Ristede hasselnødder med ostesmag

Ristede hasselnødder med ostesmag (vegansk)

Ristede hasselnødder med ostesmag


Synes du indimellem, at det kan være en udfordring at pifte salatskålen op? Ender du med den samme kålsalat igen og igen? Sommetider er det ikke så meget, der skal til, for at gøre salaten mere tillokkende. Noget godt salatknas er ofte vejen frem for mig. Som de her ristede hasselnødder.

De ristede hasselnødder har en let ostesmag. Ikke sådan overvældende meget, men let og fint. Men ostesmagen kommer ikke fra ost eller mejeriprodukter. Er der nogen, der kan gætte, hvor den så kommer fra?

Ristede hasselnødder med ostesmag

Hvis du gættede på gærflager, gættede du helt rigtigt! Og så er du måske også en lille smule nørdet inden for helsekost, ligesom jeg er 😉

Gærflager er tørre flager af inaktivt gær (Uhm, det lyder allerede appetitligt, ikke?), som kan anvendes i mad og drikke, og som har en let smag af ost. Mange veganere er derfor tossede med gærflager, når de skal efterligne ostesmag i sovser, dips mm.

Men smagen er ikke det eneste gode ved gærflagerne. De har også et højt indhold af B-vitamin og tages som kosttilskud af mange. Så hvis du har lyst til at gøre noget godt for hud, negle og hår, som måske har det lidt hårdt her i efterårskulden, er et skud gærflager ikke det værste at indtage. Gærflager indeholder desuden protein, selen, kalium, zink  og jern.

Ekstra bonusinfo: Hvis du (som vi) har en abyssinierkat med skæl (ja, det kan katte godt få!), kan den også få et skud gærflager. Det var faktisk det, der var salgsargumentet, som sendte os hjem fra helsekosten med en bøtte gærflager i første omgang. Oh, the joy of being a crazy cat lady!

Nå, men drøn de ristede hasselnødder her ud over aftenens salat, og giv den lidt mere wow-effekt, både på det visuelle, på konsistensen og smagen.

By the way: Du kan ikke bruge gærflager til at bage med. De har absolut ingen hæveeffekt whatsoever. Der må du bruge god, gammeldags gær!

Ristede hasselnødder med ostesmag


Ristede hasselnødder med ostesmag (vegansk)

  • 2 dl hasselnødder
  • 2 spsk Gærflager (adlink)
  • 1 drys hvidløgspeber
  • 1 nip salt (gerne godt flagesalt)
  • 1 tsk olivenolie

Først skal hasselnødderne afskalles. Det gøres lettest ved at riste dem i ovnen på 175 grader varmluft i 13-15 minutter og så nulre skallerne af i et viskestykke, mellem hænderne, eller hvad du synes er lettest. Du kan sagtens lave en større portion, nu du er i gang.

Kom de afskallede hasselnødder i en pose sammen med salt, hvidløgspeber, gærflager og olivenolie. Ryst det godt sammen, og hæld så nødderne ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Rist 5-10 minutter ved 175 grader varmluft.

Lad de ristede hasselnødder køle af, og opbevar dem så i et glas på et køligt, mørkt sted. Du kan evt. lige ryste dem i glasset med lidt ekstra gærflager for at skrue lidt op for ostesmagen.

Brug ristede hasselnødder med ostesmag som salatknas – eller spis dem som en snack.

Ristede hasselnødder med ostesmag

0 comments on “Ristede hasselnødder med ostesmag (vegansk)Tilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: