Denne her omelet har jeg spist til morgenmad rigtig mange gange i den forgangne uge. Jeg er stadig i gang med mit strikse lchf-projekt, og jeg skal hilse og sige, at det giver resultater! Omeletten her med rød peber, svampe og masser af ost falder fint ind i den kategori og sender mig stopmæt på arbejde med særdeles tilfredse smagsløg.
Min dovenskab har udfoldet sig på en ny måde: jeg er nemlig begyndt at købe hakkede løg på frost. Jeg hader at pille/hakke løg, så det er ren luksus lige at kunne hive en pose ud af fryseren og drøne dem direkte på panden sammen med de andre grøntsager. Det gør det lettere og mere overkommeligt for mig at lave god morgenmad. Et lille tip videregivet fra mig til jer 🙂
Selvom striks lchf giver mig rigtig gode resultater, er der et problem, jeg simpelthen ikke havde set komme. Tidligere har mit største problemområde i fht. vægt altid været min mave. Kunne jeg få den strammet ind, var de fleste problemer løst, og tøjet passede igen. Men nu er jeg åbenbart begyndt at lagre fedt anderledes, så det sidder primært på lår og bagdel. Det betyder, at selvom taljen skrumper fint ind, så er der stadig masser af tøj, jeg ikke kan passe, fordi jeg min røv åbenbart er vokset til dimensioner, der burde gøre Beyoncé misundelig. Jeg klagede min nød til Andreas, som sagde: “Jamen det er meget typisk, når man bliver over 30.” Hvorfor skal han også pludselig være sådan en wise guy?!
Nå, men for at komme problemet til livs, er jeg gået amok i svømning – hele 3 gange kom jeg afsted i sidste uge. Og det var faktisk godt – for jeg havde helt glemt, hvor vild jeg faktisk er med at svømme. Bonus: nu er jeg også ved at komme i form igen, får trænet mine skuldre, har færre nakkesmerter og mere energi. Hvorfor er det egentlig, at man ikke bare altid lever så sundt? 🙂
Omelet med peber, svampe og ost
(til 2 pers.)
- ½ dl hakket løg
- ½ dl hakket rød peber
- 3-4 champignoner, snittet fint
- 4 æg str. m/l
- 2 spsk fløde
- Salt og peber
- 3-4 håndfulde revet ost, fx en blanding af cheddar og mozarella
- Evt. purløg til drys
- Smør/olie til stegning
Svits de hakkede grøntsager på en stor pande i en blanding af smør og olie.
Pisk æggene sammen med fløde, salt og peber.
Hæld æggemassen på panden.
Drys med ost, skru ned for varmen, og lad det stå, til omeletten er færdig, og æggemassen har sat sig.
Hvis du har lyst til lidt ekstra protein, kan du fx lægge et par skiver parmaskinke eller serranoskinke ovenpå, mens omeletten steger færdig.
Drys med purløg, hvis du har, og servér. En halv avocado er også en lækker topping!
0 comments on “Omelet med peber, svampe og ost”Tilføj din