Inden jeg serverer denne her drønlækre svineskank for jer, så lad mig lige fortælle en lille historie:
Vi befinder os i Dresden en kold og regnvåd januardag for et par år siden. Jeg er afsted med mit gamle arbejde på den mest håbløst organiserede studietur nogensinde. Vi fløj fra København kl. 7 om morgenen, landede i Berlin midt i morgenmyldretiden og brugte en evighed på at komme med bus ud af byen og videre til Dresden, hvor vi kom for sent til vores aftale på det militærhistoriske museum, som vi skulle besøge. Pga. forsinkelsen måtte frokosten aflyses, og vi måtte kaste os direkte ind i en hel eftermiddags rundvisning på det gigantiske museum, som endte med at trække ud til omkring kl. 8 om aftenen. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har været så sulten, gnaven og desperat.
Endelig kunne vi om aftenen begive os ud i Dresden for at finde noget aftensmad. Men først måtte vi trave gennem iskold blæst, regn og slud helt ind til centrum og vade rundt for at finde en restaurant, der havde åbent.
Jeg ved ved at give op, give pokker i al professionalisme og bare lægge mig ned på gaden og græde – da en kollega fik øje på en lille kælderrestaurant, som stadig havde åbent. De serverede solid, tysk mad i seriøse portioner og øl i 1-liters glas. Åh, Tyskland, you have my heart! Screw Frankrig og deres frølår og Italien og deres tomatsalater – tysk svin og øl, hvad mere kan hjertet begære?! (I parentes, så prøv engang at gå ind på en tysk restaurant og bestil det, de kalder “Ein Kleines Salat”. Ind kommer en salatskål af den størrelse, vi andre ville servere til et helt selskab!)
Personalet på restauranten havde vist lige glædet sig til at lukke ned lidt tidligt – alle de andre gæster var gået, da vi kom trillende ind en flok på 10-15 mennesker kl. 21 og forlangte mad og øl! De blev vist lidt småknotne, men jeg var personligt for sulten til at bekymre mig om det.
På menukortet stod der “Schweinshaxe”. Alle de andre bestilte det, så jeg sprang med på vognen – tiden var ikke til at sidde og nærstudere menukort. Der skulle mad på bordet. Og dét kom der! En hel svineskank – altså et ben – til hver! Med kartofler i så riiiiigelige mængder og diverse grønt. Og som sagt mørk, mørk øl i 1-liters glas.
Jeg tror seriøst, det er det bedste måltid, jeg nogensinde har fået. Saftigt, supersmagfuldt kød pakket ind i knasende skind, der smagte af flæskesvær. Og med sult som det allerbedste krydderi selvfølgelig. Kombineret med store mængder alkohol. Og virkelig godt selskab.
Siden den aften har jeg haft lyst til at lave svineskank selv. Det tog mig et par år at tage mod til mig. Men i går gjorde jeg det så. Og det var jo simpelthen så tosset nemt, at jeg slet ikke forstår, at jeg ikke har gjort det før.
Portionsstørrelse på opskriften her, det må du altså lige selv gøre op med dig selv. På den tyske restaurant var 1 ben jo til 1 person. Det var… heftigt! 😉 Her i huset delte Andreas og jeg en svineskank og var riiigeligt mætte. Andre steder ser jeg opskrifter, der anfører 1 svineskank til 4 personer. Det ville efter min mening være lige lovligt optimistisk. Nok vejer en svineskank 1 kg – men en stor del af det er jo benet… Nå, det bestemmer du selv! Nu får du i hvert fald opskriften.
Svineskank / Schweinshaxe
- 1 svineskank
- Salt – gerne krydderurtesalt
- Evt. lidt frisk timian
Dup svineskanken tør med køkkenrulle, og rids skindet i tern. Gnid den godt ind i salt, læg den på en rist over et ildfast fad/en bradepande, og hæld vand i bunden.
Sæt svinet ind i en 150 grader varm ovn. Idéelt set skal skanken nu have ca. 4 timer. Jeg kom lidt sent i gang, så jeg skruede lidt op for ovnen undervejs, så den kunne klare sig med ca. 3 timer. De sidste 20 minutter gik jeg over på varmluft og gav den 200 grader. Dryp gerne med væde fra bunden af bradepanden flere gange undervejs.
Herefter skal svineskanken lige have 5-10 minutter på grill – eller indtil skindet er sprødt og bobler let.
For at koge opskriften ned til det allerenkleste: rids, salt – og steg indtil den er færdig. Så kan vi vist allesammen være med 😉
Drys med friskhakket timian, og servér med en frisk, syrlig salat og evt. kartofler. Og øl!!
Uhm den ser rigtig indbydende ud.
Vil jeg da prøve her til påsken, sammen med lam også.
Rigtig god smuk solrig dag:-)
Uh ja, lammekølle og svinekølle – så bliver det ikke bedre! 🙂
God solskinsdag til dig også!
Den hopper jeg på når det bliver lørdag – 🙂
Det lyder godt! Held og lykke 🙂