Er I klar til noget total ikke-julemad? Ikke noget med and, flæskesteg, risalamande – bare god, lchf-venlig mad, der gør mæt og glad. Og som smager af en hel masse.
Hvis du følger med på Snapchat, så du måske, da jeg lavede denne ret forleden. Den blev bikset sammen sådan lidt på må og få ud fra, hvad vi havde i køleskabet – og det endte med en skøn ret, som faktisk smagte overraskende meget af pepperoni-pizza.
Jeg har et nytårsforsæt om at få mere gang i de daglige madlavningsvideoer ovre på Snapchat. Videoer, hvor jeg filmer, hvad jeg laver i køkkenet, når jeg tilbereder aftensmad. Jeg tænker, at de kan være til inspiration både for dig, der bare savner inspiration til madlavningen – men måske også særligt til dig, som er en lille smule usikker i køkkenet, og som kan have svært ved at gennemskue, hvad det egentlig betyder, når en blogger eller kogebogsforfatter skriver ting som “et skvæt balsamico” eller “smag til med krydderier…”. I Snapchat-videoerne får du lov til at kigge mig over skulderen i køkkenet. Og du får også alle de småretter og idéer, som aldrig finder frem til bloggen.
Madlavningsvideoerne på er total low-key og meget dogme-agtige, hvor jeg filmer med den ene hånd og rører i gryden med den anden. Du kan kun se dem i de 24 timer, hvor de ligger i min Snapchat-historie, så du skal være lidt vaks ved havelågen. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du altid velkommen til at bruge chat-funktionen derovre. Jeg skal prøve at nå at svare hurtigst muligt.
Mit brugernavn på Snapchat er frukofoed – og hvis du læser indlægget her på mobil eller tablet, kan du finde mig via dette link: Følg mig på Snapchat.
Nu er det blevet tid til en opskrift. Ha’ en skøn fortsat juleferie (eller arbejdsdag, alt efter hvordan programmet ser ud). Jeg vil snart ile til julefrokost hos svigerforældrene og spise mere dejlig julemad 🙂
PSSST: KIG EN TUR OVER PÅ KOFOEDSKATTECIRKUS.DK, HVIS DU VIL HØRE LIDT OM, HVORDAN JULEN ER GÅET HERHJEMME.
Pepperoni-pizza-fad med kylling
- 1 lille håndfuld bønnepasta
- 2 kyllingefileter
- Ca. 20 skiver pepperoni
- 3 små fed hvidløg
- Ca. 2 dl hakket løg (jeg bruger dem fra frost)
- 1/4 rød peber, snittet i tern
- Ca. 2 dl revet gulerod
- Ca. 2-3 dl hønsebouillon
- Ca. 2/3 af en flaske tomatpassata fra Urtekram
- ½-1 dl fløde
- Oregano, salt og peber
- Et skvæt rød balsamico
- Et skvæt citronsaft
- Revet ost – ca. 1 pose
Brun kyllingefileterne på en pande i smør/olie. Krydr med salt, peber og oregano.
Læg lidt bønnepasta i bunden af et ovnfast fad. Læg kyllingefileterne ovenpå.
Tilsæt pepperoni, løg og grøntsager til panden, og steg. Tilsæt hønsebouillon, tomatpassata og fløde.
Smag til med krydderier, balsamico og citronsaft.
Hæld sovsen over kyllingestykkerne i fadet. Drys med ost, og bag i ovnen på 180 grader varmluft i ca. ½ time.
Servér med en god salat til.
0 comments on “Pepperoni-pizza-fad med kylling”Tilføj din