Ovenpå indlægget fra i går, er det vel mere passende end nogensinde at servere en gang fredagskage, ikke?! 🙂 Denne uges fredagskage er også kendt som verdens måske bedste stop spild af mad-koncept nogensinde: romkugler! Jeg er endnu ikke, i en alder af 32, blevet så voksen og moden, at romkugler ikke stadig er den kage, jeg helst ville vælge, hvis jeg skulle gå amok i en bager. Dét og så hindbærsnitter… Uhm! Så kan I godt diske op med alverdens fancy konditorkager fra Den Store Bagedyst, og hvad ved jeg – romkugler, dét er altså bare godt!! Især hvis de er med masser af rigtig rom, dyb, mørk chokoladesmag og syre fra bærsyltetøj.
Jeg brugte rester af mine gode græskarmuffins, der som bonus giver en skøn smag af julekrydderier til romkuglerne! (De var selvfølgelig uden frosting.) Jeg havde egentlig store ambitioner om at koge og mose nogle frosne hindbær – men så opdagede jeg et glas almindelig boysenbærsyltetøj i køleskabet, som vi aldrig ville få gjort kål på, eftersom vi stort set aldrig spiser syltetøj mere. Og så røg det altså i – med sukker og det hele! Boysenbærsmagen var supergod, men jeg tror faktisk bedre, jeg ville have kunnet lide romkuglerne bedre, hvis syltetøjet havde været sukkerfrit, eller hvis jeg havde brugt bær “naturel” – så havde syre-sødme-balancen været bedre.
Romkuglerne var i hvert fald lige efter min smag, både hvad angår smag og konsistens. Det var, i al beskedenhed, lidt af en genistreg fra min side at bruge chiafrø og HUSK til at regulere konsistensen. Ikke bare er det nemt at styre – det er ovenikøbet også sundt! (I hvert fald chiafrøene). Prøv dig selv frem – og husk at justere mængder og smagsnoter lidt efter, hvilken kagerest du bruger. Mine græskarmuffins var meget saftige og krydrede – med en mere tør kage skal du måske bruge mindre mængder chiafrø og HUSK.
Nu vil jeg gå ud og holde verdens hyggeligste fredag eftermiddag: først kaffe med min veninde fra Jylland og derefter gløgg med flere gode venner på Centralhjørnet med vulgært voldsom julepynt og svensk popmusik for fuld udblæsning. Det bliver godt 🙂 God weekend til jer alle!
Romkugler med rigtig rom
- 500 g kagerester
- 1 dl fløde
- 150-175 g mørk chokolade
- 2 spsk pulverkaffe
- 3 spsk (Raw) kakao
- 6 spsk syltetøj (helst sukkerfrit. Du kan også bruge frosne bær, der lige får et opkog.)
- 4-5 spsk mørk rom (eller en lidt mindre mængde romessens)
- 2 spsk chiafrø
- 2 spsk HUSK
Pynt til at trille romkuglerne i:
- Groft kokosmel
- Krymmel
- Frysetørret hindbær eller andet sjov
Varm fløden op i en tykbundet gryde, og smelt chokoladen heri sammen med pulverkaffe.
Kom alle de andre ingredienser i en foodprocessor eller blender, tilsæt chokolademassen, og blend det hele sammen til en klæbrig masse. Smag evt. til med mere syltetøj/kakao/rom – afhængig af, hvilken smag du foretrækker, og juster evt. konsistensen med chiafrø eller HUSK.
Lad romkugle-massen stå og sætte sig i køleskabet i ca. 1 times tid, inden du former romkugler i den størrelse, du vil have, og triller dem i krymmel/kokos, eller hvad du bedst kan lide. Brug fx muffinsforme til at holde dine romkugler adskilt, når du opbevarer dem på køl.
1 comment on “Fredagskage: Romkugler med rigtig rom”Tilføj din