For nogle dage siden eksperimenterede jeg med at lave Pulled Beef i min Crockpot. Kødet drillede mig lidt – det blev faktisk først rigtig godt, da vi på andendagen smed resterne på panden med masser af smør og krydderier. Du godeste, det var lækkert! Opskriften kommer en af dagene – jeg vil bare gerne have helt styr på processen med kødet først. Nå, men coleslaw må man jo have til sådan en ret – og det passer mig glimrende, for jeg æææælser coleslaw!
Som regel laver jeg bare den nemme version af coleslaw – en hurtig dressing på yoghurt og mayo og så snittet kål og gulerod i. I går til frokost præsterede jeg den endnu hurtigere version af coleslaw, nemlig den man køber i en pakke i Netto med snittede grøntsager og dressing i en seperat pose. Den var faktisk overraskende god.
Men hvis det skal være helt rigtigt, skal man faktisk marinere sine grøntsager i en eddikemarinade først og så komme dem i yoghurtdressingen. Det er et ekstra led i processen, men det kan virkelig godt betale sig. Man får en mere snasket coleslaw og en mere intens smag. Yum!
Jeg brugte spidskål og gulerod i min coleslaw og supplerede med fennikel – det giver et dejligt “kick” til smagen. Coleslaw’en blev serveret sammen med pulled beef i grøntsagsfladbrød – total lækker, junkfood-agtig aftensmad. Coleslaw gør sig også virkelig godt til en hakkebøf eller til sprødstegt kylling. Perfekt til sommerens grill-måltider, som jeg glæder mig til mange af.
Coleslaw
(til 4 personer)
- 600 g grønt – jeg brugte spidskål (300 g), gulerødder (200 g) og fennikel (100g)
Marinade:
- ½ dl æbleeddike
- 2 spsk sød sennep – fx Frenchs
- 2 tsk salt
- 1 godt skvæt akaciehonning
Dressing:
- 1 dl creme fraiche 18%
- 1 dl yoghurt naturel
- 1 dl mayonnaise – fx Hellmanns
- 1-2 tsk grovkornet sennep
- 1 spsk lime- eller citronsaft
- Et lille skvæt honning
- Salt og peber
Snit/riv grøntsagerne groft. Jeg foretrækker at bruge julienne-indsatsen i min foodprocessor.
Rør marinaden sammen, og kom den sammen med grøntsagerne i en stor plastikpose. Luk forsvarligt, ryst indholdet godt rundt, og læg posen på køl i ca. ½ time.
Rør dressingen sammen, smag til – der må gerne være godt med smag, synes jeg, men husk, at grøntsagerne har trukket smag og ikke mindst syre fra eddiken i marinaden, så hold lidt igen.
Vend dressingen med de marinerede grøntsager, og lad gerne coleslaw’en trække et par timer på køl inden servering.
Servér fx til pulled turkey, pulled beef, pulled pork – eller bare til en god hakkebøf eller burger!
3 comments on “Seriøst god coleslaw”Tilføj din