Rød spidskålssalat med fennikel og sennepsristede pecannødder

Rød spidskålssalat med fennikel og sennepsristede pecannødder

Rød spidskålssalat med fennikel og sennepsristede pecannødder


Tilbehør til flæskesteg – det er en af de ting, jeg oftest får forespørgsler på her på bloggen. Og det er egentlig for dårligt, at jeg aldrig får gjort noget mere ved det! Jeg har lyst til at lave alverdens kreative blomkålscouscous’er, proppe flæskestege med abrikoser og eksotiske krydderier, lave saltbagt selleri, græskargratin og alt muligt… Men så er sagen bare, at jeg jo altså deler bord og køkken med en stærkt traditionsbunden mand, som ikke værdsætter den slags kreative indspark fra min side! I hvert fald ikke, når det kommer til flæskesteg. If it ain’t broken, don’t fix it, lyder budskabet! Så mine mange gode idéer om nyt tilbehør til flæskesteg forbliver tit på idéplan.

Men måske er det faktisk ok. For lur mig, om ikke mange læsere af denne blog har samme “problem” derhjemme, som jeg har: en familie, som bare vil have helt almindelig, traditionsbunden flæskesteg med kartofler, sovs og sprød svær? 😉 Og så sidder man dér med alle sine husmoderlige ambitioner om at servere sin spændende og nytænkende julemiddag inspireret af fancy opskrifter fra Femina og med måske lidt højere sundhedsværdi end dén, man finder i et Beauvais-glas…

Suk altså…

Nå, her kommer så den gode nyhed: for en frisk kålsalat kan man som regel godt slippe afsted med at spiffe julemåltidet op med! Og der er faktisk flere lækre “grøntsagsdryp”, som godt kan finde vej til julebordet – ved siden af de brunede kartofler og sovsen selvfølgelig 😉 Og mine små indspark til julemåltidet er testet op mod en benhård enmands-jury, så dem burde alle kunne slippe afsted med at sætte på bordet juleaften.

Rød spidskålssalat med fennikel og sennepsristede pecannødder

Salaten her er knasende sprød, frisk og let syrlig. Supergodt modspil til den fede, tunge julemad. Jeg har lavet den på rød spiskål, men rødkål vil også sagtens kunne bruges. Pecannødderne var en spontan indskydelse, som opstod, mens jeg stod og kedede mig lidt i køkkenet, mens jeg ventede på, at flæskesværene skulle blive sprøde. Egentlig ville jeg bare have drønet rå pecannødder oveni salaten, men pludselig fandt jeg på at smide dem på panden med lidt olie og salt. Og så kom jeg i tanker om de sennepsfrø, jeg havde i kolonialskuffen, og som da lige kunne komme med på panden. Nøj, det blev godt! Jeg skulle virkelig styre mig for ikke bare at æde alle nødderne på stedet! Prøv dem som drys også på alle mulige andre salater. Eller som en lille snack…

Sennepsristede pecannødder

Mere grønt på julebordet…

 

Mos af bagt græskar og blomkål
Grønkålssalat med and græskar og granatæble
Rå sellerisalat
Vaniljeglaserede persillerødder

Hvis du vil have mere inspiration til grønt på julebordet, så tjek også de bagte rodfrugter fra flæskestegsindlægget i går. Eller måske grønkålssalaten med bagt græskar og granatæble, som jeg tror, ville gå helt fantastisk som tilbehør til flæskesteg (bare drop andekødet, da der nok er rigeligt kød på bordet juleaften i forvejen!). Jeg tror også, at min mos af bagt græskar og blomkål kunne være et godt alternativ for dem, der gerne vil undgå kartofler juleaften, men gerne vil have noget at søbe sovs op med. Endelig er der den rå sellerisalat med dadler og hasselnødder, som jeg også tror, kunne klæde en flæskesteg helt vildt godt! Og hov, så er jeg jo lige ved at glemme de vaniljeglaserede persillerødder fra sidste års jul, som er helt fantastiske, enten som erstatning for/supplement til de brunede kartofler eller i en salat. Arhmen, der er jo masser af muligheder for at tilføre grøntsager til julebordet!

Personligt ser jeg frem til min søsters ovnstegte rødkål med æbler og svesker. Det smager helt genialt og kan findes her på Arla.dk.

Rød spidskålssalat med fennikel og sennepsristede pecannødder


Rød spidskålssalat med fennikel og sennepsristede pecannødder

  • Ca. 1/4 rødt spidskål (eller tilsvarende mængde rødkål)
  • ½ fennikel
  • Kernerne fra ½ granatæble
  • Et par stilke bredbladet persille
  • Evt. lidt fintsnittet porre

Dressing:

  • Saft fra granatæblet
  • ½ dl olivenolie
  • 2 spsk granatæblebalsamico
  • 1 tsk honning
  • Salt og peber

Sennepsristede pecannødder:

  • 1 håndfuld pecannødder
  • 1 spsk hele, mørke sennepsfrø
  • Olivenolie
  • Flagesalt

Snit spidskål og fennikel fint på et mandolinjern eller med en meget skarp kniv.

Bank kernerne ud af granatæblet. Gem lidt af saften til dressingen.

Skyl persillen, og hak den groft. Læg først kål, så fennikel og så porre og granatæblekerner i en stor skål eller på et aflangt fad. Drys med persille.

Rist pecannødderne på en lille pande med en anelse olivenolie, salt og sennepsfrø. Når de begynder at tage farve og poppe lidt, tages de af panden og køler ned på et stykke bagepapir el.lign.

Bland dressingen sammen, og hæld den over salaten.

Top med pecannødder, og servér.

0 comments on “Rød spidskålssalat med fennikel og sennepsristede pecannødderTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: