En pizzaomelet er en nemt og meget mættende LCHF-måltid, som både kan fungere som morgenmad, frokost og aftensmad (dog nok ikke alle 3 måltider på samme dag 🙂 ). Det er sund fastfood, hvor man hurtigt får kværnet en masse grøntsager og sundt fedt, og det føles næsten som at spise en god, gammeldags, snasket pepperonipizza – bare uden alle de hurtige kulhydrater.
Pizzaomeletten minder lidt om blomkåls-/broccolipizzaen, som florerer mange steder på nettet. Det er noget med at blende nogle grøntsager med noget æg, fløde og ost – men i modsætning til de andre opskrifter kræver en pizzaomelet ikke den langvarige proces, hvor man først skal bage en bund i ovnen, lave tomatsovs, lægge fyld på pizzaen og derefter bage videre. Den laves på ca. 1 kvarter direkte på stegepanden og kræver ikke, at man tænder ovnen. Der er heller ikke ingredienser som loppefrøskaller, kokosfibre eller andre sære ingredienser involveret – det er er ganske almindelige mejerivarer og grøntsager, som de fleste har i køleskabet.
Fyldet kan varieres, alt efter hvad man bedst kan lide. Jeg er meget glad for squash og peberfrugt, og jeg er vild med chorizoen, der som nævnt giver mig følelsen af at spise en pepperonipizza. Man man kunne også bruge bacon, serranoskinke, parmaskinke eller helt udelade skinke/pølse og man kunne udskifte grøntsagerne med hvad man lige har ved hånden.
Her kommer i hvert fald min opskrift – så kan du selv se, hvad du har lyst til at variere med:
Pizzaomelet med broccoli
- Ca. 2 broccolibuketter (du skal ende med omkring 1,5 dl, når de er hakket)
- 2 æg
- ½ dl fløde
- ½ dl revet ost, fx cheddar eller emmentaler
- Salt, peber, evt. oregano
- 50 g chorizo i skiver
- 1 tomat
- Lidt squash og evt. peberfrugt
- Evt. en rest kød skåret i strimler
- Ekstra revet ost til topping
- Olivenolie/kokosolie/smør til stegning (jeg kan godt lide en kombination af olie og smør)
Blend/hak broccolien fint i en minihakker eller lignende. Rør sammen med æg, fløde, revet ost, salt og peber.
Skær squash og peberfrugt ud i skiver/strimler, og steg dem på en varm pande i fedtstof. Stil til side.
Smid mere fedtstof på panden, og hæld æggemassen på. Skru lidt ned for varmen, og lad det stå og stege stille og roligt.
Skær tomaten i tynde skiver, og fordel den over den stegende pizzaomelet sammen med chorizoen. Fordel også grøntsagsfyldet over pizzaen sammen med kødstrimlerne. Top med en håndfuld revet ost, og lad hele herligheden stå og stege videre, til osten er smeltet, og det hele er gennemvarmt. Hvis du alligevel har gang i din ovn, kan du evt. lidt smide pizzaomeletten ind og give den lidt grill og varmluft i 2-5 minutter, men det er ikke en nødvendighed.
Pizzaomeletten kan godt være lidt svær at få af panden i ét stykke. Den er ikke så fast i konsistensen, som hvis der havde været loppefrøskaller el.lign. i dejen. Men lirk den forsigtigt over på en tallernken, og nyd den, som den er, evt. med lidt grøn salat, hvis du kan klemme det ned. Vi er her ude i en meget mættende ret, som kan holde mig kørende i mindst 6-7 timer.
0 comments on “Pizzaomelet med broccoli”Tilføj din