parmigiana di melanzane

ItalyMania #1: Parmigiana di melanzane

parmigiana di melanzaneJeg elsker auberginer! De er på en klar top 3 over mine yndlingsgrøntsager, og jeg kan æde dem i stort set alle afskygninger dag og nat (okay, måske ikke lige rå, men bortset fra det…).

Parmigiana di melanzane kan kort beskrives som en form for auberginelasagne – stegte auberginer lagt i lag med tomatsovs og ost. Som de bedste italienske retter er den superenkel med få, gode ingredienser, som virkelig får lov til at komme til deres ret. Den er mildt krydret, men har masser af smag og fylde og går rigtig godt både som vegetarret, men sandelig også til et stykke godt stegt oksekød.

Parmigiana di melanzane er helt genialt, hvis du laver mad til mange. Den kan laves i god tid og bliver kun bedre af at stå og trække. Den behøver ikke serveres brændende varm, men smager faktisk fint både i lunken og kold tilstand. Det er desuden en meget mættende ret. På en buffet med 3-4 andre salater rækker nedenstående portion til 25 personer. Jeg skal huske at nævne, at billederne her på siden kun viser ½ portion. Den store portion lavede jeg til festen i lørdags, men fik desværre ikke taget nogen billeder midt i al festivitasen.

Fik jeg nævnt, at retten er sindssygt LCHF-venlig? Ovenjordsgrøntsager med masser af olivenolie og god, fuldfed ost – så bliver det jo snart ikke bedre!

parmigiana di melanzane

Parmigiana di melanzane

  • 5-6 auberginer (afhængig af størrelse)
  • 150 g mozarella (helst ikke færdigrevet, men en hel en af slagsen)
  • 100 g peccorino eller parmesan (peccorino har den fordel, at det er billigt, og det fungerer glimrende i denne ret!)
  • 1 bundt frisk basilikum
  • Olivenolie til stegning
  • Salt, peber

Tomatsovs:

  • 2 dåser tomat
  • 2 pænt store gulerødder
  • 2 stilke bladselleri
  • 2 rødløg
  • Olivenolie, salt og peber

parmigiana di melanzaneSkær auberginerne i pæne skiver i tykkelsen ca. 1 cm. Fordel dem på 2-3 bageplader, pensl med olivenolie, og drys med salt og peber. Du kan også give dem lidt hvidløg, hvis du har lyst. Bag dem ved ca. 200 grader varmluft i 15-20 minutter, eller indtil de er pænt gyldne. De skal ikke steges sønder og sammen, men stadig have lidt bid, så de kan bære at komme i tomatsovs.

Du kan også stege auberginerne på en pande i rigeligt med olivenolie. Det tager længere tid og giver mere os i køkkenet, men giver et fint resultat. Optimalt set kan du selvfølgelig også fyre op under grillen og grille auberginerne. Jeg synes, det er lettest med ovnen.

Nogle vil hævde, at auberginerne skal udsaltes, inden de steges. Det kan du selvfølgelig gøre, hvis du har tid og tålmodighed, men jeg synes ikke, det er nødvendigt. Bare de steges ved høj varme og får masser af olie, bliver de superfine uden.

Nå, men tomatsovsen er sindssygt nem at lave og overraskende god, når man tager i betragning, hvor enkel den er. Jeg havde svært ved at tro på, at der ikke skulle hvidløg i, men det er faktisk ikke nødvendigt. Den får en fin, lækker og mild smag bare med tomaterne og de andre grøntsager. Skræl guleroden, og skær den i tern. Skær også bladselleri og rødløg i tern, og steg det hele i en tykbundet gryde i rigeligt med olivenolie. Hæld tomaterne i gryden, bring i kog, og lad det hele stå og simre i ca. 15 minutter, til grøntsagerne er møre. Sæt stavblenderen på, og blend til en cremet sovs. Smag til med salt og peber.

Skær mozarellaen i små tern, og riv peccorinoen. Nu er du klar til at samle retten:

Læg først et tyndt lag tomatsovs i et fad. Læg så aubergineskiver i et pænt lag. De skal ikke taglægges, bare ligge nogenlunde tæt. Smør tomatsovs på auberginerne, og strø lidt mozarellatern udover sammen med en lille håndfuld revet peccorino og 3-4 basilikumblade. Læg et nyt lag auberginer – gerne forskudt af de andre – og gentag processen. Fortsæt, indtil der ikke er flere ingredienser. Slut med tomatsovs og revet ost.

Sæt retten i en 180 grader varm ovn, og bag i 15-20 minutter. Skru evt. lidt op til sidst, så retten får en fint gylden overflade.

Pynt med friske basilikumblade, og servér enten varm, lun eller kold. Parmigiana di melanzane smager godt på alle måder og kan sagtens tåle at trække adskillige timer inden servering.

parmigiana di melanzane

0 comments on “ItalyMania #1: Parmigiana di melanzaneTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: