Mor

På gensyn, elskede mor!

Der har været stille på bloggen på nogle dage. Og der er stille inden i mig. Samtidig med, at der er rasende storm, gråd og skrig til Himlen. Der er en kærlighed, der er blevet hjemløs, og et hul efter en kærlighed, som ganske vist aldrig kan tages fra mig, men som jeg ikke længere får i daglige doser. Der er sorg, længsel og savn. Og der er håb og taknemmelighed.

Mandag aften mistede vi min højtelskede mor

efter de 4 mest stormfulde og hektiske døgn, jeg nogensinde har oplevet. Hun døde på få sekunder i armene på min far og mine 2 ældste søskende kort tid efter, at vi havde sagt det smukkeste og mest kærlige farvel, man kan forestille sig. Og på få sekunder blev hun fri for al den sygdom og smerte, som ingen læger eller medicin kunne have befriet hende for.

Som jeg har skrevet om før, havde min mor haft leukæmi i 5 år. Da hun modtog diagnosen, var hendes reaktion, at det selvfølgelig var trist, men at hun var overbevist om, at den sygdom hverken kunne forlænge eller forkorte hendes liv med en eneste dag. “Jeg får de dage, som Gud vil, at jeg skal have, og det kan ingen sygdom lave om på.” Den overbevisning holdt hun fast på lige til det sidste, og hun døde i glad forventning om, at hun skulle hjem til Jesus. Og den overbevisning og forventning er også solidt plantet i mig. Det var min mors anker og er mit anker i hele det her stormvejr.

Og det sidste halve år har virkelig været et stormvejr

for min mor og vores familie! Min mor er bare blevet udsat for det ene slag efter det andet: hæmatomer, der ikke kunne standses pga. blodets manglende evne til at koagulere; feber fra infektioner, der næsten ikke kunne bekæmpes pga. manglende immunforsvar; en brækket lårbensknogle, der ganske vist blev opereret, men som ikke blev genoptrænet, fordi min mor havde pådraget sig en svampeinfektion i lungerne, formentlig i forbindelse med narkosen på ortopædkirurgisk. Det blev den svampeinfektion, i kombination med alt det andet, der førte til hendes – alt for tidlige – død. Hendes lungefunktion var så kraftigt nedsat, at hun måtte have iltslange for at trække vejret, og ligegyldigt hvor kraftig medicin lægerne skød med, bredte infektionen sig bare mere og mere i hendes lunger.

Fredag morgen ringede min far kl. 8.30

og fortalte, at han var blevet kontaktet af lægerne på hospitalet, som anbefalede, at hele familien kom ud på hospitalet for at sige farvel. Hun havde haft en frygtelig nat, og det lå mellem linjerne, at det nok var et spørgsmål om timer. Så vi ræsede derud allesammen og sad med uglet hår og rande under øjnene om min mors seng.  Selv min yngste storebror, som var 20 minutter fra at boarde et fly til Ghana, nåede at få trukket sin kuffert af flyet og drøne til Herlev. Børnebørn med kærester var der. Vi holdt i hånden, sagde gode ting til hinanden, græd sammen, og vores præst kom ud og holdt nadver for hele familien.

Sygeplejerskerne lagde min mor i en dyb bedøvelse af morfin og stesolid, fjernede den madsonde, der havde sørget for ernæring til hende, og lagde hende, groft sagt, til at dø. Det blev aldrig rigtigt italesat, men det var ret tydeligt. Hun sov og sov og sov en urolig og afbrudt søvn, og vi sad godt 16 mand høj på stuen og ventede med tilbageholdt åndedræt på, at hun skulle ånde ud, mens tårerne trillede. Vi flyttede bogstavligt talt ind på hospitalet og skiftedes til at sove på stuen på yogamåtter, stole, og hvad vi ellers fandt på gangene. Personalet gloede underligt på os, men vi var fast besluttede på, at hun ikke skulle være alene ét sekund i sine sidste timer. Og vi ville ikke gå glip af 1 sekund med hende.

Men så skete det mærkelige, at hun ikke døde.

