Sukkerfri agurkesalat

Sukkerfri agurkesalat

Sukkerfri agurkesalat
Alle har nok en akilleshæl i køkkenet. Min er frikadeller. I vores 5 år lange ægteskab er det aldrig lykkedes mig at lave en portion frikadeller, som kunne godkendes af mit hårde, men retfærdige 1-mands dommerpanel (aka Andreas) – før i mandags! Der knækkede jeg koden. Det var noget med at putte hvidløg i, droppe melet til fordel for lidt HUSK og så stege dem som minifrikadeller i rigeligt smør. Det blev et stort hit, og jeg følte mig som en stor husmoderlig succes 🙂

Til frikadellerne skulle vi selvfølgelig have god, gammeldags agurkesalat, som vi begge 2 elsker. Men jeg havde ikke lige lyst til at spise nogle, der lå i en sukkerbaseret lage. Så jeg besluttede at lave min egen sukkerfri agurkesalat. Agurkesalat er jo i virkeligheden supernemt at lave og smager fantastisk, så jeg forstår egentlig ikke, hvorfor jeg ikke laver det noget oftere. Hvis nu opskriften er på min blog, husker jeg måske på det?

Sukkerfri agurkesalat

  • 1 agurk
  • 2 dl lagereddike
  • 3-4 spsk Sukrin Gold
  • 2 tsk salt + ekstra til udsaltning af agurk
  • ½ tsk gule sennepsfrø
  • ca. 10 peberkorn (gerne 5-kornspeber)
  • 1-2 kviste dild (kan udelades)

Vask agurken, flæk den, og fjern kernerne. På den måde sikrer du en mere sprød og knasende agurkesalat.

Skær agurken i relativt tykke, skrå skiver – evt. med en takket/bølget indsats på mandolinjernet. Læg skiverne i en skål, og drys med en pæn sjat fint salt. Lad dem stå, mens du laver eddikelagen.

Hæld lagereddike, Sukrin Gold, salt, sennepsfrø og peberkorn i en lille gryde. Bring i kog, og lad det koge, til Sukrin og salt er opløst.

Skyl agurkeskiverne grundigt fri for salt. Pres vandet godt ud af dem, og dup dem godt med køkkenrulle. Du kan også vride dem i et viskestykke, men man kan jo ligeså godt spare lidt på vasketøjet.

Kom agurkeskiverne i et glas, og hæld den varme eddikelage over. Lad det trække mindst 1 time i køleskabet eller et andet køligt sted.

Min agurkesalat blev ganske syrlig i smagen, hvilket passede perfekt til tunge frikadeller og en seriøst heftig brun sovs lavet primært på fløde (man må bare elske lchf!). Hvis du vil have din agurkesalat sødere, kan du bare skrue op for mængden af sødemiddel.

Sukkerfri agurkesalat

4 comments on “Sukkerfri agurkesalatTilføj din

    1. Det er simpelthen også bare godt til næsten alt! 🙂 Håber, I kan få gang i drivhuset igen, så der kan komme hjemmedyrkede agurker.

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: