Tærte med granatæble og blåbær

Tærte med granatæble og blåbær

Tærte med granatæble og blåbær


Det er igen blevet fredag og dermed tid til fredagskage! Ugens fredagskage blev herhjemme serveret i går aftes, hvor vi havde besøg af vores gode ven Anton til en af de hyggeligste aftener længe! God mad, god vin og gode mennesker – hvad kan man egentlig mere ønske sig på en torsdag aften? Det skulle da lige være evnen til at drikke 3 glas rødvin uden at vågne med tømmermænd dagen efter – nå, den tager vi en anden gang! 😉

Det sindssygt smukke og milde vejr i går var jo lige til en marts-dag, og jeg var gået helt i forårs-mode. Jeg fik derfor lyst til at bage en tærte, der emmede af forårsdrømme, lys og farver. Jeg synes selv, det lykkedes ret godt. Grantæble, blåbær, mynte og pistaciekerner skaber næsten den farverige, sprudlende blomsterbund, som man ser spire frem alle steder for tiden, Jeg bliver i hvert fald selv i godt humør af at se på tærten her.

Den eneste fejl var, at jeg glemte, at jeg ville have betrukket bunden med sukkerfri marcipan og mørk chokolade, ligesom med min ferskentærte. Jeg opdagede først fejlen, da jeg havde kommet creme og bær på kagen, og så var der ikke anden vej frem end at redde den ved at hakke en masse mørk chokolade og drysse ud over kagen. Det var egentlig slet ikke tosset heller, selvom jeg altså kraftigt vil anbefale marcipan-chokolade-løsningen. Det smager virkelig himmelsk!

Jeg håber, I får en rigtig dejlig fredag derude. Jeg vil trække i støvler og overtøj nu og tage en tur i Dyrhaven og gå tur med min far. Måske fanger vi også et glimt af det nye Korsbæk på Bakken, som jeg er meget spændt på at se!

I weekenden disker jeg op med lidt lækre morgenmads-ting, som kan gøre weekendmorgener lidt ekstra hyggelige. Så hæng på 🙂

Tærte med granatæble og blåbær


Tærte med granatæble og blåbær

Tærtebund:

  • 3 dl mandler
  • ½ dl sesamfrø
  • 1 spsk HUSK
  • 2 spsk Sukrin Gold
  • 40 g smeltet smør
  • 1 æg
  • 1 tsk salt
  • 1 nip ingefær og 1 nip vanilje

Fyld:

  • Evt. 100 g sukkerfri marcipan
  • Evt. 100 g mørk chokolade til overtræk af bunden – eller bare 50 g, hvis du “nøjes” med chokoladespåner
  • 1 bæger (250g) mascarpone
  • ½ granatæble (kerner + saft)
  • ca. 50 g blåbær
  • 1-2 spsk hyldeblomstsaft (alternativt kan du bruge honning og citronsaft)
  • 1 nip vanilje og 1 nip salt
  • 2-3 kviste mynte
  • 3 spsk pistaciekerner

Tærte med granatæble og blåbær

Start med bunden: blend mandler og sesam til fint mel. Tilsæt alle de andre ingredienser, og blend til en jævn masse.

Pres tærtedejen ned i en tærteform – jeg brugte en aflang tærteform (33×11 cm). Prik nogle huller i dejen med en gaffel, og sæt springformen på køl i ca. 20 minutter.

Bag tærtebunden i en forvarmet ovn på 180-200 grader i 20-25 minutter. Temperatur og bagetid kommer en på din ovn. Hold godt øje med tærten undervejs – den skal være fast og let gylden i kanterne, når du tager den ud. Lad tærtedejen køle helt af på en rist, inden du samler tærten. Den kan også sagtens tåle en nat på køl.

Nu var det så, at jeg glemte at overtrække min tærtebund med marcipan og mørk chokolade. Hvis du vil det, sætter du den mørke chokolade til at smelte over et vandbad. Imens smører du sukkerfri marcipan udover tærtebunden i et jævnt lag. Når chokoladen er smeltet, hældes den over, og tærten sættes på køl et par minutter, så chokoladen kan stivne.

Uanset om du har chokolade og marcipan i spil eller ej, skal fyldet nu gøres klar. Bank kernerne ud af granatæblet, og si saften fra. Den rører du sammen med mascarponen lidt ad gangen, så du er sikker på, at cremen ikke bliver for tynd. Smag til med hyldeblomstsaft og vanilje, og husk at give cremen et nip salt – det lille nip salt er næsten det vigtigste krydderi i det søde køkken.

Smør cremen ud over tærtebunden. Skyl blåbærrene, og dup dem af i et stykke køkkenrulle. Bland dem med granatæblekerner og hakket mynte, og fordel bærblandingen over tærten.

Hvis ikke du har chokoladeovertrukket bunden, anbefaler jeg at hakke 50 g mørk chokolade fint og drysse over tærten. Det giver lige “the final touch”. Hak til sidst pistaciekernerne, og drys dem over kagen. Det giver det smukkeste farvespil.

Servér tærten med en god kop kaffe eller te og masser af drømme om forår, lys og varme!

0 comments on “Tærte med granatæble og blåbærTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: