Livsstilsændring

Tanker om langtidsholdbare livsstilsændringer og et godt forhold til sin krop og sult

Det kan nok ikke komme bag på faste læsere af denne blog, at jeg funderer en del over kost, vægt og sund livsstil. Siden januar har jeg kørt en forholdsvist konsekvent lchf-kost. Ingen er mere overrasket end mig over, hvor godt det har fungeret for mig, og at jeg af alle skulle blive så glad for en restriktiv kost, ja det forstår jeg ikke. Men godt har det været, og udover nogle dumme kilo, er jeg kommet af med min livslange sukkerafhængighed, hvilket er fantastisk! Selv Andreas elsker det (og har tabt sig helt absurd meget!), så det kunne jo ikke være bedre.

Eller, jo måske… Min vægt har nemlig drillet mig lidt her henover sommeren med lidt for meget hygge og lidt for mange is. Bukserne var begyndt at stramme, og jeg var begyndt at blive lidt sur på mig selv. Og så skete der sideløbende noget interessant i blogland, som var lige ved at få mig til at skifte kurs rent madmæssigt.

Som madblogger er det naturligt for mig at følge med i en masse forskellige madblogs rundt omkring på nettet. Både lchf-blogs og alle mulige andre slags blogs. Selvfølgelig følger jeg med på Madbanditten, som jo er ret toneangivende inden for lchf i Danmark. Derudover følger jeg med på en række mindre (men ikke mindre inspirerende) lchf-blogs i den danske bloggosfære.

Og flere af de mindre lchf-blogs er for nylig begyndt at skifte lidt retning. Anna Bogdanovas relativt nye bog Skyhøj Forbrænding har inspireret mange til en kost, hvor kulhydrater igen lukkes ind i varmen, og hvor der desuden er skruet lidt på knapperne i fht. protein og fedt. Og der er stort fokus på træning i et 7-ugers program for kost og træning, tilrettelagt efter 7 forskellige “typer”. Diana Kaiser har også lige udgivet en bog under titlen “Ned i vægt med lchf”, som flere bloggere er inspireret af for tiden. Her er vi vist ude i en lidt mere restriktiv lchf-kost, hvor der er vægt og mål på de ting, man skal indtage til sine måltider.

Jeg skal straks bekende, at jeg ikke har læst nogen af de 2 bøger, så al min viden om deres indhold har jeg fra de forskellige bloggere og instagrammere, jeg selv følger. Men det er faktisk også netop mine medbloggeres reaktion, der interesserer mig her – ikke selve bøgerne. Derfor tør jeg godt skrive det her totalt uoplyste indlæg! 🙂

Min opmærksomhed skærpes, når folk pludselig ændrer kurs fra noget, som de ellers har været glade for, men som måske ikke længere giver de resultater, det gav i starten. Når jeg pludselig – selvom jeg spiser lchf – oplever problemer med vægten, er det så fordi, lchf alligevel ikke fungerer? Skal jeg hoppe på Skyhøj Forbrænding-vognen så med carbtiming, åndedrætsøvelser og proteinboost, eller skal jeg måske begynde at veje min mad og lægge stramme planer for min kost? Eller er der en helt tredje kostvej, som jeg ikke har opdaget endnu, som er svaret på alle mine problemer?

Det er det spørgsmål, som jeg har funderet over de sidste par måneder, og her kommer min konklusion:

Hvis man, som jeg, har været på en eller anden form for kur hele livet, er det svært helt at vænne sig af med det mindset, at man skal gøre noget bestemt – spise og træne på en helt bestemt måde – for at tabe sig og holde vægten. Noget af det mest grænseoverskridende, jeg har oplevet, var et foredrag med Jane Faerber tilbage i januar, hvor hun talte om det her med at genskabe tilliden til sin krop og genetablere kroppens evne til sult- og mæthedsregulering. Det var grænseoverskridende, fordi det lagde så meget ansvar over på mig. Ingen diætister eller kure kan sørge for, at jeg holder vægten. Det er mig og mig alene, der skal finde ud af at putte de ting i munden, som jeg har godt af, og som min krop kan forbrænde. Og hvad det er, det finder jeg kun ud af ved at lytte til min krop.

Yikes!

For en person som mig, der har lænet sig op ad en overspisende , sukkerafhængig spiseforstyrrelse det meste af livet, var det virkelig et vanvittigt budskab – min krop er jo totalt utilregnelig og upålidelig, hvad angår mad! Men tænk alligevel, hvis det kunne lade sig gøre… Og det kunne det jo faktisk lidt, viste det sig! Samtidig med, at det har været – og stadig er – en grænseoverskridende og vild proces, har det også været noget af det mest frisættende nogensinde på madfronten for mig. Tænk, at jeg ikke længere skal tælle kalorier, veje måltider af og købe mærkelige proteinbarer og skumle light-produkter! Tænk, at jeg bare kan spise rigtig mad – og blive mæt!

Jeg er stadig ikke færdig med at lære mig selv at lytte til min krop og spise fornuftigt. Men jeg bliver bedre hele tiden. Og jeg tror, at det skal være mere mit fokus, end om der indimellem lige ryger et par kilo på og af igen. Derfor valgte jeg også  en anden vej end Skyhøj Forbrænding og andre trendy, nye kostplaner: den kedelige, den helt uopfindsomme. Jeg begyndte simpelthen at tænke mig om og stramme op, der hvor jeg godt inderst inde vidste, at den ikke var helt god… Flere grøntsager, færre vafler og andet sjov. Længere fasteperioder i løbet af døgnet – ingen mellemmåltider, medmindre jeg virkelig er sulten. Mindre portioner – hellere levne og have rester til dagen efter end spise mig propmæt og være oppustet. Slut med alt muligt pjat til aftenhyggen i hverdagene. Og gode cykelture, gåture og lidt vægttræning hver dag. Og ved i hvad? Det virker altså stadig med den gode, gamle vej. Kiloene er ikke raslet markant af, men bukserne sidder igen nogenlunde uden at stramme, og astmalungerne lyder gladere, når jeg skal op ad trappen. Der er plads til et stykke chokolade, en pære, et stykke lchf-kage og en iskaffe – men i små mængder og ikke hver dag.

Det er for mig den bedste og mest langtidsholdbare løsning. Carbtiming, åndedrætsøvelser, afvejning af mad, proteinboost osv. er sikkert fint nok – men det er dybest set ikke det, der giver mig en sund vægt. Det er min sunde fornuft og de gode valg, jeg træffer i hverdagen. Dermed ikke være sagt, at alle de dér ting ikke kan være fine for nogle mennesker – for mig er det bare ikke så meget en løsning, som det er en forskubbelse af problemerne. Eller måske er det bare en måde, hvorpå man får skærpet sit ernæringsmæssige fokus og dermed lykkes med at tabe de dér forbistrede kilo?

Jeg håber ikke, jeg har fornærmet nogen alt for meget med det her indlæg. Eller at I er faldet i søvn derude, fordi det blev så langt. Jeg har simpelthen bare haft de her tanker liggende og presse i baghovedet i flere uger nu, og jeg havde brug for at få dem ud. Hvis du elsker Skyhøj Forbrænding, Diana Kaiser osv. – then more power to you! Bare det er noget, du vælger til som noget positivt, og ikke noget, du flygter til for at slippe for at tage ansvaret for at være i balance med din egen krop. For det tror jeg nemlig ikke, der er nogen vej udenom…

14 kommentarer til “Tanker om langtidsholdbare livsstilsændringer og et godt forhold til sin krop og sultTilføj din

  1. Ville ønske jeg havde skrevet dette indlæg. Det er nemlig også sådan jeg har det. Min mand synes jeg burde gå på en kur så det kunne gå meget stærkere men jeg har også valgt den samme vej som dig. Jeg har det godt og er træt af alle de kure som jeg har været på. Nu må det tage den tid det tager og så må fornuften være den jeg lytter til. I øvrigt tak for inspirationen til lækker mad.

    1. Tusind tak for din kommentar, Vibeke! Er glad for, at du kunne bruge alle mine ord til noget 🙂 Sejt, at du holder fast trods pres fra omverdenen – det kan godt være, at det tager tid, men det er det hele værd, når det lykkes! 🙂

  2. Som en af de der famøse lchf-bloggere, der har valgt en anden vej nu, vil jeg gerne byde ind 🙂

    Jeg tror nemlig det handler om noget helt andet, end endnu en kur, nemlig det faktum, at vi alle er forskellige, og dermed er det forskellige ting der virker for os 🙂 Ens krop kan også ændre sig meget, så det der fungerede engang, ikke længere er den rigtige løsning.

    Jeg har fået sindssygt meget ud af lchf, både viden om kost generelt, men også viden og følelse med min egen krop, og det vil jeg ikke bytte for noget. Men samtidg synes jeg, at det er vigtigt, at kunne sige stop, hvis den kurs man er på, ikke længere er den rgtige.

    Jeg har taget så meget på af lchf, at hvis jg lod det fortsætte, ville det blive direkte sundhedsskadeligt. Og jg har jo netop mang, mange gange skåret helt ind til benet, spist ingen lækkerier, bevæget mig mere. Den gode gamle luk munden og let røven. Men jo mere je strammede ind, jo mere tog jeg på!

    Så ja, jeg skiftede kurs, og det er faktisk noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv i meget lang tid. Erkendelsen af at det ikke var mig der havde for svag rygrad, som ikke var striks nok eller som ikke ydede en stor nok indsats, men at det derimod var planen der ikke virkede, den har gjort en kæmpe forskel i mit liv. Jeg har brugt et helt år på, at banke mig selv oven i hovedet, fordi jeg ikke kunne få det til at virke, da det i virkeligheden var det der ikke passede til mig.

    Jeg skriver bare det er, fordi jeg synes det er en vigtig vinkel. Og har man så læst eksempelvis skyhøj forbrænding, så vil man vide, at det ikke er endnu en kur på markedet, men i den grad en holdbar strategi for resten af livet. Den indeholder rigtigt nok en 7 ugers “kur”, men det man gør i de 7 uger er langt fra restriktivt. Man ændrer bitte små ting fra uge til uge, og eftee de 7 uger, har man lavet en såkaldt livsstilsændring, som man så kan tage med sig 🙂

    1. Hej Vikki
      Hvor er jeg glad for, at du skriver – du er (sjovt nok!) en af de bloggere, som jeg var bange for at støde med det her indlæg 🙂 Jeg følger nemlig troligt med ovre på din blog og er meget inspireret, både af din proces med SF, men også dine tanker om mad, krop, psyke osv.

      Jeg har godt kunnet mærke en frustration i dine indlæg i en lang periode over, at din kost bare ikke fungerede for dig længere – og det er dejligt at mærke, at det nu igen er afløst af gejst og begejstring over kost, træning, flotte resultater osv! 🙂 Derfor skriver jeg også: hvis det virker, så super! Så længe det er et positivt tilvalg og ikke n flugt fra en kur over i en anden – som på et tidspunkt vil blive afløst af en flugt til en ny kur 🙂 Det siger jeg ikke, at det er for dig, men det kunne det være for nogen, og især for mig, hvis jeg ikke passer på! Det er virkelig mest mig selv, jeg skriver om i mit indlæg, og ikke så meget alle andre.

      Jeg tror du har helt ret i, at man ikke skal være bange for at skifte kurs, hvis det man gør bare er helt skævt for én. Jeg leger fx selv med kulhydrater i meget små portioner for tiden – mest fordi jeg i en periode har lidt af meget kraftigt energiunderskud i forbindelse med stress på arbejde kombineret med en del fysisk aktivitet, herunder træning af mine skuldre hos fysioterapeut. Jeg synes, jeg skylder mig selv at undersøge, om det kan være min kostsammensætning, der er en del af forklaringen – derfor forsøger jeg mig forsigtigt med en liberal lchf med lidt majs, bønner, rodfrugter og flere nødder for at se, om det gør en positiv forskel.

      Så jeg er helt med på at “lege med maden”, og jeg håber virkelig, at du får det godt med både Skyhøj Forbrænding og med din krop generelt 🙂

      Kh Louise

      1. Jeg er på ingen måde stødt! 🙂 Og jeg er SÅ enig med dig i, at kure ikke dur til noget som helst andet end dårligdom.

        Jeg bliver altid så forbandet ked af det, når jeg ser nogen, der hopper på en eller anden slankedille, tæller kalorier på fanatisk vis, eller hopper på pulverkure og lignende. Der er virkelig noget marketing, der har slået igennem, og ikke bare fra firmaers side, men også alle de mange sundhedsmennesker der i mange år har solgr 1200-kaloriers kostplaner osv. Det er meget, meget trist, at nogen ikke ved, at det slet ikke behøer være Så forfærdeligt! Og det er jo klart, man ikke kan overholde en kostplan der udsulter en 🙁 Nå, det var et sidespring! 😛

  3. Tusind tak for dit indlæg! Nej, hvor jeg elsker det:-) Du rammer virkelig så rigtigt med dine ord, og det er skønt at høre om dine positive erfaringer.
    Jeg har bare været så træt af, at flere og flere lchf-blogs pludselig hopper af vognen og begynder at spise (masser) af kulhydrater igen. Så da jeg begyndte på dit indlæg, tænkte jeg først: Åh nej, ikke én til! … men det var jo heldigvis ikke tilfældet. Jeg vil fortsat følge dig med stor glæde<3

    1. Mange tak for din kommentar, Randi! 🙂 Ja, det er jo ikke fordi, man melder sig ind i en religiøs sekt, når man begynder at spise lchf, men jeg kan godt følge ærgrelsen over, at man pludselig mangler sin lchf-madinspiration fra de blogs, der ikke længere kører lchf 🙂
      Dejligt at du følger med!
      Louise

  4. Kære Louise.
    Du skal ikke være bange for at støde nogen, fordi du giver dine tanker og tilgange luft!
    Vi må gøre det, der er det rigtige for os – hver især. Fordi vi blogger og som udgangspunkt blogger med afsæt i bestemte kostfilosofier, er det jo ikke det samme, som at vi på tro og love har svoret, at det er en sandhed resten af vores liv:0)
    Men i det øjeblik vi eksponere os selv og vores valg i det offentlige rum, så skal vi også være klar over de konsekvenser det kan have. Sådan er det. Og det er okay.

    Jeg tænker, at der med tiden kommer modreaktioner på alt!
    Ingen succes eller trend eller mode varer evigt. Og det både sundt og naturligt. Det skaber udvikling og dynamik i tingene.
    Som du skriver, så er vi forskellige og vores motiver er lige så forskellige.

    Hvis ikke jeg var begyndt med Paleo, som efter få måneder blev til temmelig striks LCHF, så havde mit liv stadig været styret af min Crohn og jeg havde ikke haft skyggen af energi eller kræfter til at oparbejde den muskelmasse jeg gør pt med SF.
    En muskelmasse, som er nødvendig for at holde piskesmæld fra døren og sikre, at jeg er modstandsdygtig, næste gange Crohn viser sig(for det gør den fra tid til anden, uanset hvordan jeg spiser eller træner!)

    Jeg nyder mangfoldigheden både i blogland og på IG – og friheden til at vi alle kan og må være, dem vi er. Og jeg et taknemmelig for det store fokus på rigtig mad, spændende mad og simpel mad af ordentlige råvarer.

    Noget der undre mig i LCHF regi er til gengæld de strømninger jeg hører og ser, hvor det tales om æggefaste og det her Skaldemans fænomen hos nogle af de svenske bloggerer… Det har ikke noget med rigtig mad eller LCHF at gør i min optik, men derimod tænker jeg mad-fundamentalisme og gruppesuggestion.

    Det var lige et sidespring i denne mega lange kommentar!!

    Men, al magt til rigtig mad til rigtige mennesker – uanset om den så indeholder flere eller færre kulhydrater!

    Kh Karin

    1. Hej Karin

      Tak for din kommentar. Jeg er helt enig med dig i, at der skal være plads til at udvikle sig, justere på sin kost, reagere på ny viden osv. – og ja, så er det bare drønuheldigt, at man som blogger udstiller hele sin proces, hvor man den ene dag skråsikkert erklærer, at man har fundet de vises sten, og dagen efter annoncerer, at man alligevel har ændret mening 🙂

      Det, som jeg reagerer på, er, som du også skriver, de dér trends, som pludselig breder sig, fordi vi allesammen er forbundet via Instagram, facebook, blogs osv. – og så føler man pludselig, at man skal hoppe med på nye vogne for ikke at være “last mover”. Så kommer man nemt til at hoppe fra en trend til en anden, fordi man tænker, at her er svaret på alle mine problemer – men problemet var måske i første omgang, at man var lidt for “large” med den kostfilosofi, som man fulgte. Hvis man fx spiser bland-selv-slik og drikker øller hver weekend og kalder det lchf, så tror jeg da gerne, at man oplever forandring, når man går over på Skyhøj Forbrænding og overholder den til punkt og prikke. For nu bare lige at sætte den på spidsen 🙂 Så bliver det nemt skruen uden ende, for på et tidspunkt bliver man måske også lige lovlig “large” med Skyhøj Forbrænding-principperne, og så må man videre på næste trend…

      Det er i hvert fald de mekaniske, jeg kan genkende fra mig selv, og som jeg glad og gerne projicerer over på andre 😉

      Men som sagt – bare man er glad, spiser rigtig mad og fungerer med den kost, man spiser, så er det det vigtigste. Ikke, hvad kostretningen hedder 🙂

      Kh Louise

  5. Jeg synes det er så dejligt med madbloggere der også gør sig tanker om mad. Fast læser 😀
    (faktisk har jeg selv lige skrevet om det – omend mit er lidt mere..forstyrrelsesfokuseret? xD)

    Men jeg ville egentlig bare sige, at jeg synes det er spændende at læse om dem der går på Skyhøj Forbrænding, men det er også spændende med dem der ikke gør. Og din blog emmer bare af sådan en rar måde at lave mad på! Man får lyst til at sidde på køkkenbordet med en kop kaffe og snakke imens et eller andet simrer på komfuret 😀

    Maria.

    1. Tak Maria – det var da bare den sødeste og hyggeligste kommentar længe! 🙂 Det er lige præcis også sådan, jeg gerne vil, at min blog (og mit køkken!) skal være 🙂 (selvom min mand sikkert vil hævde, at man ofte får skældud i mit køkken, når man går i vejen – haha!)
      Jeg har lige taget hul på dit indlæg – superspændende vinkel! Det glæder jeg mig til at læse videre på.
      Louise

  6. Hvor er det bare fed læsning !!! Jeg har læst Anna B. s´bog og synes den i bund og grund lyder fornuftig nok!!!! HUn har fokus på rigtig træning og god afslapning og et naturligt forhold til mad. Så langt er jeg med… Men carbtiming og festmåltider er jeg slet ikke med på. Jeg er selv i gang med kostrådgiveruddannelse og så vidt jeg har lært om ernæringsfysiologi er det direkte skadelidt med en sådan glukose storm i blodet hvis man vel at mærke lever forholdsvist low carb i hverdagen. Det er sandsynligt at man taber sig af det, emn sundt tror jeg ikke på at det er er. Men sund og slank er jo heller ikke det samme. Jeg er slet ikke fan af at bruge KH til at genopfylde depoterne med, det klarer kroppen på naturlig vis hvis man spiser grøntsager. Tror heller ikke på madtiming , heller ikke selvom der er et åbent vindue 20 min efter træning hvor KH ikke kræver insulin. Jeg tror på at mærke efter i kroppen , hvorend angstprovokerende det så end er at mærke efter.
    Tak for dine skønne reflektioner. 🙂

    1. Hej Louise
      Tusind tak for din kommentar! Jeg er heller ikke så god til, når der bliver for meget hokus-pokus med, at man skal spise noget helt bestemt inden for et bestemt tidsrum på 20 minutter og at man pludselig nærmest skal spise usunde ting, bare fordi man kalder det et festmåltid. Det ville i hvert fald aldrig fungere for mig, selvom det sikkert virker for nogle! 🙂
      Vh Louise

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *