Her lige på kanten til, at skolernes sommerferie slutter, synes jeg, at vi skal lave lidt børnevenlig sjov med vandmelon! Jeg elsker vandmelon – især når den er helt køleskabskold og skåret i tynde skiver. Det er noget af det mest læskende på en varm sommerdag.
Engang imellem hører jeg folk sige, at de ikke køber vandmeloner, fordi de ikke kan spise sig igennem sådan en stor melon – æh, tænker jeg så, det er jo nærmest bare vand? En vandmelon består faktisk af 90% vand. Ret vildt, egentlig. Det er nok derfor, jeg fint selv ville være i stand til at æde mig igennem min helt egen vandmelon, hvis jeg ikke havde en samvittighed, der stoppede mig 😉
Nå, men hvis man synes, at en hel vandmelon kan være lidt meget at få ædt sig igennem, så er her 2 rigtig gode idéer til at få lidt mere omsætning på sagerne: vandmelonpizza og vandmelonispinde. Og det er virkelig mere sjove idéer, end det er opskrifter.
En vandmelonpizza laver du ved at skære en tyk skive vandmelon og pynte den med alt det sjov, du kan finde på. Chokolade, nødder, frugt, mynte – se flere idéer længere nede. Min version er ret enkel med hvid chokolade, mynte, hakkede pistacienødder og kokos. Jeg tænker, at det er et superhyggeligt projekt for børn i køkkenet, hvor de virkelig kan lade fantasien og kreativiteten få frit løb.
Vandmelonispindene har jeg lavet ved at skære skiver af en vandmelon, som jeg har stukket ud med 2 forskellige hjerteforme. De har fået stukket ispinde i, er blevet frosset nede og så dyppet i mørk chokolade og pyntet med hakkede pistacienødder og andet gejl. Supersund og sjov ting at stikke børn, der plager om ispinde i varmen.
Så hvis der skal hygges lidt her i den sidste weekend, inden skolernes sommerferie slutter, så er det bare med at få købt nogle vandmeloner og gå i gang i køkkenet! Måske kunne idéerne også bruges til en børnefødselsdag, hvor man gerne vil have lidt sundt modspil til sukkerslik, is og kage?
Vandmelonpizza
- Vandmelon i skiver
- Fyld – fx: chokolade (hvid eller mørk), mynte, hakkede nødder, groft kokosmel
- Eller: bær (blåbær, jordbær, ribs…), udskåret frugt (nektariner, æbler, banan, kiwi…), rosiner, ristede solsikkekerner eller græskarkerner
Fremgangsmåden giver vist sig selv, ikke? 😉
Vandmelonispinde
- Vandmelon stukket ud, fx som hjerter
- Mørk chokolade
- Pynt – fx: hakkede pistacienødder, frysetørrede bær, groft kokosmel
- Ispinde af træ
Sørg for at skære tykke nok skiver af vandmelonen, til at du kan stikke en ispind ind i, når du har stukket dem ud med dine foretrukne forme. Jeg synes, det er lettest, hvis man lige skærer for med en lille urtekniv og så stikker ispinden i. Frys ind i en times tid eller 2.
Smelt chokoladen, og gør pynten klar. Chokoladen stivner virkelig hurtigt, så du skal være hurtig med drysset. Du kan dyppe hele vandmelonispinden i chokolade eller kun dele af den, fx toppen af hjerterne. Du kan også lave fine mønstre med chokolade – evt. i 2 farver. Servér med det samme, eller kom dem tilbage i fryseren, indtil de skal serveres.
0 comments on “Sjov med vandmelon”Tilføj din