Små jordbærtærter

Små jordbærtærter med müslibund

Små jordbærtærter


Så er det blevet tid til fredagskage! Jordbærtærte er en af mine ultimative yndlingskager. Der er mange kager, jeg hurtigt kan takke nej til, når jeg bliver budt – men jeg tror simpelthen aldrig, jeg har ladet en jordbærtærte gå forbi mig uden at tage et stykke.

For nylig kom jeg til at tænke på, at mine müslibarer burde kunne bruges som kagebund – måske som en lille “skål” med flødeskum og frugt. Og pludselig slog det mig: små jordbærtærter! Konceptet viste sig at være mindst ligeså godt i virkeligheden som i min fantasi: sød, “chewy” müslibund; fed, vaniljeprikket mascarponecreme og søde, danske jordbær. Jeg kunne bruge en masse superlativer på at forklare, hvor godt mine små jordbærtærter smager – men jeg synes i stedet, at du bare skal hoppe ud i køkkenet og komme i gang. De skal nemlig smages, de her små, herlige basser 🙂

Det var ellers lige ved, at vi slet ikke havde fået fredagskage i dag! Min computer er gået helt i selvsving og har været ved at drive mig til vanvid det sidste døgn. For at gøre en lang historie kort, er det lykkedes den at gå fra Windows 8.1 tilbage til Windows 8 og slette alle mine apps og programmer – inkl. hele min Adobe-pakke, som jeg bruger både til mit arbejde og til bloggen her. Vi har prøvet alt muligt, men til sidst måtte Andreas formattere den, og i dag skal jeg se, om jeg kan få hentet alle programmer ned igen. Ej, hvor man bare ikke gider sådan noget. Nå, men lykkeligvis havde den da ladet mig beholde alle mine filer, inkl. mine billeder af de små jordbærtærter her – så det er da et stort lyspunkt. Jeg tror næsten, jeg er nødt til at have en lille trøstekage i dag, bare som kompensation for alt det bøvl.

Små jordbærtærter

Et lille tip:

Jeg har sådan nogle smarte små minitærteforme, som jeg brugte til at bage tærtebundene i. De fungerer, så man faktisk bager tærterne “upside-down” – det giver måske mening, når du ser billederne længere nede. Jeg prøvede også at bage et par bunde i muffinsforme, hvor jeg pressede dejen op ad kanten for at lave en slags “skål”. Men dejen flød meget ned, så det fungerede ikke helt optimalt. Du kan dog godt forsøge det, hvis du ikke har minitærteforme. Jeg forsøgte også at bage dejen uden på muffinsformene, hvilket sommetider er et smart trick, når man skal lave en “skål”. Men det var dejen ikke fast nok til at kunne klare. Hvis alt fejler, og du hverken har muffins- eller tærteforme, så bare bag bunden som én stor bund i en springform el.lign. Så får du én stor, fin jordbærtærte i stedet.

Små jordbærtærter

Små jordbærtærter


Små jordbærtærter med müslibund

  • ½ portion müslibarer, bagt som små tærtebunde (OBS: jeg orkede ikke at dele et æg, så jeg brugte bare et helt æg og supplerede med en ekstra skefuld kokosmel for at gøre dejen mere fast.)
  • 50 g mørk chokolade
  • ½ bæger mascarpone
  • 1 vaniljestang
  • 4-5 dråber flydende SØD
  • ½ spsk fløde
  • ½ bakke jordbær

Start med at lave “dejen” til müslibarer (se opskrift i linket ovenfor). Fordel den i ca. 4-5 minitærteforme. Du kan også bruge muffinsforme, men dejen vil desværre falde meget ned ad siderne under bagningen, så tærteformene er bedre. Bag müslitærtebundene ved 180-200 grader i 15-20 minutter, eller til de er gyldne. Lad tærtebundene køle af, og smør dem så med et godt lag smeltet chokolade. Sæt på køl i mindst ½ time, eller til chokoladen er stivnet.

Små jordbærtærter
Bunde før og efter bagning. På billedet til højre kan man skimte mit lettere mislykkede forsøg med at bage bundene i muffinsforme.

Flæk vaniljestangen, og rør kornene ud i nogle dråber flydende SØD og ½ spsk fløde – så blander de sig bedre. Rør vaniljekornene ud i mascarponeosten. Gør dine jordbær klar. Jeg har snydt lidt her på billederne og ladet jordbærrene være hele, fordi det tog sig bedst ud på billeder. (Lidt pyntesyg madblogger er man vel!). Da de små jordbærtærter skulle spises, tog jeg stilk og blade af og delte jordbærrene i kvarte.

Små jordbærtærter_Single_FAV_RED
Sådan her så de spiseklare små jordbærtærter ud.

Så er det bare at samle de små jordbærtærte: smør tærtebundene  med et gavmildt lag mascarponecreme, og fordel jordbærrene over. Så er du klar til servering.

3 comments on “Små jordbærtærter med müslibundTilføj din

    1. Hej Lone
      Mange tak. Til cremen, ja – men nok ikke til müslibar-bundene. Der tror jeg, honningen er vigtig. Vh Louise

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: