Strawberry mojito med hvid balsamico

Strawberry mojito med hvid balsamico

Strawberry mojito med hvid balsamico
Strawberry mojito. Billedet viser desværre ikke den fine, lyserøde farve, som drinken får – men bortset fra det kan man da godt blive en lille smule tørstig! 🙂

Så er det på tide at få indført en ny kategori her på bloggen: drinks! Sommetider kalder en søndag aften på en lille cocktail, mens man gør sig klar til en ny uge. Mens manden helst drikker tørre whiskydrinks, gør jeg mest i frugtagtige, søde og friske drinks. Mojito er en af mine favoritter – især om sommeren, hvor intet smager mere af sol og sødme end lime, mynte og hvid rom. Men fantastisk som klassikeren er, kan det nu alligevel blive for meget af det gode – og her kommer variationen strawberry mojito med jordbær og hvid balsamico ind i billedet!

Nogle vil måske tænke, at balsamico da på ingen måde hører hjemme hverken sammen med drinks eller jordbær. Men der er noget i den syrlige vineddike, som bare gør sig enormt godt sammen med jordbær, og som balancerer smagen på en rigtig god måde. Jeg glemte faktisk i første omgang denne vigtige ingrediens, da jeg lavede min strawberry mojito i går – og da jeg fik rettet op på fejlen, kunne jeg tydeligt smage forskel . Nå, ikke mere snak – her kommer opskriften:

Strawberry mojito til 1 person:

(laves i et meget højt glas)

  • Ca. 3/4 dl hvid rom
  • 1 stor håndfuld mynte (man kan næsten ikke få for meget!)
  • ½ lime skåret i tern
  • 3-4 spsk rørsukker (alt efter, hvor sød man vil have sin drink)
  • 1 spsk jordbærbols (ja, det lyder klamt, men nej, det er det ikke!)
  • 1 tsk hvid balsamico
  • Masser af knust is (og vi taler næsten slush-ice-konsistens her)
  • En lille smule danskvand (omkring ½ dl)
  • Friske jordbær til pynt

Start med basen: mynte, lime, rørsukker og rom kommes i et højt glas (mit glas rummer 4 dl). Mas lidt rundt i det, og lad det stå, mens du knuser is og laver andre forberedelser. Det kan sagtens tåle at stå i lidt tid, hvis du fx laver mojitos til mange gæster. Dog ikke flere timer – så bliver mynten klam og limen brun. Et godt tip: lad være med at hakke mynten først – så bliver den til små, irriterende flager, der klistrer til folks tænder. Store, hele blade er bedst. Og læg dem allernederst i glasset – så bliver de holdt på plads af både limetern og isterninger.

Tilsæt jordbærbols og hvid balsamico. Herefter fyldes glasset op med knust is. Det er en udbredt misforståelse, at folk kommer en lille håndfuld isterninger i og derefter tilsætter indtil flere dl danskvand, så man ender med en tynd drink, der river og kildrer i næsen. Is i store mængder er bedst. Mas godt rundt, når isen er kommet i, så smagen rigtig trækkes ud af lime og mynte. Tilsæt danskvand, og smag til – tilsæt evt. et skævt limejuice (Roses er fin) eller lidt sukker efter behov. Pynt til sidst med friske jordbær, og server din strawberry mojito med en drinkspind/ske el.lign., som folk kan bruge til at mose videre rundt i alle de lækre sager med.

Skål!

0 comments on “Strawberry mojito med hvid balsamicoTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: