Ingen påske uden påskeæg! Og her får du en opskrift på påskeæg med hjemmelavet marcipan uden tilsat sukker, helt naturligt og så let at lave som at klø sig selv i nakken. Glem alt om besværlige processer, sukkerlager og mandler, der skal smuttes. Hvis du kan hitte en foodprocessor og trykke “blend”, så er du næsten færdig!
Dadler – det har vi vist været omkring før. De er fulde af frugtsukker og har et højt GI. Lad os ikke ødelægge fornøjelsen ved at dvæle mere ved det. Det er jo ikke en salatopskrift, det her! Jeg elsker bare sundt slik, der kun består af naturlige ingredienser. Mandler og dadler. Helt enkelt. Og nå ja, så lige mørk chokolade til overtræk. Det smager simpelthen så godt, og hvis jeg lukker øjnene, er jeg seriøst ikke i stand til at smage, at der er tale om en “sundt slik”-udgave af påskeæg her.
Som en ekstra bonus er dadelmarcipanen enormt nem at arbejde med i fht almindelig marcipan. Så har man børn med i køkkenet, kan man sagtens sætte dem til at trille marcipankugler. Mon ikke også de små, fedtede fingre (og her taler jeg naturligvis om mine egne, ikke børnenes! 😉 ) vil elske at pynte et påskeæg med fint krymmel?
Påskeæg med dadelmarcipan
Dadelmarcipan
- 100 g/2 dl mandler
- 4 dadler uden sten (jeg brugte de almindelige, bløde dadler, man køber i en lille kasse i grøntafdelingen)
- 1 nip salt
- Evt. 1-2 dråber mandelessens, hvis du vil fremhæve mandelsmagen
Til overtræk:
- 100 g god, mørk chokolade
- Pynt: fx frysetørrede bær, mandelflager el.lign.
Kom mandlerne i en foodprocessor sammen med et nip salt, og mal dem til mellemfint mel. Hvor fint, du vælger at male dem, afhænger af, hvor fin marcipan du vil have. Jeg valgte en semi-grov udgave.
Tilsæt dadlerne, og blend til en sammenhængende masse. Tril kugler af dadelmarcipanen, og sæt dem på køl, mens du smelter chokoladen over et vandbad.
Dyp marcipankuglerne i smeltet chokolade, og drys med din foretrukne pynt, inden du sætter dem på køl igen.
Så er der lækre, hjemmelavede påskeæg – helt naturligt!
Et lille tip: har du smeltet chokolade i overskud, så hæld det ud på et stykke bagepapir, drys med mandelflager og frysetørrede bær, sæt på køl, og du har den fineste lille chokoladebark.
0 comments on “Påskeæg med dadelmarcipan”Tilføj din