Andreas har lavet denne her ret så lækre drink til os nogle gange nu. En Ramos Gin Fizz. Forestil dig, at du skal vælge, om du vil have en frisk, perlende drink eller en cremet flødedrink. Du kan ikke vælge. Men så får du serveret en drink, som er begge dele: frisk og perlende, men samtidig også cremet og flødeagtig. Og smager lidt af citronfromage.
Er det lige genialt eller hvad?
Vi er typerne, som gerne napper en drink til fredagsfilmen, der hvor andre napper en skål slik. En lækker, velafbalanceret drink pyntet fint og serveret med sugerør, paraplyer, og hvad der ellers hører sig til. Det er da langt mere festligt end syntetisk bland-selv-slik.
Som ekstra bonus bliver filmen som regel liiiige et nøk sjovere med en god drink i hånden 😉
Ramos Gin Fizz
(til 2 pers.)
- 1 æggehvide
- 5 cl gin (vi bruger som regel Bombay Sapphire)
- 2 cl citronsaft
- 2 cl limesaft
- 3 cl fløde
- 2 cl sukkersirup*
- Danskvand
- Isterninger
- Øko appelsinskal
* Sukkersirup (også kaldet “simple syrup”) laves ved at koge vand og sukker op i forholdet 1:1, til sukkeret opløses. Opbevares på køl. Sommetider laver Andreas også en mere koncentreret sukkerlage kogt på 2 dele sukker og 1 del vand.
Kom alle ingredienser, undtagen danskvand, isterninger og appelsinskal, i en shaker. Shake i ½ minut. Tilsæt isterninger, og shake i 3 minutter – ja, så længe!
På baren, hvor Ramos Gin Fizz blev opfundet i sing tid, havde man efter sigende “shaker boys” ansat til bare at shake denne drink. Den blev faktisk shaket 15 minutter dengang. 3 minutter kan dog godt gøre det, hvis du ikke vil have mælkesyre i armene. Når du shaker, aktiverer du fløden og æggehviden, så du får en skummende, cremet drink.
Hæld Ramos Gin Fizz i 2 longdrink-glas gennem en strainer. Hold skummet tilbage, så det kommer på sidst. De resterende isterninger skal ikke med. Top med danskvand, og pynt med strimlet appelsinskal.
Grej:
Du skal bruge noget ordentligt bartendergrej for at lave denne her drink ordentligt. Du skal bruge et centilitermål, en strainer (en speciel slags si) og en Boston-shaker (og 100 balloner, 1 rød sodavand og et eksemplar af Land&Folk, hvis du tilmed vil udføre et Olsen Banden-kup!). Du kan sagtens finde tingene ude i de fysiske butikker – men nu smider jeg lige et par links til min affiliate-partner Kitchenone, så du kan se, hvad det drejer sig om:
- En Boston-shaker kan du se her: Boston shaker. Den består af et glas og en metalkop, som man smækker sammen og shaker.
- I dette shakersæt finder du et centilitermål og en strainer. Centilitermålet skal du bruge for at måle de små mængder nøjagtigt af. Straineren bruges, når du skal hælde drinken over i glasset, men ikke vil have isterninger med, og gerne vil holde skum tilbage på din drink, så det lægger sig som et fint lag øverst. Manhattanshakeren i dette sæt er dog ikke så god og nem at bruge som Boston-shakeren ovenfor – skulle jeg hilse og sige fra min kære mand, som har mikset mangen en god drink med sin bostonshaker. Manhattanshakeren er dog fin nok til lette drinks, der ikke skal shakes så meget.
Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.
Jeg hørte citronfromage og var straks solgt ♥
Uh, nå ja – dig og citroner! 😉