På trods af mit store indtag af de lækre, sprøde paprikakikærter på vores kalkungryde forleden, var der alligevel en lille rest tilbage dagen efter. De røg i verdens enkleste rosenkålssalat sammen med en håndfuld granatæblekerner – og som så ofte med den slags helt enkle kreationer blev det simpelthen så godt!
Hvis du forbinder rosenkål med noget vammelt, udkogt noget, der lugter af prut – så skulle du tage og prøve at bruge rosenkål råt i salater. Det smager skønt, friskt og lidt nøddeagtigt og knaser helt vidunderligt. Og så får du som bonus også det fulde udbytte af rosenkålens skyhøje fiber- og vitaminindhold.
Vil du have andre opskrifter til, hvordan du gør rosenkål lækkert? Så se her:
Rosenkålssalat med sprøde paprikakikærter
- 10 stk. rosenkål
- 2-3 spsk granatæblekerner
- Ca. 1 dl sprøde paprikakikærter*
- Ca. 2-3 spsk dressing af olie, æbleeddike, sennep, honning, salt og peber
Snit rosenkål fint, og bland med granatæblekerner og dressing. Drys paprikakikærter over, og servér.
*Sprøde paprikakikærter
- 1 dåse kogte kikærter
- Et skvæt olivenolie
- Et godt drys paprika, hvidløgspeber og salt
- Ekstra flagesalt
Skyl kikærterne, og lad dem tørre lidt. Kom dem i en pose sammen med olie og krydderier, og ryst godt sammen.
Fordel kikærterne på en bageplade beklædt med bagepapir, og giv dem 15-20 minutter på 200 grader, evt. varmluft. Hold godt øje med dem, og tag dem ud, når de er gyldne og let sprøde. Vend de ristede kikærter med flagesalt, og brug fx som salatdrys.
Rester af paprikakikærterne kan varmes på en tør, hed pande, hvor de bliver superlækre.
0 comments on “Rosenkålssalat med sprøde paprikakikærter”Tilføj din