Da jeg så denne her opskrift på Pinterest, var jeg straks forelsket! Fritter af sweet potato pakket ind i bacon – jamen hvad kunne da være mere fantastisk? Jeg forstår faktisk ikke, at jeg ikke selv har fundet på det selv for flere år siden. At jeg så, lige inden jeg så opskriften, havde været i Netto og købe lige netop bacon og sweet potatoes – ja, det måtte jeg jo bare tage som et direkte tegn fra oven!
Fritterne er en ren himmrigsmundfuld! De smager lidt som den snack, man også kan lave med dadler og bacon, hvor sødt og salt kombineres på skønneste vis. Sweet potatoes er ikke helt i øjet, hvad angår GI, lchf og sådan noget – men de er i hvert fald bedre end dadler. Og så bliver de søde og bløde inde i midten af den knasende, salte bacon… Jamen altså, kan vi lige styre mundvandet?
Jeg var måske lidt mere gavmild med baconen, end den oprindeligt opskrift foreskrev – men, som vi jo alle ved: AEBMB! (Alt Er Bedre Med Bacon). Hvor mange personer portionen her rækker til, vil jeg slet ikke udtale mig om – det vil jeg lade være op til din egen samvittighed 😉
Sweet potato-fritter med bacon
- 2 sweet potatoes, ca. ml. str.
- 1 pakke bacon i skiver
- 1 spsk olivenolie
- Salt, hvidløgspeber og timian
Skræl dine sweet potatoes, og skær dem i lange stave på ca. 1×1 cm i tykkelse. Kom dem i en plastikpose sammen med olie og krydderier, og ryst det godt sammen.
Skær baconskiverne over 1 gang på den lange led, så du får lange tynde strimler. Dem pakker du så kartoffelstængerne ind i – måske kan du skære nogle af dem over på den brede led også, hvis du ikke kan få det helt til at række.

Fordel fritterne på en bageplade med bagepapir, og bag dem i en forvarmet ovn på 200 grader varmluft i 15-25 minutter, eller indtil baconen er gylden og sprød.
Drys evt. med lidt flagesalt, og pynt med frisk timian inden servering. En kold øl ville gøre sig ualmindeligt godt til denne snack!
Sikke muligheder……
Ja, ikke, Hanne? 😉
Oh my, mums det skal laves i morgen 🙂