tak for sidst - Emma Gad

“Tak for sidst” (Min længsel efter Emma Gad – del 1)

Tak for sidst - min længsel efter Emma Gad


Engang imellem længes jeg altså efter at leve i en tid, hvor alle er enige om, hvad takt og tone er. Hvor man lader enten en Emma Gad eller en anden klog og dannet person diktere, hvad der er god opførsel – og så lader det være tvungent pensum i al opdragelse. I stedet for at lade det være op til hver enkelt at afgøre, hvad der er takt og tone. Med risiko for et hav af misforståelser og skuffede forventninger.

Tag nu for eksempel det med at sige “Tak for sidst”. Da jeg var barn, var det helt standard, at hvis man havde været ude hos nogen, så ringede man dagen efter og sagde “Tak for sidst”. Og vice versa, hvis de havde været hos os. Så snakkede de voksne om, hvor hyggelig en aften, det havde været, og at “det må vi snart gøre igen.” Det var i hvert fald de samtaler, jeg overhørte, når min mor sad ved telefonen. Alle var vist enige om, at det var “det man gjorde”.

Jeg ved, at der stadig i vores omgangskreds i dag findes nogle, som forventer, at man ringer og siger “Tak for sidst”, hvis man har været på besøg. Men jeg ved også, at der findes andre, som reagerer dybt mistroisk og forundret, hvis man ringer dagen efter et besøg for at sige tak for sidst. “Hvad skal det nu til for?”

Og så findes der en stor flok, hvor jeg faktisk ikke helt ved, hvad de forventer. En sms? Et facebook-tag med “Tak for en god aften”? Ingenting?

Jeg kan også selv have det sådan lidt: “Helt ærligt, nu har vi lige været sammen en hel aften og vendt hele verdenssituationen – hvad skal vi nu også snakke i telefon for?!” Også fordi jeg dybest set hader at tale telefon, som jeg har nævnt før. Omvendt synes jeg selvfølgelig også, at det kan være ret hyggeligt at “efterbrænde” lidt på fx en rigtig sjov fest eller et hyggeligt middagsselskab, hvor der skete en masse ting, der lige skal evalueres og vendes lidt dagen derpå. Eller måske var der noget mad, borddækning eller en drink, som fortjente liiiige lidt ekstra ros.

Nå men helt ærligt, jeg er lidt fortabt her! Jeg vil rigtig gerne være et høfligt og dannet menneske – men jeg ved simpelthen ikke, hvad der er takt og tone i dagens Danmark længere! Jeg synes i og for sig, at det er en god skik at sige “Tak for sidst” – men hvis folk synes, det er mere til ulejlighed end til gavn, gider jeg da heller ikke være den eneste, der holder fast i det 😉

Kan I ikke hjælpe mig lidt? Hvad gør I? Ringer I og siger tak for sidst efter en god middag hos venner? Sender I en sms? Eller en mail? Eller en facebookbesked? En brevdue? (Eller i bedste Game of Thrones-stil: en ravn!) Eller gør I slet ingenting?

Jeg kan afsløre, at er der er virkelig mange ting omkring takt og tone, som jeg er dybt og inderligt forvirret omkring, så det kan godt ske, at der kommer flere indlæg i føljetonen om min længsel efter Emma Gad!

Jeg håber, I er klar på at være min kollektive “Emma Gad” 🙂

3 kommentarer til ““Tak for sidst” (Min længsel efter Emma Gad – del 1)Tilføj din

  1. Jeg har prøvet at modtage et ægte tak for sidst kort med posten, det var for en frokost og det er kun 4 år siden, men det var fra et par hvor 1. De havde meget international omgang og 2. Hun havde været hjemmegående og medfølgende hustru alle år.

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *