Har du prøvet at lave onion bahjis? Ellers kan jeg virkelig anbefale at gøre det! Spicy, sprøde og gyldne små dimser, som kan dyppes i kølig raita eller anden dyppelse, og som højner kvaliteten af ethvert dansk forsøg på at lave indisk mad.
Jeg har allerede opskriften på onion bahjis liggende under opskriften på butter chicken – en favorit herhjemme. Men jeg syntes, at de små krabater fortjente deres eget indlæg – og så fortjente de også at blive lavet med rigtigt kikærtemel i stedet for den (ellers udmærkede) kombination af majsmel og hvedemel, jeg brugte i den gamle opskrift.
Striks lchf – det er vi ikke ude i her. Vi er ude i en lille luksussag, som du garanteret vil blive bedt rigtig pænt om at lave igen, hvis du serverer den for familie eller venner 🙂 Bare husk at slå alle vinduer op på vid gab og tænde for emhætten – ellers lugter dit hjem af friture i flere dage 😉

I morgen kommer min yndlingsopskrift på raita – en indisk dip/salat med yoghurt, tomat,a gurk og masser af mynte, frisk koriander og andet godt. Den smager fantastisk som dyppelse til onion bahjis og til indisk mad generelt.
Onion bahjis
(Ca. 10 stk.)
- 2 rødløg
- 1 rød chilli
- 1 håndfuld frisk koriander
- 2 spsk friskrevet eller finthakket ingefær
- 3 dl kikærtemel
- 1 spsk gurkemeje
- 1 spsk spidskommen
- 1 nip karry
- 1 tsk bagepulver
- Salt
- 2 dl vand
- Olie til stegning (jeg bruger kokosolie blandet med lidt sesamolie – for smagens skyld)
Pil løgene, og skær dem i fine både (ikke helt papirstyne – gerne, så der kan være lidt bid i dem stadigvæk).
Hak chili (minus kerner), koriander og ingefær.
Blend kikærtemel med kridderyer, bagepulver og salt. Rør sammen med vand, og vend alle andre ingredienser i.
Blandingen kan godt tåle at stå og trække lidt, men du kan også bare gå direkte til stegningen:
Varm en pande op med rigeligt olie. Sæt klatter af dejen på panden, og steg et par minutter, inden du vender og giver dem et par minutter på den anden side. Sæt dine onion bahjis til afdrypning på et stykke køkkenrulle, og servér fx med en god raita (opskrift kommer i morgen):
2 comments on “Onion bahjis”Tilføj din