Det er blevet tid til fredagskage, og i denne uge indgår fredagskagen selvfølgelig i #gulerodskagemania. Det er nemlig en raw gulerodskage med hvid chokoladefrosting. “Dejen” er fra gulerodskagedadelkuglerne fra i går, som i denne her version bliver toppet med en hjemmelavet, (næsten) sukkerfri hvid chokoladefrosting lavet på kakaosmør, mandelsmør og honning. Det bliver en virkelig syndig bombe af lækkerhed, som gør sig ualmindeligt godt med en stor kop kaffe på en hjemmearbejdsfredag!
Kombinationen af kakaosmør og mandelsmør i den hvide chokoladefrosting er helt himmelsk og kan kun anbefales! Hvis du ikke lige ved, hvor du skaffer kakaosmør fra, kan du fx købe det her ved LCHF-butikken. Det samme gælder for mandelsmør. Du kan også lave mandelsmør selv, hvis du har en effektiv og stærk blender eller foodprocessor. Så er det bare at fyre en masse mandler derned og blende det bedste, du har lært. Tilsæt evt. lidt mandelolie undervejs for at få det til at glide bedre, og lidt salt for smagens skyld. Husk at holde pauser undervejs, så din blender ikke brænder sammen!
Med raw gulerodskage-konceptet her er jeg næsten ved at være færdig med at lege med gulerodskage – meeen… Der kommer lige ét indlæg mere i løbet af weekenden. La grande finale! 🙂
Raw gulerodskage med hvid chokoladefrosting
(ca. 8 små kager)
1 portion af massen til gulerodskagedadelkugler
Hvid chokoladfrosting:
- 50 gram kakaosmør
- 50 g mandelsmør eller andet nøddesmør, fx hasselnøddesmør eller cashewsmør
- 30-40 g honning, rismaltsirup el.lign.
- 1 tsk. ren vanilje
- 1 nip salt
Pynt:
- Hakkede nødder
- Reven appelsinskal
Lav “dejen” til gulerodskagedadelkuglerne, og pres den ned i små muffinsform/tærteforme, eller hvad du nu har. Sørg for kun at fylde dem lidt op, så der er god plads til frosting. Jeg lavede mine raw gulerodskager i små, hjerteformede muffinsforme. Du kan også lave én stor kage, hvis du vil. Smør evt. formene med lidt kokosolie først, så du er sikker på, at kagerne kan vendes ud af formene igen.
Kom nu alle ingredienserne til den hvide chokoladefrosting op i en metalskål, og smelt dem over vandbad. Rør godt i chokolademassen undervejs.
Når det hele er smeltet sammen, fordeles den hvide chokoladefrosting over gulerodskagerne. Dæk til, og sæt på køl, til frostingen er stivnet. Den bliver relativt hård, men når du tager en bid af kagen, har den den dejligste, bløde og cremede konsistens og en sød, mild smag, der passer perfekt sammen med raw gulerodskage-dejen. Det er virkelig et godt mix, hvis jeg selv skal sige det!
Pynt hver raw gulerodskage med lidt hakkede nødder og appelsinskal inden servering.
Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Jeg linker altid kun til produkter, som jeg selv kan stå inde for.
0 comments on “Raw gulerodskage med hvid chokoladefrosting”Tilføj din