Hverken fredag, lørdag eller søndag.  Hun blev tværtimod tilsyneladende en lille smule stærkere. Hun forstod det heller ikke selv og undrede sig, hver gang hun vågnede, over, at hun stadig var her og ikke i Himlen. Men hendes vejrtrækning blev mindre anstrengt, musklerne fik lidt mere styrke, øjnene blev mere nærværende, og alle kropfunktioner var sådan set fine og stabile: hjerte, puls, lever, nyrer – kun lungerne var selvfølgelig ramt. Men infektionstallene begyndte pludselig at falde, når vi så på de daglige blodprøver. Infektionen i lungerne var altså tilsyneladende ved at blive bekæmpet. Det eneste, hun for alvor var ved at dø akut af, var faktisk sult – for hun tog ingen næring til sig, og madsonden var jo fjernet. Og at dø af sult er bestemt ikke en rar måde at dø på. Så søndag  besluttede vi sammen med den vagthavende læge, sygeplejerskerne og min mor at sadle om – når hun ikke var ved at sove ind, skulle hun jo ikke lægges til at dø. Så var der kun én anden vej, og det var tilbage mod livet. Så vi satte ind med understøttende behandling, hentede proteindrik, the, vand og alt, hvad min mor ellers ville have, og så prøvede vi at vende hele den supertanker, der hed “dødsforventning” til livshåb.

Mandag havde vi den mest fantastiske dag sammen.

Vi insisterede på at få stoppet al indtag af stesolid, som virkelig er et lortestof. Hun fik selvfølgelig stadig smertestillede, men ikke noget, der sløver bevidstheden og giver hallucinationer på samme måde. Min mor begyndte at blive mere klar i hovedet og ligne sig selv en lille smule. Der kom liv i øjnene. Min storebror havde taget gamle billeder med på Ipad’en sammen med gamle lydoptagelser med ham og min søster fra deres tidlige barndom. Dem delte vi med min mor, som grinede forsigtigt og smilede.  Da min bror viste hende et gammelt havebillede og sagde: “Se mor, her er din yndlingssyren”, korrigerede hun ham ligeså tørt: “Jasmin!” – med et smil på læben og døsige øjne 🙂

Jeg sang alle hendes yndlingssange for hende, min far holdt hende i hånden og holdt styr på hendes medicinering, og min søster lavede te, som hun drak med stort velbehag. Hun bad sågar om en ostemad – hvilket hun så fortrød igen 😉 Men hun spiste både proteinis og drak proteindrik, som hun nød – hun takkede sågar ja til lidt frisk æble, som hun godt nok have meget svært ved at tygge og sluge. Hun var pludselig vores mor igen – ikke transformeret til en zombie af en medicinrus. Hun var dog stadig enormt svækket og var ikke i stand til at holde et vandglas. Så vi holdt glasset, og hun sugede væske op med et sugerør. Hun havde også ondt i maven og kvalme med opkast – men vi troede, at det skyldtes den voldsomme underernæring, som havde stået på i flere uger, hvor hun ingen appetit havde haft. Med de faldende infektionstal og stabile kropsfunktioner håbede vi dog af hele hjertet, at hun snart ville få det godt igen, så hun kunne komme hjem og have flere gode år med min far og os.

Men sådan ville Gud det ikke.

Sidst på aftenen tog jeg hjem for at sove i min egen seng. Jeg sagde farvel til min mor, som smilede og sagde: “Du har været helt fantastisk i dag min skat. Jeg elsker dig.” Og jeg sagde helt det samme til hende. Hun kyssede mig på kinden, jeg hende på panden, og så tog Andreas og jeg hjem for at sove. Vi vinkede og smilede til hinanden, da vi gik ud af døren. Og jeg glædede mig allerede til at se hende igen dagen efter. Men i samme øjeblik vi stod ved hoveddøren herhjemme, ringede min storebror for at fortælle, at vi straks måtte komme tilbage, for min mor var lige død. Hun havde mistet bevidstheden, mens de holdt hende, så hun kunne kaste op, og havde været væk på få sekunder. Det var en dramatisk og traumatiserende oplevelse for mine 2 ældste søskende (heraf 1 gammel ambulanceredder) og min far, som holdt hende, da hun døde – men for min mor var det formentlig den mest nådige død, man kunne forestille sig, situationen taget i betragtning. Pludselig, hurtigt og i armene på mennesker, hun elskede overalt på jorden. Hun nåede sikkert knapt nok at registrere, hvad der skete. Få sekunder inden havde hun drukket te og prist den til skyerne, og hun døde i en stemning af gode minder, håb og kærlighed. Ikke gråd, Kleenex og tung medicinering. Jeg ville bare af hele hjertet ønske, at hun ikke skulle have været al den smerte og modgang igennem i dagene og månederne op til.

Min højtelskede mor blev 70 år

og ville om få dage have fejret guldbryllup med min ligeså højtelskede far. Hun efterlod sig, udover ham, 4 børn, 7 børnebørn og en helt uhyggeligt stor skov af venner og bekendte, som holdt uendeligt meget af hende. Hun var en stærk og bemærkelsesværdig kvinde, som mødte alle med åbenhed, varme, store smil og levende interesse – man kunne ikke undgå at bemærke hende, når hun trådte ind i et rum. Selv i en alder af 70 og med en livstruende sygdom på halsen, lignede hun stadig den million, hun havde lignet fra sin helt tidlige ungdom. Flot sat hår, fine kjoler og spadseredragter, høje hæle og verdens største, mest levende og smittende smil. Hun huskede alle menneskers fødseldage i hovedet og var dygtig til næsten alt, hvad hun kastede sig over – om det så var klaverspil, strikning, haute couture-syning, produktion af sølvsmykker (hun ønskede sig og fik en ambolt til sin 65-års fødseldag!), matematik, sprog, sudoku, smartphones, malerarbejde, havearbejde, madlavning, rengøring – you name it!

Mor

Mor

Hun var et energibundt af en anden verden, og udtrykket “Jeg gider ikke”, tror jeg aldrig, hun brugte. Hun klagede nærmest heller aldrig over sin sygdom. Selv når hendes blodprocent var helt nede, og hun ingen energi havde, og man spurgte hende, hvordan det gik, sagde hun noget i retning af: “Tjo, jeg er lidt træt, men jeg har da lige pudset alle vinduerne sammen med far. Det gik lidt langsomt, og jeg var inde og ligge et par gange, men nu er det da gjort!” Leukæmien bragte hende nærmest bare ned på vores andres normale energiniveau.

Min mor havde også altid svar på alting – lige fra, hvilken kernetemperatur kød skulle have, til hvordan man sleb, olierede og ombetrak møbler, beskar buske, parterede en ko og alt muligt andet. Så sent som i sommers guidede hun mig over telefonen gennem klargøringen af en hel rødspætte – mens jeg stod og hyperventilerede i den anden ende over mit møde med “de store naturkræfter”, som en død rødspætte udgjorde for mig!

Min mor og jeg spiller klaver
I skal da næsten lige have et billede af mig og min mor, der spiller klaver 🙂

Nu, hvor vi sidder tilbage med sorgen og smerten,

er vi stadig enige om, at det sidste døgn med min mor var et mirakel og en gave. Vi sluttede med fanen højt hævet, og min mor var klar på det hele: om hun skulle hjem til Jesus eller hjem til os. Udfaldet var en win-win for hende. Og min mor og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene flere gange og sagde: “Vi siger aldrig farvel, men på gensyn!”.

Man kunne ønske sig, at lægerne og sygeplejerskerne havde gjort mere for at redde min mor – og uden at jeg gider begynde på en lang svada om hospitalets uduelighed lige nu, vil jeg bare sige, at de sagtens kunne have gjort meget mere! Om ikke for at holde hende i live, så i hvert fald for at lindre hendes smerter det sidste døgn, hvor vi nærmest blev ignoreret af personalet. Deres kommunikation over for os som pårørende har også været helt af skoven til, og jeg forstår ikke, at min far og mine søskende ikke er blevet tilbudt krisehjælp efter det traume, de var ude for, og som stadig gør ondt.

Men når alt det er tænkt og sagt, vender jeg tilbage til min mors klippefaste overbevisning om, at hendes dage var talt af Gud helt fra begyndelsen. Hun kom herfra i nøjagtigt det øjeblik, hun skulle – og det kunne hverken sygdom eller læger have ændret på. Frem for at være vred, vil jeg hellere være taknemmelig for, at vi havde det mest fantastiske sidste døgn sammen! Ingenting var usagt, der var givet kys og kram og alt det, der skulle gøres. Jeg nåede sågar at vise hende, at jeg var i BT søndag, hvilket hun syntes var rigtig flot.

Jeg glæder mig usigeligt til at se min mor igen

– og da bliver det et sted, hvor leukæmi, død og sorg slet ikke står i ordbogen! Vi skal holde verdens bedste familiefest og glæde os sammen altid. Hun har allerede startet festen, og jeg er sikker på, at hun har beskåret alle Himlens buske og træer, når vi kommer. Indtil da skal vi ære min mors minde ved at leve ligeså godt, som hun har gjort, og prøve at udfylde det enorme tomrum, hun efterlader, på bedste vis. Mine bedste minder med min mor er nok fra køkkenet, hvor vi har lavet mad sammen – og når jeg begynder at få lyst til at lave rigtig mad igen, skal der komme masser af opskrifter her på bloggen. Forhåbentlig snart! For det ville have glædet hende. Hun roste altid min blog og var altid interesseret i at høre, hvordan det gik med den. Ligesom hun roste og interesserede sig for alt andet, jeg lavede. Og i det hele taget pumpede mig og mine søskende med selvtillid, ros og komplimenter hele livet.

På gensyn, elskede mor! 

Mor og far_70 års fødselsdag

18 kommentarer til “På gensyn, elskede mor!Tilføj din

  1. Det er et virkeligt smukt og rørende minde om din mor, du har lavet her. Jeg sender den dybeste medfølelse og de varmeste tanker til dig og dine kære.

    Kh.
    Anne-Marie

    1. Tusind tak, Anne-Marie! Jeg synes næsten fysisk, jeg kan mærke hele den bølge af varme og gode tanker, der strømmer ind fra nær og fjern midt i sorgen og smerten <3
      Kh Louise

  2. Puha sødeste Louise, det er næsten ikke til at bære. Det er simpelthen så smukt skrevet, det er virkelig svært for mig som læser at holde tårerne tilbage. Jeg kan slet ikke begribe hvilket tab det er for dig og din familie men er rigtig ked af dit tab og sender dig og din familie de aller bedste tanker!

    1. Tak, søde Sabrina! Der løb også tårer ned i tastaturet, mens jeg skrev. Men ud skal både tårer og sorg, og selvom det tager tid at komme igennem, så hjælper det at dele sorgen med andre og tage imod den trøst og lindring, der kommer!
      Knus

  3. Det gør mig uendelig ondt for dit og din families store tab.
    Jeg sender Jer mine varmeste tanker i den svære tid.

    Sikke et beskrivende og smukt indlæg med mange dejlige minder om din smukke mor – hun lyder til at have været fantastisk.

    jeg er osse en af dem der siger på gensyn, jeg er helt sikker på at vores kære bare går i forvejen, og står venter på os når det bliver vores tur

    Tanker og knus herfra

    1. Mange tak Låvise! Hun var nemlig helt fantastisk – og ja, det er godt, at det kun er på gensyn! <3
      Knus, Louise

  4. Må jeg kondolere for jeres tab. Det er utrolig hårdt at miste ens nærmeste.
    Jeg sidder med tårer i øjnene, da jeg selv 11. dec. mistede min elskede farmor til cancer efter 2 ugers sygdom, mit store forbillede som er elsket og savnet.
    Kan kun forestille mig, hvorledes i må have det lige nu, min tanker gør til jer i jeres sorg.

    1. Mange tak, Karoline! Jeg har lige læst dit indlæg om, at døden ikke er farlig – rigtig fint skrevet også! Selvom smerten og sorgen virker uoverstigelig, er det et lille skridt på vejen at se døden i øjnene, så at sige, og ikke gøre det til noget mystisk eller farligt. Mange gode tanker til dig og din familie også!
      Kh Louise

  5. Sikke nogle helt fantastiske ord Louise – det er så ubeskriveligt smukt skrevet <3
    Din mor lyder til at være et helt fantastisk menneske!

    Dit tab gør mig uendelig ondt og jeg sender de varmeste tanker til dig og din familie
    Knus Camilla

    1. Tusind tak, Camilla – og tak for dine mange søde kommentarer på IG også! Sorg bliver en anelse lettere at bære, når man deler den med andre og får masser af varme og gode tanker igen <3
      Kh Louise

  6. Kære Louise,
    Jeg har haft fornøjelsen af at møde din mor gennem mine svigerforældre og blev meget bevæget over din beskrivelse af hendes sidste tid. Tak at du delte det – for selv for en ude i periferien er det trist ikke mere at skulle møde Ingelise. Sikke et varmt og kærligt energibundt hun var. Da min svigerfar fyldt 70 var hun primus motor for en lækker brunch-anretning til en masse mennesker. Varme hilsner til din far og alle jer som skal rumme sorgen, livet, kærligheden og håbet ikke mindst i den kommende tid.
    Kærlige hilsner fra Carsten og Birgitte

    1. Mange tak for hilsenen og de gode ord! Ja, det er rigtigt, jeg kan godt huske, at hun var ude og lave brunch. Hun elskede at kunne gøre sådan noget for andre.
      Kh Louise

  7. Sikken en historie som alle bør være foruden men samtidig en afslutning som alle bør have. Min far døde pludseligt af kræft og jeg ville ønske at jeg havde fået sagt farvel lige som dig. Hvor er det smukt skrevet. Jeg kondolerer og føler med dig og din familie.

    1. Mange tak, Vibeke! Det er en frygtelig klub af blive medlem af, den hvor man har mistet nogen til kræft. Er ked af, at du også har fået medlemskab til den.
      Kh Louise

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *