Jeg lovede, at stikkelsbærmarmeladen fra forleden skulle bruges til en ting mere, udover stikkelsbærrouladen. Og den ting er stikkelsbæris. Syrlig, cremet, lækker og forfriskende.
Og det er jo helt perfekt med stikkelsbæris her i den helt vanvittigt varme september, vi har. For et par uger siden var jeg helt klar på at finde varme sweatre og støvler frem og overgå til efterår. Shorts og soltoppe blev pakket ned sammen med parasollen på altanen og ventilatorerne i lejligheden. Ja, selv altankasserne blev plantet om med efterårsblomster. Men jeg blev da totalt snydt! Nu sidder jeg så på altanen i stegende sol (uden parasol!), omgivet af smuk vinterkål, asters og lyng og fatter ikke en brik!
Se også: Stikkelsbærroulade
Men jeg klager ikke! Selvom jeg knuselsker køligt efterårsvejr, nyder jeg også i fulde drag at blive tanket op med solvarme, lys og D-vitamin, lige inden den hårde og kolde vinter sætter ind.
Stikkelsbærispindene er ikke de smukkeste, jeg nogensinde har lavet – men smag og konsistens er altså lige i øjet! De er sindssygt cremede, hvilket nok skyldes, at jeg har tilsat xanthangummi (se link i opskrift), og så at der er chiafrø i stikkelsbærmarmeladen.
Smagen er vidunderligt syrlig og enormt forfriskende. Min stikkelsbæris er supersimpel og nem at lave – græsk yoghurt, stikkelsbærmarmelade, fløde, lidt sødemiddel og xanthangummi røres bare sammen, kommes i ispindeforme – og så skal det bare fryses ind. Det er da nemt!
Prøv selv!
Stikkelsbæris
- 200 g stikkelsbærmarmelade
- 200 g græsk yoghurt 10%
- 4 spsk fløde
- Sødning efter behov
- ½ tsk Xanthangummi (adlink med information om produktet og mulighed for at købe det)
Bland alle ingredienser sammen, og smag til med sødning.
Fordel i 4-6 ispindeforme, eller frys ind i ismaskine.
Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.
0 comments on “Stikkelsbæris”Tilføj din