Salat med laks og misodressing

Salat med laks, asparges og misodressing

Salat med laks og misodressing


Denne her salat med laks, asparges og misodressing er perfekt til en forårsdag, hvor man bare vil have lidt let til aftensmad; en fin anretning til påskefrokostbordet; eller måske en lækker forret.

Den tager ganske få sekunder at lave og kan næsten ikke andet end at præsentere sig lækkert og appetitligt på fadet – uanset hvor mange tommelfingre, du har i køkkenet 😉 Vi spiste den til aftensmad forleden, hvor solen skinnede, og vi begge var i humør til en let og forårsagtig aftensmad.

Salat med laks og misodressing

Miso er min nye bedste ven i køkkenet. Mange er måske stødt på miso på sushirestauranter eller i det asiatiske køkken uden helt at registrere, hvad det var. Miso er en fermenteret sojabønnepasta, som har en meget salt umamismag. I sig selv smager den ret voldsomt, men blandet i dressinger og dips er den helt genial. Du kan få miso i både en lys og en mørk version. Jeg har her brugt den lyse. Du kan købe miso i mange helsekostforretninger – og sikkert også efterhånden i større supermarkeder.

Med misodressingen på kommer salaten her til at smage lidt henad sushi – og det er jo slet ikke tosset 😉

Salat med laks og misodressing


Salat med laks, asparges og misodressing

(2 pers.)

Salat:

  • 1 pose blandede salat blade (babyspinat, ruccola osv.)
  • ½ fennikel
  • 2 pakker (à 170 g) filet royale laks
  • 1 bdt. grønne asparges
  • 1 spsk sesamfrø

Misodressing:

  • 3 spsk hvid miso
  • Saft af 1 citron (ca. 1/4 dl)
  • 1 spsk sesamolie
  • 2 spsk rapsolie
  • 2 spsk tamari/soya
  • 1 spsk honning
  • 1 spsk hvid balsamico
  • 1 tsk fintrevet ingefær

Rør dressingen sammen, og smag til. Brug fx et salatblad eller et stykke fennikel til at smage til med.

Bring en lille gryde vand i kog. Bræk imens de trevlede ender af aspargsene. Kom de klargjorde asparges i det kogende vand, og giv dem nøjagtigt 1 minut. Hæld straks vandet fra, og overhæld dem med iskoldt vand (du kan evt. komme den i en skål med iskoldt vand for at sikre, at de bliver helt sprøde og lækre). Skær asparges i mundrette stykker.

Snit fenniklen fint, fx på et mandolinjern. Fordel salat og fennikel på et stort fad.

Skær laksen i passende stykker, og fordel oven på salaten sammen med asparges.

Hæld dressing over salaten.

Rist kort sesamfrøene på en tør pande, så de begynder at dufte. Drys over salaten, og servér, gerne med et glas koldt hvidvin.

0 comments on “Salat med laks, asparges og misodressingTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: