Reductio ad absurdum

Jojo, den er god nok – overskriften er latin. Det er ikke et fancy, eksotisk navn for en ret fra det finere franske køkken. Det er såmænd bare lidt fag-slang fra min tid som retorikstuderende (for maaaange år siden!), som lige poppede ind i mit hoved forleden. Vi skal nok vende tilbage til, hvad det betyder, lige om lidt.

Jeg var stødt på

denne artikel i Femina, som bare er én i en lang række af artikler, jeg har læst på det seneste, som alle har det til fælles, at skribenterne er rigtig godt trætte af lchf, palæo og andre nymodens mad-trends. Det er der egentlig heller ikke noget at sige til. Der bliver skrevet og talt rigtig meget om den slags for tiden, og flere og flere hopper med på vognen og vinker farvel til brød, ris og pasta, mens de skruer op for fedt, grøntsager og måske kød. Var det noget med hver 10. dansker, der efterhånden spiste lchf? Det synes jeg, at jeg læste for nylig.

Jeg kender i hvert fald godt selv, hvor irriterende det er, når en modedille, man ikke selv er med på, pludselig fylder hele mediebilledet. Jeg bliver fx voldsomt irriteret, hver gang der er Vild med dans og X-factor, og alle forventer, at man skal tale med om det. Det interesserer mig ikke en pind, så jeg går i Rasmus-modsat-grøften og bliver supernegativ. I stedet bare at være ligeglad og lade folk glæde sig over det, hvis de har lyst.

Og nu kommer vi til det med reductio ad absurdum.

Det er nemlig den argumentationsform, som kommer til at fylde rigtig meget i de modreaktioner, der kommer på fx lchf. Og som man også ser i den artikel, jeg lige bruger som eksempel her. Reductio ad absurdum betyder noget i retning af “at reducere noget til det absurde”. Man kan også oversætte det “tilbageføring til det meningsløse”. Mit latin er en smule rustent, så meld lige ind, hvis I mener, I har en bedre oversættelse. Min retoriske teori er også lidt rusten, så protestér endelig også, hvis der sidder nogle fagnørder derude, som lige om lidt bliver uenige med mig, når jeg begynder at forklare argumentationsformen 🙂

Kort og enkelt fortalt er reductio ad absurdum et argumentations-teknisk greb, som handler om at tage modpartens argument og presse det ud til den yderste logiske grænse, hvorved man beviser, hvor latterlige konsekvenserne ved det vil være.

I har helt sikkert set det demonstreret adskillige gange i den igangværende (og heldigvis snart overståede!) valgkamp. Lad os tage et eksempel: Et politisk parti melder ud: “Vi vil gerne skære i den offentlige sektor”. De andre partier reagerer ved at sige: “Vores politiske modstandere vil nedlægge hele velfærdsstaten, lukke alle hospitaler og skoler og lade landet forfalde.” Så har man pludselig reduceret modpartens argument til at være noget, der er meget nemt at argumentere imod. I stedet for at skulle gå ind i alle mulige økonomiske modeller og teorier om dynamisk vækst, fordelingspolitik og andre tørre ting, som ingen gider prøve at formidle til vælgerne (for vi er jo åbenbart for dumme til at forstå det, hvis man skal tro på det signal, politikerne sender os, hver gang de er i medierne). Der er meget langt fra at skære lidt i den offentlige sektor til at lukke hele velfærdsstaten – men det er det, som reductio ad absurdum kan. Og de bruger det hele tiden, hele vejen rundt, politikerne. Prøv at holde øje, hvis I ser de sidste debatter i løbet af valgkampens sidste døgn. I skal helt sikkert nok finde nogle eksempler. Personligt nægter jeg at se flere debatter – det eneste, jeg får ud af dem, er kvalme, forhøjet blodtryk og dårligt humør. Jeg bliver bestemt ikke mere oplyst på nogen måde. Men det er en anden snak.

Tilbage til maddebatten. Og artiklen fra Femina:

“… vi har fået et – efter min mening – forkvaklet billede af, hvad sundhed er: Vi skal skamme os, når vi spiser pasta og hvidt brød – det er simpelthen noget djævlens værk, der gør os tykke, dovne og grimme.

Vi skal løbe flere gange om ugen (gerne for at træne til maraton), lave styrketræning lige så mange gange (gerne hoppende og squattende med 30 kilo kettlebells) og dyrke yoga hver morgen (for at opnå mental balance…).

Og når vi skal skeje helt ud, jamen så kommer der selvfølgelig en god gang skyr, en håndfuld mandler og lidt mørk chokolade på bordet.”

Sådan skriver skribenten fra Femina om sin oplevelse af udbredelsen af lchf og palæo mv. Kan I selv genkende reductio ad absurdum-argumentationen nu? For mig skriger den højt ud af skærmen. Det, der sker i virkeligheden, er, at nogle mennesker – fx mig – tager en beslutning om, hvad der er godt for dem (os) at spise. Vi skærer nogle ting ud af vores kost, lægger nogle andre ting til. Og måske løber nogle en lille tur (jeg kan desværre ikke prale med at høre til den gruppe) eller tager en tur til fitness.

Det er bare ikke særlig nemt

at argumentere mod den form for stille og rolig orientering mod sundhed. Hvis man til gengæld maler et billede af nogle mennesker, der “æder kål fra morgen til aften”, træner til marathon og laver latterlige kettle-bell-øvelser og i øvrigt skejer ud med skyr – så har vi fået skabt et fjendebillede, som er meget nemt at være imod.

Det smarte ved reductio ad absurdum er,

at man i ét og samme træk får reduceret sin modstanders argument til noget, der let kan fejes af bordet, samtidig med at man får undermineret modstanderens troværdighed og sat ham i en position, hvor alt, hvad han siger, lyder latterligt. Så kan man selv fremstå som den modne, fornuftige og velafbalancerede, når man præsenterer sin egen model for sundhed:

“Men helt ærligt. Jeg tror på, at det gør mig gladere og dermed også sundere, at jeg spiser meget varieret og ikke fornægter mig selv kager, når jeg har lyst til dem.

Og at det samme gælder, når jeg cykler til og fra arbejde, fordi det er praktisk, og går mange ture i naturen, fordi jeg er vild med det. Og jeg dropper gerne en løbetur til gengæld for et glas rødvin med en god veninde eller et Netflix-møde på sofaen, når jeg er træt efter en lang arbejdsdag.”

Det er jo den moderne, tjekkede kvinde, der taler her. Hende, der spiser sundt, nyder en kage og et glas rødvin i ny og næ og hygger sig med en god gåtur. Hendes sundhed kommer helt af sig selv, og hun har sikkert altid kunnet holde sig sund og slank på den måde uden at skulle gøre noget særligt for det. Jeg misunder hende. Jeg har altid ønsket mig at være sådan. At kunne nappe en croissant til morgenmad på arbejde eller en hotdog på vej hjem fra byen. Jeg har også engang imellem prøvet at lege, at jeg var sådan en, der kunne leve sådan. Med det stensikre resultat, at jeg har taget 5 kg på på meget kort tid.

Sagen er nemlig,

at jeg ikke kan administrere den livsstil. Det er helt sikkert mig, der er noget galt med. Jeg kan ikke bare spise en frøsnapper og så være glad og tilfreds. Så snart jeg har taget den sidste bid, sidder jeg og kan ikke tænke på andet, end hvordan jeg kan retfærdiggøre at tage en mere fra fadet. Jeg er faktisk lidt creepy narkoman-agtig på det punkt. Jeg ville også gerne bare nappe den skive rugbrød eller franskbrød, som mange maddebattører også opmuntrer til i deres modreaktion på lchf og palæo. Jeg ved bare godt, at det ikke går. Brød har nemlig den uheldige virkning på mig, at jeg ikke bliver mæt. Jeg kunne snildt æde et helt franskbrød til ét måltid, og jeg kunne også hurtigt nå op over 5 skriver rugbrød til en frokost og stadig sidde og overveje en skive mere. Og det er jo helt uhyrlige mængder mad, når man er en lille kvinde på 1,60. (Okay, okay, 159, så!!). Jeg har forsøgt og forsøgt at administrere en livsstil med brød, pasta osv. i over 30 år af mit liv, og det har bare aldrig fungeret.

Når jeg til gengæld nu spiser min morgenmad med æg, skinke og ost + lidt salat (og ja, jeg spiser faktisk kål til morgenmad, og jeg kan lide det!), så er jeg MÆT! Ofte så mæt, at jeg ikke orker at spise op. Og måske orker jeg ikke engang at spise frokost. I skrivende stund er klokken snart 7, og jeg er vitterligt ikke engang sulten nok til at kunne spise aftensmad endnu, fordi jeg spiste frokost kl. 14.  Det er en helt anden verden – og jeg er bare så glad for, at jeg har fundet den måde at leve på. Det rører mig ikke det mindste, at jeg ikke spiser brød, pasta, ris, kartofler, sukker osv. De fleste dage skænker jeg det ikke en tanke.

Jeg tænker ikke på mig selv

som en abusurd sundhedsfreak – og derfor kan jeg heller ikke genkende mig selv i de ad absurdum-argumentationer, jeg møder i medierne for tiden, når folk skriver om lchf. Hvis jeg lige tænker på Danmarks lchf-guru Jane Faerber, så har jeg også meget svært ved at se for mig, at hun skulle ligge og træne til marathon, mens hun gnasker kålhoveder og skyr.  Og ja, der vendte jeg faktisk lige ad absurdum-argumentationen om, vil den opmærksomme læser bemærke. For selvfølgelig gør Jane Faerber ikke det. Men derfor kan andre jo godt synes, at hendes (og min) livsstil virker fanatisk. Måske endda lidt skræmmende. Og det er ok. Vi skal bare blive bedre til at tale sammen om det mere mere respekt, nysgerrighed og forståelse. I stedet for at male hinandens synspunkter ud i de absurde ekstremer

Det er nemlig en af de uheldige kendetegn ved den vej, som reductio ad absurdum-argumentationen går nedad: at det bliver en meget respektløs debat, som hurtigt ender i skyttegrave. Jeg bliver altid så gal, når journalisterne taler om, hvilken politiker der har “vundet” en debat. Debatter handler ikke om at vinde. De handler om at nå til en fælles forståelse, så ALLE faktisk vinder. Det er ikke altid, det kan opnås – men man gør det i hvert fald ikke mere muligt ved at omdanne debatstudiet til en boksering og tale om vindere og tabere. Både i den politiske og den kulinariske debat.

Jeg skal selv erkende mig skyldig i

at have brugt reductio ad absurdum som strategi flere gange. Argumentationsformen har nemlig den styrke, at den som regel er meget underholdende – jeg trækker jo fx lidt på smilebåndet over artiklen i Femina, fordi den faktisk er meget skægt skrevet, og skribenten får malet nogle ok sjove billeder af helse-kvinderne. Og så har vi danskere i øvrigt en tendens til ikke at bryde os om for store afstikkere fra normen. Vi skal helst være nogenlunde éns og ikke skille os for meget ud fra mængden, hverken politisk eller med det vi spiser eller andre livsstilsvalg. Her kan ad absurdum umiddelbart være en rar og næliggende strategi at vælge, fordi den giver os mulighed for at holde det, der skræmmer os, ud i strakt arm og latterliggøre det i stedet for at forholde os til det.

Jeg kan fx godt blive lidt skræmt over veganere. Det er en livsstil, som er meget fremmed for mig, og hvis jeg skulle tage reductio ad absurdum i brug, ville jeg sikkert sige noget i retning af, at veganere er nogle naive tree-huggers, der gnasker selleri og soyabøffer fra morgen til aften, når de ikke har travlt med at klappe køer og slippe mink fri. Kan I se, hvordan jeg lige kører den ud over kanten? Men så kigger jeg fx over på Vikkis blog og finder ud af, at veganere slet ikke er så farlige. Jeg læser Vikkis historie, og i stedet for at latterliggøre og foragte hende, bliver jeg glad på hendes vegne over, at hun har fundet en livsstil, som gør hende glad – og jeg beundrer hende for, at hun kan gennemføre den.

Uden at pudse min egen glorie for meget,

så er det egentlig bare det, jeg afslutningsvist gerne vil opfordre til: interessér dig for det, der er nyt og fremmed og måske lidt skræmmende. Mød folk med et åbent sind og en venlig, positiv indstilling – i stedet for at grave dig ned i en skyttegrav, hvor alt, modstanderen siger, skal fremstilles som absurd og dumt. Både, når folk spiser mærkeligt, motionerer på en vild måde eller prioriterer andre ting i deres liv anderledes end gennemsnittet. Husk det også lige, når du skal sætte dit kryds på torsdag – ikke mindst, når dine venner måske sætter deres kryds et helt andet sted end dig. Forståelse, interesse og åbenhed – det får vi et rarere samfund af end reductio ad absurdum.