Hvis der er én ting, jeg er vild med, så er det kombinationen af chokolade og karamel! Om det så er fyldt chokolade med flydende karamelindre eller guldkarameller med mørk chokolade og tyk, “chewy” flødekaramel – ja, så er jeg med! Desværre er mit blodsukker og min vægt knapt så meget med på det høje sukkerindhold i karamel. Og desværre er karamel en af de ting, som er sværere at genskabe i en lchf-version, da det hvide sukker jo er det, der får karamellen til at karamellisere.
Man kan godt lave en lchf-venlig karamel med sødemiddel, har jeg læst – men det er vist ret besværligt (det tager fx 1 time at koge karamellen op, i følge de fleste opskrifter), og jeg har svært ved at forestille mig, at smagen kan undgå at blive meget kunstig. Der er dog ingen grund til at fortvivle, for her har jeg kreeret en lchf-venlig karamel helt uden hvidt sukker! Den er lavet på udelukkende naturlige ingredienser: dadler, fløde og smør, smagt til med vanilje, salt og kardemomme, som jeg synes fremmer karamelsmagen. Hvis jeg selv skal sige det, er det en rigtig god efterligning af rigtig karamel! Selvfølgelig kan man godt smage forskel, men man får karamelsmagen og -følelsen, når man bider ned i en karamelkugle overtrukket med mørk chokolade. Jeg kan næsten lukke øjnene og bilde mig ind, at det er en rigtig guldkaramel 🙂
For en god ordens skyld skal det lige nævnes, at tørrede dadler er pumpet med frugtsukker og har et meget højt GI på 103. Derfor skal man ikke ligefrem erstatte sin broccoli med de her guldkarameller – men man kan godt nappe en enkelt eller 2 til lidt påskehygge uden dårlig samvittighed eller store blodsukkerudsving. Især hvis alternativet er påskeslik med hvidt sukker.
Som ekstra bonus er dadelkaramel supernem at lave – meget lettere end almindelig karamel! Ikke noget med at stå med sukkertermometer og stresse over temperatur og konsistens, mens man får brændende karamelsprøjt i øjet – her skal bare varmes op, blendes, køles ned, og så er karamellen klar til brug!
Sukkerfri guldkarameller med dadelkaramel (ca. 15 stk)
- 10 tørrede, stenfri dadler (alm. størrelse)
- ½ dl fløde
- 10 g smør
- 1 stort nip ren vanilje
- 1 nip flagesalt
- Evt. 1 lille drys kardemomme
- 50-100 g mørk chokolade til overtræk
Hak dadlerne groft, og kom dem i en lille kasserolle sammen med fløde, smør og krydderier. Bring langsomt i kog.
Når smørret er smeltet, og dadlerne begynder at blive bløde, hældes grydens indhold over i en minihakker, blender el.lign. og blendes til en ensartet masse. Smag evt. massen til med lidt ekstra salt.
Sæt dadelkaramellen i køleskabet, og lad den blive helt kold. Det tager ca. et par timer.
Tag dadelkaramellen ud af køleskabet igen, og tril den til små, runde kugler. Sæt dem på køl eller frys, mens du smelter (og tempererer) chokoladen.
Vend dadelkaramelkuglerne i mørk chokolade, og stil dem på køl, til chokoladen er stivnet.
Opbevar på køl.

Det ser FANTASTISK ud! Jeg bliver helt lækkersulten! Hm… har jeg ikke et par dadler, der snart skal bruges… 😉
(ok, måske skal jeg bare koncentrere mig om maden til påskefrokosten i morgen :-D)
Hav en dejlig påske!
Tusind tak! 🙂 Jeg tror, jeg skal lege meget mere med det her dadelkaramel – det er virkelig et godt koncept! God påskefrokost, og god påske dig dig også!
Vh Louise
De er intet mindre en FANTASTISKE!! Tak for at dele denne lækre opskrift ☺️
Tak for den søde kommentar! Det er så dejligt at vide, når opskrifter falder i god jord 🙂
Kh Louise
Hej! Mon man kan bruge de dadler der er i frugt/grønt afdelingerne? De er jo ikke tørrede? Vh Anita
Hej Anita
Ja, jeg har ikke prøvet, men det tror jeg da kun, dadelkaramellen vil blive endnu mere lækker af! Måske skal du bare regulere mængden – de er jo væsentligt større end de “små” tørrede dadler.
Vh Louise