Jeg har lyst til lige at dele denne her dejlige spinatsalat til jer, som jeg lavede til en himmelsk rôtisserie-kylling ude hos min far forleden. Det er ikke fordi, det var den store raketvidenskab – det var bare en af de salater, hvor alt spillede enormt godt sammen både på smag og konsistens. Så måske kan den være inspiration til grøntsagssiden af middagsbordet hjemme hos nogen?
Salaten har masser af sprødhed og knas fra kål, spinat, frugt og pinjekerner – og det hele er vendt i den gode, fyldige pestodressing, som også giver et salt umami-modspil til spinatens lette bitterhed, den syrlige sødme fra æble og granatæblekerner og pinjekernernes nøddesmag. Sammen med sprød, grillet kylling var det bare helt perfekt. Vi fik også endnu en broccolicouscous, som jeg vil dele med jer på et senere tidspunkt. Lige nu tør jeg bare ikke risikere, at I bliver helt sindssyge af alt mit broccoli! 😉
Se at få loadet godt op på grøntsager – for I morgen deler jeg de mest henrivende cashewcookies herinde! Og man må kun spise fredagskage, hvis man også har spist sine grøntsager – det ved vi jo! 😉
Opskriften er uden mængder – så beslut selv, hvor stor en portion, du vil lave. Portionen på billederne her passede til 3 personer.

Spinatsalat med pestodressing
- Frisk spinat
- Rød spidskål
- Æble
- Granatæblekerner (evt. fra frost)
- Pinjekerner
- Lidt forårsløg eller porre
- Pestodressing
Skyl spinatbladene grundigt. Jeg plejer at lægge dem i skål med koldt vand og lade dem stå 10-15 minutter (evt. i køleskabet), hvorefter jeg hælder vandet fra og slynger dem helt tørre i en pose eller salatslynge. Så bliver de helt rene og supersprøde. Virker også med ruccola og anden bladsalat.
Snit spidskålen fint. Skær æble i tynde både. Rist pinjekernerne på en tør pande. Snit porre/forårsløg fint. Rør pestodressingen sammen.
Så er det bare at samle salaten og servere, fx til grillet kylling.
0 comments on “Spinatsalat med pestodressing”Tilføj din