Om skønhed

Forleden skrev en veninde noget om fatshaming på facebook. Medierne havde igen kørt en af de dér historier med en overvægtig person, der udtaler sig lidt firkantet om, at staten ikke vil betale hendes gastric bypass – så alle de “rigtige” mennesker kan skrive en masse vrede ting om, at “fede mennesker også bare skulle tage og lukke munden og lette røven og få tabt de dér kilo, for så svært er det jo heller ikke. Kalorier ind, kalorier ud – come on, fede læs! Det er os andre, der betaler for din sukkersyge.” Og mere af den skuffe…

Min veninde havde prøvet at indgå i diskussionen og fortælle lidt mere nuanceret om, hvordan det er at kæmpe med sin vægt, og at det ikke altid er så let at tabe de dér kilo, som mange tror, hvis de ikke selv har prøvet at være overvægtige. Hun fik nogle temmelig kradse ord og personlige anrgeb på sin egen vægt og figur med på vejen og blev rigtig trist over det, hvilket hun skrev noget om på sin egen facebook.

Hele historien er taget direkte ud af mediernes klassiske drejebog for, hvordan man pisker en stemning op og får folk til at skrive en masse vrede ting på facebook. Ikke noget med at prøve at nærme sig hinanden i en gensidig forståelse for hinandens synspunkter – bare vrede stereotyper ad libitum! Jeg læste ikke selv artiklen og skimmede kun lige de første kommentarer. Så orkede jeg ikke mere. Jeg bliver så trist over menneskeheden.

For det er da interessant, som vægt og overvægt ligger på en top10 over ting, der kan få os danskere helt op i det røde felt. Til at kalde hinanden de grimmeste ting. Og  til frimodigt at sætte os til doms over andres livsvalg, dømmekraft og personlighed. Uden i øvrigt at sætte os ind i alle de ting, der kan ligge bagved.

Når folk ser en overvægtig person, er de meget hurtige til instinktivt at konkludere nogle ting:

• Personen har ingen viljestyrke
• Personen dyrker ikke sport
• Personen lever af chips og kage og har aldrig prøvet seriøst at tabe sig
• Personen forstår ikke, at vedkommende er overvægtig, og hvor stort et problem det er – jeg må hellere gøre opmærksom på det!
• Personen har samme stofskifte, samme livssituation og samme “mindset” som mig (=slank person) og kan derfor bare gøre det, jeg gør, for at holde vægten (spise skyr til morgenmad og løbe 2-3 gange om ugen osv.)
• Personen ville måske være smuk, hvis han/hun tabte sig (det er den mest interessante for mig her i dag – mere om det lige om lidt!)
• Find selv på flere!

Jeg har tidligere skrevet noget her på bloggen om, hvordan man bliver overvægtig. Det kan du læse om her, og det giver modspil til flere af de konklusioner, der er beskrevet ovenfor. Men det er egentlig ikke det, det skal handle om i dag.

Skønhed

Hele historien fik mig nemlig til at tænke nogle tanker om skønhed. Om at se skønhed fremfor kilo. Om ikke at proppe folk ned i en kasse, der hedder “overvægtig” eller “normalvægtig”, men om at se et helt menneske og den skønhed, vedkommende indeholder og udstråler. Uafhængigt af vægt. Jeg er nemlig udstyret med nogle øjne, der ser skønhed lidt anderledes end de fleste, har jeg erfaret.

Jeg har nogle mennesker i mit liv, som nok kan defineres som overvægtige. Engang imellem har jeg oplevet nogen kommentere over for mig, at “hende din veninde, hun er godt nok stor, hva’?” Og jeg bliver altid så forbløffet. For det første over, hvor taktløs, overfladisk, ubetænksom  og i øvrigt unødvendig en kommentar, det er – men også helt oprigtigt, fordi jeg aldrig selv har tænkt på veninden som en overvægtig person. Med de objektive briller kan jeg da godt se, at der måske er 10-20-30-50 kg i overskud. Men ud gennem mine helt normale øjne har jeg altid kun set en smuk person. Flot hår, lækker makeup, fed tøjstil, harmonisk figur, et blændende smil og charmerende øjne, der udstråler intelligens og humor. Jeg har slet ikke tænkt vægt ind som en faktor i det. Nogle af de kvinder, jeg betragter som de smukkeste og mest tjekkede i min omgangskreds, er faktisk nogle kilo overvægtige. Og det er bare helt ligemeget!

Til gengæld er jeg ude af stand til at se, at folk er smukke, hvis jeg ikke bryder mig om dem. Det gælder fx nogle kvindelige politikere, som folk hylder som skønheder, men som debatterer på en måde, jeg ikke kan udstå. Det gælder også talentløse Hollywood-skuespillerinder, som pressen udråber til skønheder, men som kun besidder 1-2 ansigtsudtryk, og som ikke lægger sjæl i deres roller. Jeg kan ikke se skønheden, når jeg ikke oplever en fed personlighed bag. Sådan har jeg altid haft det.

Da jeg var teenager, var jeg vild med en fyr. Jeg havde en idé om, at han så godt ud – men jeg måtte faktisk en dag spørge en veninde, om det var rigtigt, eller om det bare var fordi, jeg så godt kunne lide ham. For jeg var ikke sikker. Når jeg ser på Andreas (min mand) i dag efter 8 års ægteskab, synes jeg også, han er flottere, end da jeg mødte ham. Jeg ved bare ikke, om det er fordi, han rent faktisk ER blevet flottere med alderen, eller om det er fordi, jeg ser flere aspekter af hans personlighed i hans udseende i dag.

Jeg ville virkelig ikke være noget værd som dommer i en skønhedskonkurrence! Jeg ejer ikke objektivitet, når det kommer til skønhed.

Når jeg selv ser mig i spejlet, kan jeg da godt se, at der er er 5-7 kg, som godt kunne undværes – men jeg tænker egentlig mest “Hey, jeg ser da i grunden meget godt ud!” Især når jeg husker at smile til mig selv i spejlet 😉  Så tænker jeg, at de dér 2 teenageår med tandbøjle da var ualmindeligt godt givet ud, at min frisør har gjort et godt stykke arbejde, og at jeg er heldig at have et udtryksfuldt ansigt og en harmonisk kropsbygning. Jeg er endda kommet så langt, at jeg er cool med at være lav. Men så kan jeg blive lidt forskrækket: “Kan jeg nu tillade mig bare at synes, jeg er pæn? Hvad nu, hvis jeg bare er en lille, fed prop i resten af verdens øjne?” Så selvsikkerheden rækker ikke altid helt så langt. Jeg er nok mere tilgivende over for mine veninder end over for mig selv.

Der er ét tidspunkt, hvor jeg føler mig ubetinget smuk, og det er, når jeg synger. Det lyder måske tosset, og lad mig bare slå fast med det samme, at det ikke er fordi, jeg er den nye Whitney. Men jeg elsker at synge, og jeg er forholdvist god til det, hvilket er godt, fordi jeg til dels lever af det. Når jeg er “in the zone”, lukker øjnene og bare lytter til det, der kommer ud af munden på mig, mærker kroppen arbejde og giver mig hen til toner,  stilarter og kreativitet – ja, så føler jeg mig faktisk smuk. Så er jeg hævet over vægt, makeup og alt muligt andet. Så føler jeg mig bare smuk og veltilpas.

Når jeg ser koncertbillederne bagefter, ser jeg altid helt forskrækkelig ud – foroverbøjet og med ansigtet fortrukket i mærkelige grimasser. Men det er ligemeget. For skønheden er ikke i, hvordan jeg ser ud, men i, at jeg gør noget, jeg elsker. Det samme sker lidt, når jeg fortaber mig i en opgave i køkkenet eller foran kameraet. Eller når jeg sidder og skriver om ting, jeg brænder for. Så glemmer jeg også alt om, hvordan jeg ser ud. Jeg er helt suget ind i den kreative opgave. Og jeg føler mig som et smukt menneske.

Jeg har faktisk aldrig ladet nogen af de crazy koncertbilleder offentliggøre. Lidt forfængelig er man vel 😉 Men i dagens anledning må det næsten være passende med et eksempel – selvom det er lidt grænseoverskridende for mig:

“Beauty is in the eye of the beholder,” siger man. Og det er et af mine yndlingsudtryk. Skønhed er ikke noget, der kan måles og vejes, uanset hvad de siger i Top Model. Det er noget, vi giver hinanden – og som vi måske også en dag lærer at give til os selv!

Og lad os slutte med et citat af en af verdens, angiveligt, smukkeste kvinder:

Imperfection is beauty, madness is genius and it’s better to be absolutely ridiculous than absolutely boring.

(Marilyn Monroe)