På mit fritidshjem i de små klasser havde vi en stikkelsbærbusk. Jeg husker tydeligt den bittersøde fryd ved at proppe et af de små, grønne, syrlige bær i munden og skære de vildeste ansigter, fordi det var så ekstremt surt! Og 2 sekunder efter gjorde man det igen, bare fordi…
Jeg er åbenbart ikke blevet klogere som voksen – for jeg leger stadig med stikkelsbær. Og i dag har jeg lavet stikkelsbærmarmelade af en stor portion stikkelsbær, som min svigermor har plukket til mig. Stikkelsbær kan bare det med den dér fantastiske syrlige smag, som måske i sig selv er lige i overkanten – men sammen med andre smage er den fantastisk!
Jeg har brugt Fibersirup til at søde min stikkelsbærmarmelade med. Det fungerede rigtig fint. Jeg tror også sagtens, du vil kunne bruge Sukrin til formålet. I modsætning til syltesukker (som indeholder pektin), bidrager sødemidlerne ikke så meget til den tykke konsistens. Men den klarede jeg med et par skefulde chiafrø, som ovenikøbet bidrager med lidt ekstra sundhed til den færdige stikkelsbærmarmelade. WIN!
Man skulle ikke tro, at det var nødvendigt at tilsætte ekstra syre i form af citron til en syrlig stikkelsbærmarmelade – men citronsaften giver faktisk lige det ekstra friske pift, som gør marmeladen rigtig god. Den mørke rom er helt valgfri – men den giver lige the final touch til smagen, så giv den en chance!
En lille advarsel må være på sin plads: den varme, nykogte stikkelsbærmarmelade lugter ikke ret godt. Faktisk lugter den rigtig forfærdeligt. Sådan “Ej, det her er vist gået helt galt”-agtigt! Men don’t panic! Når den køler ned, kommer den til at dufte dejligt – og smagen bliver også 100 gange bedre end den lidt vammeltunge smag, den varme marmelade har. Så slå koldt vand i blodet, og tro på projektet!
Stikkelsbærmarmeladen er faktisk bare et skridt på vejen til 2 opskrifter med stikkelsbær, som kommer i løbet af de næste par uger. Så skynd dig at lave en portion, så du er klar! Du kan selvfølgelig også bare spise marmeladen på et stykke brød, hvis du har lyst 🙂 Den smager fx rigtig godt på chiaknækbrød med et godt lag smør. Eller oven på en ostemad.
… Og vinderen er…
OG, så har jeg jo fået trukket en vinder af konkurrencen om 1 eksemplar af VEGETAR af Ditte Ingemann! Det blev Julie Haslam Nielsen, som har fået direkte besked pr. mail. Tillykke! Tusind tak for alle jeres besvarelser. Det har været spændende at læse om jeres forhold til kød, grøntsager osv. Det ligger og rumsterer i baghovedet, hvordan jeg bedst kan imødekomme de behov her på bloggen… Måske kommer jeg frem til noget klogt 🙂
Stikkelsbærmarmelade (sukkerfri)
- 750 g grønne stikkelsbær
- 400 g Fibersirup Clear
- 1 tsk vaniljepulver (eller 1 hel flækket vaniljestang)
- 1 spsk vand
- Saft af ½ citron
- 2 spsk chiafrø
- 1 spsk mørk rom (kan udelades)
Kom stikkelsbær, fibersirup, vaniljepulver og vand i en gryde, bring i kog, og lad simre i 4-10 minutter (Mine stikkelsbær var frosne og måtte have 10 minutter. Bruger du friske stikkelsbær, er kogetiden nok kortere).
Tilsæt citronsaft, chiafrø og evt. mørk rom, og blend til en glat masse. Jeg brugte min stavblender.
Desinficér 2 sylteglas – jeg skyllede dem i alkohol (tequila). Fordel din stikkelsbærmarmelade i dem, og opbevar køligt og mørkt.
Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.
Hvor lang holdbarhed er der på marmeladen, når der nu ikke er konserveringsmiddel i?