Det var sådan en dag, hvor der blev ryddet op i køkkenet. Jeg havde ikke nået at spise mig igennem alle de lækre, friske, danske Discovery-æbler, jeg havde købt i sidste uge, så de havde fået lidt brune pletter. En pose hasselnøddemel på den gode side af udløbsdaoten havde gemt sig i kolonialskuffen. Der var nogle slatne dadler i køleskabet. Og et halvtomt glas kokossmør stod bag i skabet i så sørgmodigt ud.
Det er nok et ret godt tegn på, at man har mad på hjernen, når den slags straks opdagelser rimer på “tarte tatin” 🙂 Måske handlede det også om, at jeg var temmelig(!) lækkersulten og syntes, jeg fortjente en belønning efter at have gjort hele lejligheden ren. Så kage måtte der til!
Jeg har før lavet tarte tatin med abrikoser og mandler, som var en rigtig god kombination. Æbler, hasselnødder og kanel er også en rimelig smuk treenighed, som indkapsler alt det smukke og dejlige i det tidlige efterår. Kanelen kom både i den bløde og søde hasselnøddebund og i det snaskede, karamelliserede æblefyld. Resultatet blev en tarte tatin med syre fra æbler, sødme fra karamel, masser af kanelsmag og en svampet, fyldig hasselnøddebund. En rigtig efterårskage!
“Snask-faktoren” er meget vigtig for mig i en kage som denne – også vigtigere, end at alle æblestykkerne ligger snorlige og ligner noget fra Den store bagedyst. Så jeg hjalp det lidt på vej med 2 dadler, som blev most lidt ud i karamelmassen – og det gav lige præcis den ønskede effekt af snask og sødme. De af jer, som ikke har det så godt med dadler, kan bare udelade det og evt. tilsætte 10 g kokossukker mere.
Snasket kan godt hænge lidt i panden, når man vipper den færdige tarte tatin ud på fadet – men jeg skovlede bare det, der ikke kom med i første omgang, over med en ske og anrettede det så pænt som muligt. No worries – der skal alligevel creme fraiche på 😉
Ved et rent tilfælde endte kagen med at blive næsten mejerifri – den kan i hvert fald blive det, hvis du kun bruger kokossmør og kokosfløde. Så hvis det har værdi for dig, så gør endelig det. For mig handlede det bare om at få brugt, hvad jeg havde i skabene, så det blev lidt blandet.
Hyg dig med kagen – og med den (indtil videre) ret fine efterårsfredag!
Tarte tatin med hasselnøddebund
- 100 g hasselnøddemel (eller fintmalede hasselnødder)
- 10 g pofiber
- 50 g Sukrin Gold
- 50 g kokossmør (eller almindeligt smør)
- 2-3 spsk fløde (kan evt. erstattes med kokosmælk)
- 1 æg
- 1/4 tsk kanel
- 1 tsk salt
Fyld:
- 2 æbler
- 30 g kokssmør / alm. smør (eller en blanding – jeg havde 20 g kokossmør og 10 g alm. smør)
- 50 g kokossukker/ Sukrin Gold (eller en blanding)
- 2 dadler
- 1 drys kanel
Opvarm ovnen til 180-200 grader (det, som du plejer at bage kager på).
Start med at lave bunden: kom alle ingredienser i en foodprocessor, og blend til en sammenhængende masse. Sæt på køl, mens du forbereder fyldet.
Skær æblerne i både. Skær dadlerne i fine tern. Opvarm en stegepande med smør, kokossukker, dadler og kanel. Lad det blive en tyktflydende masse, der bobler lidt, inden du smider æblerne på og slynger dem lidt rundt i karamelmassen. Det ser lidt håbløst ud til at starte med, men sådan skal det se ud. Det er lidt som at lave brunede kartofler – det begynder at blive godt efter et minuts tid. Steg, indtil æblerne begynder at blive bløde og falde sammen, og sluk så for blusset.
Tag dejen til bunden ud af køleskabet, og rul den til en flad cirkel mellem 2 stykker bagepapir. Løft bunden over på æblerne, og pres den lidt ned i siderne. Den revner måske lidt, når du løfter den over, men så glatter du stille og roligt og med fingerspidserne – der er ingen Mette Blomsterberg til at brokke sig her 😉
Bag din tarte tatin i 20-25 minutter, indtil bunden er gylden. Vip den ud på er fad, pynt evt. med hakkede (afskallede) hasselnødder, og servér fx med creme fraiche eller vaniljeis.
Den ser altså rigtig lækker ud. Jeg bagte nogle Kanelsneglemuffins den anden dag og jeg bliver bare aldrig træt af det snaskede kanel fyld. Det er så hyggeligt, her i efteråret. Jeg er begyndt at søde med tørrede, pulveriserede bananer og det fungerer bare rigtig godt. Jeg går udenom dadlerne, da jeg desværre får ondt i maven af dem.
God weekend
Anne-Marie
God idé med bananerne! Det må prøves engang 🙂