Jeg har fået den lækreste julegave af mine svigerforældre: Et Tefal Snack Collection vaffeljern. Sådan en smart sag med alverdens fancy indsatser, som kan lave alt fra belgiske vafler til doughnuts, pandekager, hjertevafler og meget andet.
Det skulle selvfølgelig testes – og mit første forsøg blev denne meget vellykkede omeletvaffel. Ja, simpelthen en omelet stegt som vaffel.
Ikke bare er det en sjovere og mere dekorativ måde at servere omelet på – det er faktisk også lettere og giver et mere vellykket resultat. Jeg må tilstå, at jeg ikke er specielt god til at lave omeletter på en almindelig stegepande – fyldet ender tit med at brænde fast i bunden, og omeletten går i stykker, når jeg prøver at vende den. Konsistensen kan hurtigt blive lidt tør og kedelig. Men når man hælder sin omeletmasse i et vaffeljern, bliver den lynhurtigt stegt jævnt og pænt på alle sider, og konsistensen bliver let, luftig og dejligt saftig. Min omeletvaffel hævede så meget, at vaffeljernet åbnede sig af sig selv.
Du kan putte præcis det fyld i, du godt kan lide. Jeg brugte peberfrugt, forårsløg, ost og lidt spicy pølse. Men svampe, rester af bagte rodfrugter, løg, squash og alt muligt andet kunne også være lækkert. Tomat ville jeg måske være forsigtig med – i hvert fald ville jeg fjerne kernerne for ikke at gøre min omelet for vandet.
Omeletvaffel
- 2 æg
- 1 spsk fløde
- 1 håndfuld revet ost (fx emmentaler eller cheddar)
- Dit foretrukne omeletfyld – fx finthakket rød peber, forårsløg og pølse
- Salt og peber
- Kokosolie
Varm et vaffeljern op med indsats til belgiske vafler.
Rør æg sammen med fløde, ost, salt og peber og dit foretrukne fyld.
Smør vaffeljernet med lidt kokosolie.
Hæld æggemassen i vaffeljernet (min kunne lige præcis være der og gav 2 tykke vafler), og giv det ca. 2 minutter – eller indtil æggene har en fast nok konsistens til at kunne tages ud.
Hold nu op en lækker blog du har her og masser af spændende og inspirerende opskrifter 🙂
Denne her opskrift skal da prøves – jeg har “kun” et hjerte vaffeljern, men det kan vel også bruges? Tænker mere om der er plads nok til “dejen” så det ikke vælter ud, el om der er mere plads med belgisk vaffelindsatsen (håber du forstår hvad jeg mener) … God dag til dig 🙂
Hej Sus
Tusind tak for din søde kommentar 🙂 Hmm, du har fat i noget dér… Det kan nok godt lade sig gøre rent praktisk at lave den i hjertevaffeljernet, men den vil måske blive lidt tør i det… Det lækre ved den belgiske vaffelindsats er, at den bliver meget tyk og luftig i det. Men det er da stadig forsøget værd! 🙂