Hemmeligheden bag at få kværnet en masse grøntsager er enkel for mig: god dressing. Og masser af den! Jeg er stor fan af alle former for salatdressing: creme fraiche, olie-eddike, tahin og alt muligt andet. Pestodressing er også blandt mine favoritter. Det er så nemt, at man nærmest ikke kan kalde det en opskrift. Det er bare pesto, “fortyndet” med olivenolie og citronsaft. Men det er simpelthen så godt, at jeg lige har lyst til at dele det med jer.
I det hele taget tror jeg, at jeg løbende vil prøve at dele nogle af mine favoritdressinger med jer. Det er ret tit, at jeg i salat-opskrifter bare skriver “dressing af olie, balsamico, sennep og honning” uden at skrive noget om mængder. Det er fordi, det ligger så meget på rygraden af mig at lave dressinger, at jeg bare roder dem sammen uden at tænke videre over det. Men jeg vil prøve at blive bedre til at få samlet nogle af “klassikerne” her på bloggen, så I hurtigt kan finde dem, når jeg lægger salatopskrifter på. Der vil faktisk komme en del gode salater i løbet af de næste par dage, kan jeg allerede afsløre 🙂
Det, jeg elsker ved pestodressing, er den lidt salte og fyldige smag og den kraftige konsistens. Jeg er vild med pestodressing på kålsalater og andre salater med fylde nok til at kunne bære en tyk dressing. Fik jeg nævnt, at pestodressing er ekstremt lchf-venligt? En ekstra lille bonus 🙂 Husk bare at bruge en ordentlig pesto – ikke en, der er lavet på vindruekerneolie. Det skal være olivenolie eller rapsolie. Helst jomfru olivenolie. Både for smagens og for sundhedens skyld. Det kan faktisk godt være lidt svært at finde, men Irma er leveringsdygtige, og Føtex er også begyndt at være med, hvis man lige leder lidt. Du kan selvfølgelig også bare lave din egen 🙂
Pestodressing
(passer typisk til en salat til os 2 herhjemme – evt. med lidt rester til overs til dagen efter.)
- 2 spsk pesto af god kvalitet (ikke med solsikkeolie el.lign. – olivenolie eller raps)
- 2 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft
Rør sammen, og smag evt. til med salt og peber. Så enkelt er det.
Jeg skruer sommetider op for syre og sødme ved at tilsætte en lille sjat æbleeddike eller honning – afhængig af, hvilken slags salat det skal på. Lidt presset hvidløg
Hold da op en dejlig blog med lækre opskrifter du har her 🤗
Den her dressing vil jeg klart afprøve i aften 😋