og så er den ovenikøbet LCHF-venlig. Bedre bliver det snart ikke.

Jeg har selv genskabt suppen og tilføjet “nudler” lavet af tynde squash- og spidskålsstrimler. De giver en dejlig fylde og tilmed en rar smag til suppen. Med i fyldet er også en rest pulled turkey eller stegt kylling – jeg har lavet suppen med begge slags fjerkræ, og de fungerer begge rigtig godt. En skøn måde at få brugt rester på. Hvis man ikke har en rest fjerkræ, kan man selvfølgelig bare stege et kyllingebryst – eller man kunne skære det i tern og smide det ned i suppen i rå tilstand, så det kunne blive tilberedt i karryen.

Suppen ser måske lidt kompliceret ud, når man ser den lange ingrediensliste, men i virkeligheden er den supernem og hurtig at lave. Jeg har primært brugt tørre krydderier, da mit køleskab var lidt understimuleret pga. en hektisk arbejdsuge, og det fungerer helt fint. Suppen kan opgraderes til en ekstra lækker version ved også at komme lidt svampe i.

Som bonus kan en rest af suppen hurtigt omdannes til en meget lækker sovs med bare en lille smule jævning.

Thaisuppe med squashnudler og kalkun – til 2 personer

  • 4 dl hønsebouillon – meget gerne hjemmelavet
  • 1 dåse kokosmælk – kun den fede fløde øverst i dåsen. (Gem vandet til – et eller andet andet… Jeg lurer stadig på en anvendelsesmulighed, for jeg KAN ikke lide at smide mad ud!)
  • 1 fed hvidløg, fintsnittet
  • Ingefær – frisk eller som pulver (ca. 1 tsk)
  • Citrongræs – frisk eller som pulver (ca. 1 tsk)
  • 1-2 tsk rød karrypasta
  • Evt. lidt gul karry til at supplere karrysmagen med
  • Lidt gurkemeje (mest for farvens skyld – ellers er suppen sådan lidt grå)
  • Saften af 1 lime
  • Fishsauce og soya til at smage til med – ca. 1 tsk af hver
  • En rest tilberedt kalkun eller kylling, ca. 100 g, skåret i strimler
  • ½ squash
  • Ca. 100 g spidskål
  • 1 forårsløg til topping, skåret i tynde, skrå skiver
  • Evt. lidt kokosflager til pynt

Svits hvidløg i kokosolie eller andet fedtstof sammen med ingefær, citrongræs og rød karrypasta. Tilsæt hønsebouillon, kokosmælk og limesaft, bring det i kog, og lad det simre.

Snit squashen i helt tynde strimler. Et lille tip: Hvis du ikke har investeret i en spiralizer og ikke vil risikere at lemlæste dine fingre med mandolinjern eller skarpe knive, kan du bruge en såkaldt tyndskræller – altså en kartoffelskræller, der skræller ultratynde skiver – og så bare skære de tynde skiver squash ud i tynde strimler. Tyndskrælleren kan fx erhverves for 20 kr. i Kunst og Køkkentøj, og den fylder knapt så meget som alle de andre køkkenredskaber.

Spidskålen skal også bare snittes helt fint med kniv, mandolinjern, foodprocessor, eller hvad du foretrækker.

Smag suppen til med fishsauce og soya + evt. lidt gul karry, og tilsæt gurkemeje, til suppen har en fin farve. Dump kalkun- eller kyllingekødet ned i suppen og derefter grøntsagerne. Lad dem varme med par minutter, og servér så suppen dampende varm med frisksnittet forårsløg og evt. lidt kokosflager på toppen.

Thaisuppe med squashnudler og kalkun

0 comments on “Thaisuppe med squashnudler og kalkunTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: