Som nævnt i madplan for uge 47 har jeg lavet et forsøg med pulled turkey. Vi kan rigtig godt lide pulled pork herhjemme, men det kan godt blive lidt tungt med svinekødet engang imellem.
Det slog mig, at man måtte kunne bruge kalkunbryst i stedet for svinekam og lave pulled turkey i stedet for pulled pork. Det fungerede rigtig godt og blev et rart, let alternativ til pulled pork. Jeg gav ikke kalkunbrystet ligeså lang tid, som jeg normalt giver svinekammen. Jeg var bange for, at det skulle blive tørt og kedeligt, da det jo er meget magert kød. Derfor gav jeg det kun 2 timer på 150 grader, og jeg taglagde desuden kalkunbrystet med serranoskinke for at holde på fugten og tilføre smag og fedt.
Rub’en, jeg brugte, var nogenlunde den samme som den, jeg bruger til pulled pork, og jeg lavede også den samme stærke sauce til at dryppe det færdige kød med. Både rub og sauce er stærkt inspireret af Spise med Price, ligesom den coleslaw, jeg serverede til pulled turkey-burgerne. Jeg har dog valgt at gøre rub’en lidt ekstra krydret, da kalkunkød jo ikke indeholder så meget smag i sig selv.
Pulled turkey-burgere
- 1 kalkunbryst
- 1 portion rub
- 1 pakke serranoskinke
- Evt. lidt jordnøddeolie
- 1 portion stærk sauce
- Coleslaw
- Burgerboller
Pulled turkey-rub:
- 50 g brun farin
- 2 spsk røget paprika
- 2 spsk sød paprika
- 2 spsk koriander
- 1 spsk spidskommen
- 1 spsk peber (evt. hvidløgspeber)
- 1 spsk chiliflager
- 2 tsk sennepspulver

Befri 1 kalkunbryst for hinder og sener, skær et par dybe snit i kødet, så krydderierne kan trænge ind, og gnid det ind i rub’en. Lad det trække mindst et par timer, gerne længere.
Dryp evt. lidt jordnøddeolie eller sesamolie over kalkunbrystet, inden du taglægger det med serranoskinke, lægger det på en rist over en bradepande og sætter det i ovnen på 150 grader i ca. 2 timer. Hvis du har god tid, så nøjes med 100 grader, og lad kalkunbrystet stå længere tid. En times tid inde i stegetiden kan man med fordel smide 1-2 dl vand i bradepanden, så der kommer lidt fugt i ovnen. Det er trods alt tørt kød, vi har med at gøre.
Når kødet er færdigt, trevles det med 2 gafler, dryppes med sauce og serveres som burgere i (hjemmebagte) burgerboller med coleslaw.

Stærk sauce til pulled turkey:
- 1 dl æbleeddike
- 1 spsk. ketchup
- 1 spsk. brun farin
- 1 tsk tabasco
- 1 tsk chiliflager (eller efter smag)
- 1 tsk. salt
- Friskkværnet sort peber
Hvor ser det bare SÅ godt ud – gid det stod på menuen i aften!
– Anne
Det kan det hurtigt komme til – det er nemt at lave 🙂
Super lækker opskrift, rigtig godt alternativ til den ellers så fede traditionelle pulled pork.
nem og hurtig at lave og smager fantastisk.
Tusind tak, Morten! Dejligt at høre, at du kunne bruge den 🙂
Tak for inspiration. 5 timer i ovnen på 100 derefter lidt knald på til kernetemperatur nåede 70. Jeg erstattet skinken med bacon og resultatet blev rigtigt lækkert. Aftensmaden var en succes og der var også til wraps til mine børns madpakker dagen efter med .. supert ud med grisen (på nær bacon) og ind med det slanke.
Hej Lars
Supergodt at høre, at du kunne bruge opskriften! Tak for kommentar 🙂
Vh Louise
Hej. Hvad med opskriften på burger bollerne de ser gode ud. Og hvorfor ikke lave kalkunen i en stegeso ? 🙂
Årh, bollerne var vist bare sådan nogle, jeg rodede sammen med noget hvedemel, kamutmel, gær, vand, salt og honning. Der eksisterer vist ikke nogen reel opskrift 🙂 Stegeso kunne man sikkert godt bruge – jeg er ikke den lykkelige ejer af sådan en, så jeg har ikke prøvet 🙂