Efterår er æbletid. Og i dag har jeg samlet 5 af mine allerbedste opskrifter med æbler. Der er både noget til dig, der trænger til en “quick fix” til den søde tand – og til dig, der har lyst til at bruge weekenden på at fremtrylle noget lækkert bagværk. Der er helt simple opskrifter, der nærmest kun indeholder æble – og lidt mere avancerede kager/muffins med æble og andre lækre ting. Det skulle være muligt at finde nogle lækkerier, der passer lige præcis til dig.
Du kan selvfølgelig også tage udfordringen op og gå ombord i alle 5 opskrifter med æbler! Hvis du gør, så tip mig lige, ikke? 😉
Jeg synes simpelthen, æbler er så fantastiske. Prøv engang lige at tænke over, hvor meget smag og aroma der egentlig er, når du bider ned i et æble. Den dér smagseksplosion af syre og sødme, der eksploderer på tungen ved første bid. Den vilde syre i et Granny Smith-æble eller et Ingrid Marie, der får alle ansigtets muskler til helt uvilkårligt at trække sig sammen i en frydefuld grimasse. Og den krydrede aroma i et Discoveryæble eller et Cox Orange. Eller den søde smag i et Golden Delicious eller et Pink Lady. Haribo og Malaco kan godt pakke sammen her. Der er simpelthen så mange smagsindtryk, at æbler fortjener en lille efterårshyldest her på denne sidste fredag i september.
Så jeg hæver mit imaginære glas med æblemost og skåler for 5 lækre opskrifter med æbler!
Og så smutter jeg ellers en tur på arbejde, hvor jeg skal have Ulvetimen i eftermiddag med en flok krudtugler på 1-5 år! Derefter skal jeg til koncert med allerskønneste Nina Luna. Det bliver en god fredag. Det er jeg helt sikker på!
Kan I have en dejlig weekend! Hvad står programmet på hos jer?
Opskrifter med æbler top 5:
Bagte æbler med kanel og nødder: Superenkelt, nemt og faktisk forholdsvist sundt for en megalækker dessert. Ikke så meget pjat: bare æbler, nødder, kanel og evt. lidt marcipan. Og så smager det bare himmelsk!
Bagte æbler med lakrids og vanilje. Her går vi en tand videre med de bagte æbler – stikker en hel lakridsrod og en vaniljestang i, bager dem hele og serverer dem med lakridsflødeskum. Du kan også gøre tricket med en kanelstang, hvis du ikke er så meget til lakrids. Uanset hvad er det superlækkert og smukt på den rustikke måde.
Æblemuffins med hasselnøddetopping: Uh, de her muffins er gode! Og så er de superdekorative med en knasende, lækre topping af hasselnødder, æble og marcipan. Perfekte til en kop te på en kold efterårsdag.
Tarte tatin med æbler og hasselnødder: klassikeren tarte tatin kommer her i en lchf-venlig, glutenfri version – men med al den gode smag og luksusfølelse. Servér med en god klat creme fraiche til som en superlækker efterårsdessert eller en ekstra forkælelse til en kop eftermiddagskaffe/te.
Æblechips med kanel og kardemomme: Hvis det ikke skal være kageagtigt eller snasket, men hellere lidt knasende og friskt, så er det hjemmelavede æblechips, du skal lave. Det er overraskende nemt at lave æblechips og såååå lækkert! En genial måde at omsætte en stor æblehøst til virkelig gode lækkerier. Og en hyggelig aktivitet, hvis man har børn med i køkkenet.
0 comments on “Opskrifter med æbler Top5”Tilføj din