Sukkerfri ispinde med kokos og jordbær

Sukkerfri ispinde med kokos og jordbær (mejerifri) + velkommen til Jara

Sukkerfri ispinde med kokos og jordbær


Sikke dog et fantastisk solskin! Lige vejr til de her sukkerfri ispinde med kokos og jordbær 🙂 Noget af det, jeg elsker mest ved ispinde, er, at de er så taknemmelige at have med at gøre. Når man laver almindelig “ske-is”, skal man være meget opmærksom på, at den bliver cremet og fast nok og ikke krystalliserer. Med ispinde kan man nærmest hælde hvadsomhelst ned i formen – bare det kan fryses.

Her har jeg most nogle frosne jordbær med lime, sødemiddel, vanilje og hvid balsamico (som giver et fantastisk pift!) og blandet jordbærmosen med kokosmælk rørt sammen med mere vanilje, sødemiddel og en anelse salt. Helt enkelt og så nemt som at klø sig selv i nakken. Og nå ja, i øvrigt mejerifrit, hvilket er et hit, hvis man skulle være laktoseintolerant. Resultatet er så godt, at jeg faktisk ikke kunne smage, at der ikke var tale om en almindelig jordbærflødeis. Og så synes jeg, de er rigtig fine med den jordbærrøde top – lidt ligesom en “Astronaut”, som altid har været en af mine favorit-ispinde 🙂

Sukkerfri ispinde med kokos og jordbær

Der har ellers være god tid til at lege i køkkenet de sidste par dage. Til gengæld mindre tid til at nyde det gode vejr. Vi har nemlig fået kat nr. 3 i går, så vi er lidt “stavnsbundet” til lejligheden. Jara – en abyssinierkat på 7 år – er flyttet ind, efter at hendes ejere desværre ikke havde mulighed for at have hende længere. Andreas har flere gange talt om, at han godt kunne tænke sig en abyssinier, da de er meget kendt for deres legesyge, intelligente og nysgerrige væsen. Så da vi hørte, at alternativet var, at Jara skulle aflives, hvis hun ikke kunne få et nyt hjem, besluttede vi, at vi ville prøve, om ikke hun kunne tænke sig at være roommates med Stoffer og Fie.

Det er altid et stort arbejde at integrere en ny kat i husstanden. Da vi fik Fie for et par år siden, var der hvæsen, slåskampe og masser af territorialkampe i flere døgn, og hun var endda bare en killing. Jara er en voksen dame med masser af temperament, og hun har virkelig sat sig i respekt for vores 2 små tosser, som næsten ikke tør komme i nærheden, når hun knurrer og hvæser. De er dog meget nysgerrige på hinanden, og vi tror nok, at de skal blive gode venner med tiden. Natten er dog gået med masser af uro, miaven, knurren osv. Så jeg er helt kvæstet i dag. Heldigvis er der rester af chili con carne til aftensmad, så jeg skal ikke foretage mig ret meget andet end at slappe af, spise ispinde og lege integrationskonsulent for de 3 små kræ. Vi vovede en gåtur ned til Baresso efter en Iceblend tidligere på eftermiddagen, og det gik helt fint med at lade dyrene være alene en times tid. De lå alle 3 og sov på hver sin plads i hvert sit rum, da vi kom hjem, så det var helt udramatisk. Og en god gåtur i solen gjorde underværker for vores humør!

Nu tror jeg, at jeg vil indtage sofaen og et afsnit af “Downton Abbey”, som jeg endelig er kommet i gang med at se (jeg er sådan en last mover!). Og mon ikke der lige glider en ispind eller 2 ned imens? 😉

I får lige lidt fotospam af Jara med også:

Jara

Jara

Stoffer og Fie
Klassisk Stoffer og Fie, når der sker noget farligt: Lille Fie frem på barrikaderne – og store Stoffer i baggrunden, klar til at stikke af anytime! 😉

Sukkerfri ispinde med kokos og jordbær

(passer til 4 ispinde forme à 1 dl)

  • 125 g frosne jordbær
  • 2 dl kokosmælk (Ekstra Creamy fra Santa Maria)
  • ½-1 tsk flydende SØD
  • 1 vaniljestang
  • Saft af 1/4 lime
  • Et lillebitte skvæt hvid balsamico
  • Lidt salt

Kom de frosne jordbær i en skål. Flæk vaniljestangen, og kom lidt af vaniljekornene ned til jordbærrene. Tilsæt limesaft, et par dråber SØD og et par dråber hvid balsamico. Ryst det hele sammen, og lad det stå på køkkenbordet i 5-10 minutter, til jordbærrene er blevet bløde nok til, at du kan mose det hele sammen med en gaffel. Lad evt. lidt hele jordbær”klumper” være i mosen.

Kom kokosmælken i en anden beholder, gerne med tilhørende låg. Jeg brugte en tupperware Tilsæt resten af vaniljekornene, ½-1 tsk sødemiddel og et lillebitte nip salt, og ryst det godt sammen.

Kom en teskefuld af jordbærmosen i hver ispindeform. Kom resten af jordbærmosen over i kokosmælken, og ryst det sammen. Hæld kokos-jordbærblandingen oven i isformene, og sæt de sukkefri ispinde til indfrysning i fryseren. Så er det bare at væbne sig med tålmodighed, til de er klar!

0 comments on “Sukkerfri ispinde med kokos og jordbær (mejerifri) + velkommen til JaraTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: