Pumpkin spice latte

Pumpkin spice latte (mejerifri)

Pumpkin spice latte


Hvis der er noget, der kan gøre mig svag i knæene, så er det at gå forbi en Starbucks, der reklamerer for pumpkin spice latte. Jeg er tosset med det skidt – også selvom det er pumpet med sukker, som gør mig tung i hovedet og kroppen, når jeg drikker det.

For at gøre mit misbrug sundere og billigere for mig, besluttede jeg at lave min egen version af pumpkin spice latte. Udover at være (næsten) sukkerfri blev den tilmed low carb og mejerifri, hvilket gør den til et godt valg også for veganere.

Pumpkin spice latte

Der er ret mange opskrifter på pumpkin spice latte rundt omkring på nettet – især på de amerikanske blogs. Ulempen ved dem alle er, at de skal baseres på græskarmos – enten hjemmelavet eller på dåse. Og nok er jeg en ambitiøs kok, men når kaffetrangen rammer mig, begynder jeg altså ikke at rende rundt og koge græskar eller lede efter græskarmos på dåse i supermarkedet (som i øvrigt er fuld af tilsat sukker).

Men her kommer tricket:  i stedet for at tænke græskarkød, så tænk græskarkerner! Dem har du sikkert allerede i køkkenskabet. Udblød dem, blend dem til mælk krydret med de skønneste julekrydderier: vanilje, kanel, allehånde og kardemomme. Nogenlunde den blanding, amerikanerne kalder “pumpkin spice”, og som bruges i pumpkin pie.

Pumpkin spice latte

Brug den krydrede græskarkernemælk i en god kop kaffe – og bum: du har superlækker pumpkin spice latte med en tyk konsistens og dejlig, julet smag. Og ingen ondt i maven – heller ikke, hvis du har det skidt med mejeriprodukter.

Selvfølgelig smager det ikke som Starbucks’ pumpkin spice latte – men det er faktisk lige ved, at jeg foretrækker min hjemmelavede version her. Det er virkelig rart, at den ikke er så sød, at man får kvalme halvvejs gennem koppen. Man kan rent faktisk smage både kaffen og krydderierne og ikke bare sukker 🙂

>>Psst: Har du forresten husket at deltage i GIVEAWAY’en, hvor du kan vinde en lækker kogebog? Tjek her: “Adventsgave: Herman – Gæstebud” (udløber onsdag d. 14/12).<<

Pumpkin spice latte


Pumpkin spice latte (mejerifri)

  • 1 kop stærk kaffe
  • 1 dl spicy græskarkernemælk – se opskrift nedenfor

Spicy græskarkernemælk:

  • 1 dl græskarkerner + vand til iblødsætning
  • 2½ dl vand
  • ½ tsk kanel
  • ½ tsk vanilje
  • 1/4 tsk allehånde
  • 1/4 tsk kardemomme
  • 1 nip salt
  • 1 dadel minus sten (kan udelades)
  • Sødemiddel/honning efter behov

Sæt græskarkernerne i blød i rigeligt vand, og lad dem stå min. 2 timer – gerne natten over.

Kasser vandet, og kom de udblødte græskarkerner i en kraftig blender sammen med resten af ingredienserne. Blend til en glat masse. Smag til, si evt. græskarkernemælken, eller brug den, som den er.

Græskarkernemælk kan bruges til pumpkin spice latte, chiagrød og andre ting.

Pumpkin spice latte

Pumpkin spice latte

0 comments on “Pumpkin spice latte (mejerifri)Tilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: