Nerd alert: dette indlæg bliver lidt madnørdet! Læs med, hvis du interesserer dig for råvarer, eller hvis du bare har lyst til at vide, hvad jeg brugte min mandag aften på 🙂
Som jeg fortalte i indlægget om rødkålssalaten, var jeg til mit første rigtige bloggerevent i mandags. Det handlede om en af mine ynglingsråvarer: parmesanost, eller Parmigiano Reggiano, som den rigtigt hedder. Der findes jo nærmest ikke den ret eller salat, som ikke bliver bedre af et drys parmesan! 🙂
Som nogle af jer ved, er jeg ret religiøs omkring altid kun at købe den ægte parmiggiano reggiano og ikke alle mulige efterligninger, fx Grana Padano. Så jeg troede egentlig, at jeg var ret godt med på nørderiet på den front. Men jeg blev overrasket, da vi blev præsenteret for ca. 5 forskellige typer parmigiano reggiano + en enkelt grana padano. Der var virkelig nogle forskelle i smag og konsistens, som jeg aldrig havde forestillet mig.
Men hvad er det så egentlig, der adskiller Parmigiano Reggioano fra alle kopierne? Nu kommer vi til det nørdede:
For det første kommer reggiano parmesanen fra nogle bestemte provinser i Norditalien i et område vest for floden Reno og øst for floden Po. Det er altså lidt ligesom med champagne, som skal være fra Champagne-distriktet.
Derudover må Parmigiano Reggiano-køer kun få græs og andet naturligt foder – ikke ensilage, som er syregærede, grønne urter, der bruges som foder mange steder. Der er også nogle skrappe krav til fremstilling af selve osten, som kun må bestå af råmælk, salt og osteløbe – ingen tilsætningsstoffer el.lign. Et lille nørdet stykke fakta: der bruges 16 liter mælk til fremstillingen af 1 kg Parmigiano Reggiano – ret vildt, ikke?
Man kender en ægte Parmigiano Reggiano på, at hele skorpen er præget med ordene “Parmigoano Reggiano”. Derudover har den selvfølgelig den karakteristiske parmesansmag og “flagede” konsistens med små saltkrystaller. Endnu er lille stykke nørderi i den forbindelse: en parmesan skal faktisk ikke skæres – den skal altid brydes. Når man skærer en parmesan med en skarp kniv, lukker man af for duft og smag på alle snitfladerne. Når man bryder den ved fx at stikke en kniv ned fra toppen, så små stykker brækker af, eller ved at rive den, så bevarer man smag og duft langt bedre. Vupti, så blev vi så kloge!
En Parmigiano Reggiano begynder sin storhedstid, når den er 1 år gammel og er spiseklar, indtil den er 2 år gammel – så begynder den at “prikke” lidt på tungen, når man spiser den, og så er det tid til at få den spist op i en fart.
Vi fik en masse andre spændende ting at vide om parmesan, og så fik vi serveret en hel masse afsindigt lækker italiensk mad – selvfølgelig med parmesan som nøgleingrediens. Der var carpaccio med parmesan, risotto med parmesan, pasta med svampe og parmesan og masser af andre lækre ting – jeg siger jer, der blev ædt carbs! Det var hårdt for min krop, men all worth it! Nogle stykker af os bloggere fik ovenikøbet lov til at gå med i køkkenet og se kokken tilberede risottoen, vi skulle spise, på den helt rigtige måde. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor enkelt italiensk mad egentlig er. I Danmark har vi en tendens til at tro, at vi skal komme 117 ingredienser i gryden for at få en autentisk risotto. Men lidt skalotteløg, god olivenolie, ris, vin, bouillon, smør, parmesan, frisk timian og citronskal – det var faktisk det, der kom i gryden, og det smagte helt vidunderligt!
Rammerne for arrangementet var La Trattoria del Bosco – et skønt spisested, som virkelig kan anbefales. Lækker mad, hyggeligt personale, rare omgivelser og god vin (som jeg desværre ikke kunne nyde ret meget af, da jeg havde været så dum at tage bilen!).
Med hjem fik jeg en goodie-bag med tomat, olivenolie, parmaskinke, parmigiano reggiano (selvfølgelig) og så en pose pasta, som jeg nok giver til nogle, der kan få den spist. De andre ting er jeg i gang med at lege med, og I skal nok få resultatet at se herinde! Jeg skal bl.a. kopiere en “dessert”, vi fik, med pærer, honning og parmesan. Lyder underligt, men smagte skønt!
Til slut lige lidt fotospam at savle over:
Indlægget her er kommercielt til en vis grad. Jeg har fået nogle lækre sager af et pr-bureau, men der er ingen, der har bedt mig om at skrive noget specifikt om produkter eller steder – så alle holdninger her står helt for min regning. Alle faktuelle fejl er også “all me” og skyldes sikkert en overdosis af kulhydrater, som fik min hjerne til at gå lidt i stå 🙂
Så fint et indlæg! Og hvem elsker ikke parmasan? 😀
Det omkring salt krystaller, mindede mig lige om høost fra naturmælk! Har du smagt den? Det er altså også en fantastisk ost!
Tak Julie! Ja, man kan jo ikke andet end at elske parmesane! 🙂 Jeg har faktisk ikke smagt høosten, men jeg har simpelthen snart hørt så meget godt om den, er jeg er nødt til at prøve den meget snart!