Fik du set stikkelsbærmarmeladen i går? Jeg lovede, at den skulle bruges til noget – og denne her stikkelsbærroulade er den første ting.
“Åh nej, roulade,” tænker du måske. “Så er det sådan noget med en bund, der flækker, og hvor man skal være Mette Blomsterberg for at få det til at virke!” Næ, slet ikke – ikke når du bruger en oopsie som bund, som kloge Jane har fundet på. Så er det faktisk helt problemfrit at lave stikkelsbærroulade.
Og nå ja, så er den glutenfri, sukkerfri og alt muligt. Så du kan servere den med god samvittighed til eftermiddagskaffen. Den syrlige stikkelsbærmarmelade giver det perfekte modspil til den tunge, fede fløde.
Jeg måtte simpelthen finde min mormors gamle røgfarvede fad frem, som vi fandt under en oprydning hos min far forleden. Min søster påstår, at fadet er til æblekage, mens min far påstår, at mormor serverede citronfromage i det (selvom jeg har ham mistænkt for bare at sige det, fordi han gerne vil have citronfromage!). Er det ikke sjovt, som forskellige fade og skåle kan have så mange minder og vaner knyttet til sig?
Nå, men jeg tror, at mormor ville have været godt tilfreds med, at der blev serveret hjemmelavet stikkelsbærroulade i hendes fad. Omend det dér med det glutenfri nu nok ikke var noget, hun ville have forstået. Ej heller, at der kun skulle være én kage på bordet… En kringle, en smørkage, et fad med smurte boller og et fad med småkager – så kunne vi have været det lidt mere bekendt. Og en Samarin eller 2 til aftenkaffen.
Undskyld mormor! Jeg skal nok lære det en dag.
I aften skal jeg have besøg af en af mine bedsteste yndlingsveninder, nemlig sødeste Katrine, som har Instagram-profilen Copenhagenbykat. Vi skal nørde lidt billeder og spise en masse god mad – og drive Andreas til vanvid med dårlig humor, indtil han bliver træt af at rulle med øjnene af os! Lige en fredag aften efter mit hjerte!
Kan I have en skøn weekend? Og husk at tjekke ind på søndag, hvor den sidste madplan i denne omgang kommer!
Stikkelsbærroulade:
- 4 æg
- 100 g Philadelphia
- 2 tsk Sukrin Melis
- 1 tsk bagepulver
- ½ tsk vaniljepulver
- 1 tsk lakridsrodspulver (kan udelades, men giver et dejligt strejf til kagen)
- 1 nip salt
- 1 spsk gul HUSK
- 1 tsk arrowrootpulver
- 1 spsk fedtreduceret mandelmel (eller kokosfibre el.lign.)
Fyld:
- 4-5 spsk stikkelsbærmarmelade
- Ca. 2 dl fløde pisket til skum
Del æggene i hvider og blommer.
Pisk hviderne stive med et nip salt.
Kom blommerne i en skål med alle de andre ingredienser, og pisk godt sammen.
Vend hviderne i dejen.
Bred dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Den skal fylde ca. 3/4 af bagepladen. Bag ved 150 grader i 25 minutter.
Lad bunden køle af på bagepapiret. Hvis du først skal servere rouladen dagen efter, kan du bare rulle den sammen på bagepapiret og gemme den i køleskabet i en pose.
Når du er klar til at servere, pisker du fløden til skum, smører et pænt lag stikkelsbærmarmelade og så flødeskum ud over rouladebunden. Rul den sammen, og skær lige de grimme kanter af, så du får et pænt snit.
Som pynt rørte jeg lidt stikkelsbærmarmelade i den overskydende flødeskum, kom det i en sprøjtepose med stor tyl og lavede pæne striber på min stikkelsbærroulade.
Find dit fineste mormorfad frem, og servér – med kaffe eller te til!
Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.
0 comments on “Stikkelsbærroulade”Tilføj din